4. søndag efter påske (Poul Henning Bartholin)

Tekster: Jakob 1,17-21 og Johs. 16,5-15. Salmer: 230-218/ 294-439-600-220.

Gudstjenesten i Aarhus Domkirke den 3.maj 2015  kl. 17.

Afskeden klæder sig mange dragter og former i vores liv. Afskeden er og markerer altid en adskillelse. I nogle tilfælde er afskeden midlertidig, i andre tilfælde er den endegyldig.

Ved enhver afsked involveres vores følelser. Også de kan være vidt forskellige ligesom de stemninger, afskeden finder sted i, kan være det. De kan spænde lige fra ligegyldighed over det hjertelighed til den vanskelige, frygtsomme, ja angstprægede, hjerteskærende, knugende og tårefyldte afsked.

Vi tager afsked ganske ofte. Det sker hver eneste dag, når vi forlader vores hjem og en eller flere bliver tilbage. Eller når vi forlader vores arbejdsplads eller andre lokaliteter, hvor vi er sammen med andre. For det meste tager vi disse former for afsked meget let. Som en selvfølgelighed regner vi med, at vi ses inden længe igen. Ja, det er nok kun ængstelige eller utrygge personer, der har følelser involveret.  De har trods deres måske uberettigede ængstelse alligevel ret. Det er det ingen selvfølgelighed, at vi ses igen. Dog er det almindeligvis mest ved en afsked, der ikke sker dagligt, at vi har mange følelser involveret.  Her lægger vi nemlig vægt på den andens betydning for os og på det måske sjældne møde. De nærtståendes betydning ser vi måske først i det rette perspektiv, når den definitive afsked dukker op og bliver en trussel.

En afsked kan forberedes. Et barn flytter naturligt fra barndomshjemmet på et tidspunkt. Vemodet er nok en stemning og en følelse hos både barn og forældre. Barnet er måske tillige lettet og fuld af mod på at få sit eget. Begge parter ser dog denne form for afsked som noget naturligt. Den er en milepæl i den opdragelse og dannelse, forældrene har tilstræbt, at barnet skulle kunne klare sig selv. Det er en formel, som ligger i grunden i alle menneskelige relationer, at vi knytter os til hinanden, for at vi kan klare os hver for sig.  Uden tætte relationer, ville vi ikke kunne klare os. Men tætte relationer klarer sig på et tidspunkt bedst, når der er kommet en afstand ind mellem dem, der har en relation.

Når relationen skabes, er den uden afstand. Men afstanden er nødt til at blive et mellemled, hvis relationen skal holde. Vi er nødt til at have både relationen og integriteten. De betinger gensidigt hinanden. Derfor kan relationen mellem forældre og børn holde, fordi begge parter ved, at deres relation er en bro mellem dem, og af når de tager afsked er denne ikke definitiv, før døden adskiller dem.

Definitiv derimod kan afskeden være ved et syge- eller dødsleje. Vi ved som regel, hvornår vi går fra en syg eller døende for sidste gang. Vi husker dette længe, dvs. i årevis. Det sidder i os i hjertet, i følelser, i hukommelse og i vores krop. Også selv om det ikke i den forstand var ubehageligt. Ved den definitive afsked ændres relationen. Den døde glemmes ikke. Men relationen bliver på en måde afstandsløs igen, som den var, da den blev etableret. Nu er det os, der alene bestemmer relationens form, og så alligevel ikke, fordi vores fælles historie med alt det sagte og måske især det usagte spiller ind.

Vi husker også afskeden, fordi vi måske blev tilkaldt. Den døende vidste, at nu var det tid til at tage afsked. Jeg kan huske alle de mange tilfælde, hvor jer er blevet tilkaldt som præst. Som præst er man en del af afskeden mellem den døende og familien, og jeg har set, hvor vigtig sådan en afsked er. Det er en afrunding, der ikke altid bare er sørgelig. Jo, det er klangbunden, undertonen, men humor kan i den situation være både passende og den bro, de trædesten, der skal til for at bære det uafvendelige. Det er en stund for en velsignelse, en overgang.  Derfor er en velsignelse i den situation meget vigtigt. På samme måde som den er vigtig, ja altafgørende, i en gudstjeneste. Efter den går vi hver til sit, adskilte også fra det ord af Vor Herres egen mund, vi har hørt. Men vi bærer det med, fordi hans tegn, korset blev tegnet over os endnu engang. Vi bærer også her både det sagte og det usagte med os.

