Tekster: Es.11,1-10 og Matt. 25,1-13. Salmer: 78-450-77/271-439-69-121
2. søndag i advent. Aarhus Domkirke den 8. december 2013 kl. 10.
Af domprovst Poul Henning Bartholin
Hver eneste dag ser vi et eller andet nyt tegn på, at vores verden og hverdag er underlagt en stadig forandring. IT-systemer på vores arbejde ændres. Virksomheder fusioneres eller flytter til udlandet. Nye medarbejdere kommer til. De arbejder måske kun et stykke tid, nemlig så længe et projekt varer. Så er de væk igen. De er som trækfugle, der finder rastepladser under flyveturen fra det kolde til det varme og omvendt, når varmen vender tilbage om foråret.
I går kunne vi læse og høre, at endnu et princip i samfundet står for at blive ændret med tiden. Velfærdsydelser skal, foreslår et parti, tildeles efter behov og efter skøn. Ret til ydelser bliver måske engang betinget.
Analytisk set ændret samfundet sig fra et lighedssamfund til et samfund med større sociale forskelle end i dag. Belønning for at gøre noget ekstra bliver mere og mere udtalt. Det er lige før, at teksterne til dagens gudstjeneste passer til og understøtter samfundet, som det udvikler sig. Men det er nok at gå for vidt at hævde, der er nogen sammenhæng.
Man kan sagtens tillade sig at spørge her, hvad dette her og de tekster, vi har hørt, egentlig har at gøre med den juletid, vi bevæger os ind i. Her er jo ikke fred og idyl i det, vi har hørt. Tværtimod kan vi let fornemme utilfredsheden med at blive udelukket og før det, utilfredsheden hos nogen af brudepigerne med ikke at kunne få del i den olie, som de andre har.
Er det her virkelig kristendom? Understøttes egoismen og selvtilstrækkeligheden ikke her? Er det ikke en form for elitetænkning, hvor kun de kommer med, som har forberedt sig ordentligt og har alle sager og remedier i orden? Og de uforberedte bliver ladt tilbage på perronen, når toget kører?
Har vi ikke ret i, at kristendom sætter barmhjertighed og nåde meget højt blandt de ord, der udtrykker, hvad kristendom er? Jo, det er ganske rigtigt, men hvor er de her?
Vi kan også anlægge det modsatte synspunkt og sige, at spillet er ganske retfærdigt og går op, for de går jo både de kloge og de uforstandige efter fortjeneste. Det er jo deres egen skyld, at de ikke kommer med til festen, for de havde jo ikke forberedt sig godt nok. Skal man så tages med på nåde, når man ikke har gjort en indsats? Er det retfærdigt?
Jo, hvis det var i denne verden og verdens anliggender, det drejede sig om, ville det vel være acceptabelt. For det er sådan, vi selv tænker. Der er bare lige den detalje, at det her handler ikke om verdens indret og fordelingspolitik. Fortællingen om de ti brudepiger er en lignelse. Det vil sige en sammenligning eller et billede på, hvordan Guds rige er, og hvordan vi kan forholde os til det.
I Guds rige måles der med en anden målestok end andre steder i verden. I grunden er der ingen, som bliver bedømt og dømt ude. Guds rige er ikke et eksklusivt sted. Jesus viste det gang på gang med sit eksempel. Han gik ind til dem, man dengang anså for at være de ringeste i samfundet. Hvis man overhovedet regnede dem med. Det var tolderne, de fattige og syge, og de prostituerede.
De var sat udenfor – af andre. Og Jesus gik ind til dem. Evangelierne fortæller om, hvordan han gik ind og spiste med de allerfattigste og de mest forhadte, nemlig tolderne. Ja, han lod sig salve af en prostitueret. Hvorfor gjorde han det? Var det for at provokere og vække til eftertanke? Var det fordi, han var og er en fantast? Eller var det fordi, han slet ikke var Gud, men blot en politisk og social oprører, der søgte efter lighed mellem mennesker?
Hvorfor gjorde han det? Fordi han ville anskueliggøre for os, at Guds rige ikke er et sted uden for vores verden. Jeg ved ikke, om Gudsriget også er et sted. Men som Jesus forkynder det, er det noget som sker. Det udfolder sig pludseligt og overraskende midt i menneskers liv.
Gudsriget er nær, hvor vi er. Hvor vi er, er Gud også nær. Mange tænker vist, at Gud er uden for verden. Nej, han er i verden, men han begrænses ikke af verden. Han rummer verden og dig og mig. Han rummer tiden og evigheden. Han er noget bestemt og dog uden grænser. I hvert fald lader han sig ikke begrænse af vores tanker om ham. Når vi tænker, tænker vi altid i forskelle. Vi deler op, så vi kan skelne det ene fra det andet. Derved får vi overblik. Men Gud kan vi ikke få overblik over.
Derfor kan vi heller ikke altid forstå hans måde at være fx retfærdig på. Vi kan komme i tvivl, om han egentlig er en retfærdig Gud, når der er nogen, som udelukkes. Bare fordi de ikke havde olie til lampen med. Som jeg nævnte, er vores tekst i dag en lignelse. Et billede på noget eller en sammenligning.
