Tekster: 1.Peter 2,20-23 og Johs.10,11-16. Salmer: 408-674,1-2 og 7-218/ 223-439-228-235
Højmessen, den 19. april 2015 i Aarhus Domkirke kl. 10.
Vi synger påskesalmer i dag, fordi vi stadig er tæt på påsken. Men også, fordi hver eneste søndag er en gentagelse af påskedag. Hver uge har sin påskedag, hvor vi bliver mindet om, at der er sat et skel ind i den menneskelige historie. Der er sat en fod i døren, så den ikke kan lukkes. Håbet hindrer, at døren lukkes. Døden vises på plads. Den er ikke mere den stærkeste magt i livet. Livet stærkere end mørke, katastrofer, krig, kævl og ballade i familierne. Livet er stærkere end det, der for os forekommer at benægte livets styrke og magt.
Søndage er til for, at vi kan få tid til at finde lidt ro og hvile, og til at håb. Alle andre steder end i kirken får vi at vide, at vi skal gøre noget selv. Vi skal udnytte vores kulturelle og sociale kapital. Vi skal finde styrken i os selv og udnytte den, så vi præsterer mere på arbejdet, blive en bedre mor eller far for vores børn, en bedre partner, en mere attraktiv arbejdskraft etc.
Kan vi ikke finde ud af det, og det er vi mange, som ikke kan, er der altid nogen som tilbyder, at vi kan følge dem og deres anvisninger, som vi kan lære noget af. På de sociale medier kan vi meget let iagttage det. Gør vi os til venner med eller trykker ”like” ved en kommentator, en politiker, en religiøs agittor eller en ven, står der straks, at vi følger. Det kan vi gøre kritisk eller ukritisk. Følger vi ukritisk, kan vi meget let blive medløber, fordi meningerne og synspunkterne kommer så hurtigt på disse medier, at vi måske ikke får tænkt os om, inden der trykkes ”like”. Den ukritiske følgen er medløb. Og medløbere kan let forføres til at mene noget eller give tilslutning til noget, de slet ikke mener.
Det kan give en vis beskyttelse, synes vi at følge sådanne debattører eller mennesker, der sætter debatter i gang. Ja, det kan give en tryghed. I nogle tilfælde kan vi føle, at de er en form for hyrder, som Jesus taler om i dag. Men er de der, hvis det virkelig kommer til at gælde? Er de så ikke løbet af pladsen, som en daglejer, så vi står der svigtede og ubeskyttede? Måske. Det er i hvert fald set og sket.
Er det ikke det samme, der er på spil i vores evangelium i dag, hvor Jesus taler om en hyrde, der er parat til at beskytte, og som er kendt af sine får eller følgere? De kender ham på stemmen, og han kender dem. De kender hans måde at henvende sig til dem på. De kender tonelejet, fremføringen, moduleringen og formuleringerne. Her er ingen uro, men ro og sædvane. Vi kan spørge, om ikke kristendommen er ligesom alle andre former for ideologier eller religioner? Skulle der virkelig være noget, som adskiller den fra alle andre?
Ja, der er forskel. Kristendom er alt for langsomt til vores tid. Vi vil have tempo, temposkift, korte klip i films og videoer og også i vores liv. Vi har travlt. Somme tider har vi så travlt, at vi ikke får talt med hinanden og ikke får tænkt os om, hvad det er, vi vil med vores liv. Kristentro drejer sig ikke om effektivitet og resultater. Det handler ikke om stræben eller løb for at opfylde målsætninger.
Man bilder os jo ellers ind, at vi kan og skal sætte mål for vores liv. Hvis ikke vi gør det, og hvis ikke vi får realiseret målene, er vi mislykkede. I Jesu forkyndelse tales der ikke om, at vi skal sætte os mål, eller at vi bare kan følge ham, så kommer vi til målet. Han taler om, at vi skal følge ham, fordi han er hyrde. Han er ikke fører, ikke ideolog. Men taler han ikke om, at vi skal leve villige til at ofte livet, som han gjorde? Det kan vi –måske med rette – finde fanatisk. Og vi kan faktisk nemt finde fortolkere af Jesus forkyndelse, der mente det. Der er grund til at se kritisk på enhver, der opfordrer os til at stille vores liv til rådighed for en sag eller en idé.
Det er i hvert fald ikke det, Jesus taler om. At følge ham er ikke at se et ideal i lide og at blive korsfæstet. Nej, det er at give liv, som han gjorde ved at opstå påskemorgen. Hvordan skal vi da kunne gøre det? Vi kan – som han – give liv, hvor vi er. Livet ligger ikke foran os som noget, der skal realiseres engang. Vi er ikke på vej hen til et mål, vi måske når. Målet er, hvor vi er og lever.