Hvad kan så dette billede være et billede på? Hvad er Gudsriget, hvis vi følger dette billede? Gudsriget er en begivenhed, der indtræffer, når Gud i skikkele af en brudgom kommer til sin brud, altså os. Og vi er er inviteret med, når det sker. Ja, der er vel intet menneske, som ikke er inviteret med. I alle fire evangelier går det som en rød tråd, at alle og enhver er inviteret med.
Invitationen er betingelsesløs. Du skal ikke opfylde nogen kriterier, der er ingen lov, ingen betingelser. Du skal blot være parat til at tage imod og gå med, når det er der. Vi ved aldrig, hvornår det er. For når det er, kommer det bag på os. Det er aldrig planlagt, og det kan ikke planlægges. Lignelsen fortæller, at brudepigerne ventede længe på brudgommen. Da jeg var barn og hørte denne lignelse, blev jeg altid så irriteret over, at den brudgom ikke kom til et bestemt tidspunkt. Hvorfor denne slendrian? Hvorfor ikke skabe den tryghed, som man kan skabe for et barn i vuggestuen eller børnehaven, og sige, at man kommer for at hente dem på det og det tidspunkt?
Forklaringen er egentlig ganske enkel. Du behøver ikke søge den forklaring uden for dit eget liv. For du erfarer, at det i samværet med andre pludselig opstår noget, der er mere end det, I er sammen om. Der kommer en særlig betydning ind. Måske kun i et glimt, i et kort øjeblik. Dog længe nok til at du bemærkede det. Det var som en befrielse, en lettelse, et øjeblik, hvor du kunne trække vejret anderledes og friere, end du måske ellers gør. Sådanne øjeblikke eller glimt opstår hver eneste dag. Men ser du det?
I sådanne øjeblikke erfarer vi, hvad først eftertanken forklarer og fortolker, at vi er indfældet og inddraget i mere end det materielle, vi kan se, håndtere, måle og veje. Vores indbyrdes forhold er ikke materielle. De er mere end det. Jeg er ked af at anvende ordet kvalitetstid, men I kender det og ved, hvad det betyder. Kvalitetstid kan ikke måles med et ur, som al anden tid. Kvalitetstid er slet ikke tid. For når det ske, at vi oplever og erfarer mening og betydning, så står tiden stille for os. Da kan vi ikke hører vægurets regelmæssige pendul svinge. Nej, da er vi til. Billedlig talt er det et bryllup, en forening af noget, som er materielt, og noget, som ikke er det.
Og det er jo ligesom, du selv er. Du er legeme. Du er stof. Du er bevidsthed. Den kan ikke måles, men det kan måles og registreres, at du har en bevidsthed, og at den er aktiv. Du er også ånd. Hvad betyder det? At du har liv, og at du giver liv og skal tage vare på liv. Ånden er din olie, for at blive i lignelsens billede.
Derfor er pointen i lignelsen eller billedet, at Guds rige sker der, hvor livet bliver til mere end det legemlige. Hvad kræver det så? Ja, jo ikke andet, end at du har sans for det, som sker i disse mange øjeblikke. At du tager den taknemmelighed, den løftelse, der sker, alvorligt.
I lignelsen stilles der ikke betingelser. Du trues ikke med at blive lukket ude, hvis der er noget, du ikke gør, eller du ikke opfylder de stillede krav. Lignelsen viser dig, at du skylder dit liv væk, at du skal være parat med det, lige når det sker, at du skal komme og give liv og ånde til vores fælles liv.
Hvor det sker, er Gud tilstede. Som ånd, som ord, som glæde, som trøst og barmhjertighed. Ja, som det, vi efterlyste i begyndelsen af denne prædiken, som nåde.
Hørte du mon først lignelsen som et billede på en dom, der engang skal fældes over dit liv? Måske. Sådan er det jo også. Vi dømmes og bedømmes hele tiden af hinanden. Også mere end godt er. Gud dømmer dig ikke og udelukker dig ikke, med mindre du udelukker dig selv ved ikke at være årvågen og rede til at tage imod, når fylden, tilliden og nåden kommer til dig.
Nåden, fylden, tilliden, barmhjertigheden og håbet er en erfaring af, at Gud kommer til os atter og atter. Han har ikke forladt verden. Han har ikke opgivet den eller tømt den for mening. Nej, han har ved sit liv med os i Jesus Kristus ladet sig blive menneske, så vi kan møde ham, når vi møder hinanden. Fordi han skabte os i sit billede og gav os tilsagn om, at vi aldrig skal falde ud af hans favn. Pantet herpå er hans korsfæstelse, død og opstandelse. Og det bliver til virkelighed for os, fx når vi fejrer gudstjeneste med dåb, nadver, prædiken, salmer og musik.
Derfor var vores antagelser i begyndelsen af prædikenen ikke rigtige. Guds rige passer ikke til og falder ikke sammen med hverken velfærdssamfund, diktaturer eller konkurrencesamfund, som man kalder det hårde og ubarmhjertige samfund, vi er ved at udvikle. Guds rige sker, hvor du vil tage imod og give videre. Så gør det og gå ind til festen, til livet.
Amen.
Amen