Lad mig tage et eksempel. At blive forældre i dag kan forekomme at være lidt af en videnskab. Der tales om mange krav og forventninger til det, som forældre forventes at gøre for deres børn. Hvis man igen ikke er en lille smule kritisk, kan man let føle sig som dårlige forældre, fordi man føler, man ikke kan leve op til det, som forventes og forlanges af en. Denne fornemmelse af ikke at slå til kan forplante sig til andre dele af ens liv. Og den kan brede sig til bedsteforældre, for lever de op til dagens krav om at være bedsteforældre?
Ser vi på, hvad evangeliet siger i dag, når der taler om Jesus som en hyrde, der har omsorg for sine får og sætter sit liv på spil for dem, så er det altså noget andet, der er tale om. Hvad var det da, han gjorde? Han gik sammen med dem, der ville høre på, hvad han forkyndte og lærte. Han lærte dem, at livet leves nu. Det leves forlæns, men ikke i en form for idealitet, som vi skal stræbe efter. Livet er realitet lige nu. Der er der altid et andet menneske, der har brug for, at jeg giver af mit liv nu bare ved at være her og være nærværende uden planer og strategier.
Mon ikke det er barnet, der har brug for, at jeg er der til at skabe tryghed og ro? Er det ikke at give liv? Er det ikke at sætte sit liv ind for andre. At være der for dem og med dem? Er det ikke også for den hjemløse, vi møder på strøget, i toget eller bussen, som står ved banegården og sælger ”Hus forbi”? Er det ikke her, vi skal være med vores liv? Og hvad kan vi gøre? At købe et blad er det nok? Nej, mon ikke det er vigtigere at se ham, der sælger? At møde hans blik, at lade ham føle sig tryg bare de to minutter, det tager at købe et blad?
Er det ikke lektiehjælpen, vi måske kan give, til naboens børn? Eller er det ikke at lytte til svigermors frygteligt snakkesalige nabo, der fortæller den samme historie 30 gange dagligt? Er det ikke i disse og mange andre tilfælde, at vi giver vores liv til andre, så vi er næste for dem? Er det ikke sådan, vi er hyrder? Passer på dem, ser dem, så de ikke føler sig udenfor, oversete eller overhørte? De, der ikke bliver set eller hørt, kan let blive forbitrede. Bitterhed kan ødelægge et liv og ødelægge andres med.
At være nærværende og tilstede på denne måde kan være med til at skabe en lille oase i et andet menneskes liv. En oase er som bekendt et hvilested, et sted med vand, skygge og måske lidt føde. Det er et sted, hvor man kan få kræfter, energi, mod og håb igen.
Jesu forkyndelse retter sig ikke blot imod det enkle liv, som jeg her har nævnt eksempler på, og dog. For var det ikke, hvad han gjorde gang på gang? De oversete så han. De udstødte standsede han ved. De syge rørte han ved, og gjorde dem raske ved at få dem ind i fællesskabet, ind i det fælles liv igen. Han trak dem ud af mørket, ud af håbløsheden og ind i lyset. For dem var det som at komme fra døden til livet.
Påskedag forkynder, at Jesus ikke kunne spærres inde af døden. Her eneste uge kan vi blive mindet om det ved gudstjenesterne. Han rækker os den sandhed gennem sit ord, for i ordene står han levende iblandt os. Her bliver livet til igen for os. Ikke ved os selv. Ikke fordi vi præsterer og lever op til egne og andres mål, men fordi håbet tændes i os. Utallige steder tænkes der i, hvordan vi som mennesker kan blive bedre både moralsk, etisk, og religiøst. Hvordan kan vi blive bedre forbrugere, bedre borgere, bedre ægtemænd og fædre og så videre. Jesu forkyndelse og kristen tro handler ikke om at blive et bedre menneske. Kristendom er for uperfekte mennesker. Her forkyndes, at i Guds øjne er du et menneske, han finder værd at blive menneske for og bære skyld og synd og død sammen med, så du kan få liv at dele ud af, håb og tro at leve af.
Håbet tændes ved døbefonten, hvor vi, som vi hørte rives ud af dødens magt. Dåben er en opstandelse, og den foregriber det løfte, der gives, at end ikke døden kan skille os fra Guds kærlighed, frelse og liv. Så går vi med hans budskab, når vi tænder lys, håb og glæde og tro i et andet menneskes liv. Så er du hyrde ved at give et lille puf, et lille håb.
Amen