Jesus tog ifølge Johannes afsked med sine disciple. Johannes er den eneste evangelist, der skildrer det så udførligt og intenst. Det er næsten bevægende. Som om vi var der selv. Han forbereder dem på en vending, et skifte i deres fælles liv. Han antyder kun hvordan. Måske har de ikke helt forstået det. Eller også har de forstået det alt for godt og er blevet bekymrede og grebet af angst. Hvad skulle der ske med ham? Og efterfølgende med dem, kan vi forestille os, de har spurgt sig selv og måske ham om.

Ved en afsked spøger vi også om, hvad der skal blive af det, vi har haft sammen. Det er en katarsis, en renselse for sjælen, hvis vi kan formulere, hvad der har bundet os sammen. Det kan måske blive alt for banalt, synes vi. Jeg tror, at vi tager fejl her. For det banale er jo det fælles. Det fælles forbinder os med hinanden. Vi må sige, at venskabet har været der. At det var godt at bo tæt på hinanden, at vi sås ofte, havde fælles interesser osv. Det banale er fylden i livet, og det er mere end ord, men ord er kanalen ind til det. Det er i det banale, at livsmodet fødes og åbner sig mod andre og verden. Og det er i afskeden, at det måske bærer eller brister.

Den, der rejser, går bort eller dør, kan have held til at bringe os videre. Døden kan ofte være sværest og tungest for dem, der bliver tilbage. For det er os, der skal leve med tabet.

I afskedstalerne forbereder Jesus sine disciple på, at han tager bort. Han siger her mere tydeligt end tidligere, hvem han er. Han er både menneske og Gud. Det skal de selv slutte sig til. De skal – som vi – opdage, at det guddommelige er i verden som kød og blod og ånd. Vi må forestille os, at disciplene har opdaget dette for længst men først forstået det her, som vi gør. Eller har vi ikke forstået det? Nej, forstå det kan vi næppe, dog kan vi forholde os til det, fordi det kaster lys ind over vores tilværelse, skønt det er fuldt af gåder og ubesvarede spørgsmål.

Vi kan forestille os, at de har spurgt ham, hvorfor de dog skulle til Jerusalem, hvis det betød, at han skulle tages eller rives fra dem. Kunne de ikke have fået og set dette på en mere pragmatisk måde, kan man næsten høre dem spørge. Svaret er nej, fordi vi aldrig kommer hinanden ved eller betyder noget for hinanden, hvis ikke vi udleverer os selv. Tager vi forbehold i vores kærlighed til andre, kommer vi ikke til at betyde noget for hinanden.

Jesus tog ikke forbehold. Og derved åbenbarede han, at han ikke kun var et menneske men også Gud midt i menneskelivet. Ved at gå bort eller dø, kunne man jo tro, at han tog det hele tilbage igen. Det gør han ikke.  Som jeg nævnte tidligere, at kan en relation ikke holde til at være for tæt. Afstanden i relationen er vigtig for at den kan vare. I stedet for den konkrete tæthed, der slider, træder en kærlig og åndelig nærhed.

I den faldne verden, vi lever i, er Gud ikke længere inkarneret i et menneske her. Alligevel har Gud ikke taget afsked med verden. Relationen er intakt, for den bæres af ånd og af menneskets gudbilledlighed. Ånd inkarnerer sig i ord, der huskes, gentages, bæres i erindringen og fortolkningen. Derved får de betydning. De kan blive bærende for et menneskes liv. De kan skabe mere liv og ånd, glæde og livsmod.

I afsvækket form kender vi det i de ord, vi husker af vore døde. De kan skabe liv og bære et helt liv. De kan bære hen over afskeden. Den vil altid stå der, men den vil ikke spærre for det, der har betydning og giver os lys, tilgivelse og forsoning.

Jesu afsked med disciplene er ikke en afsked med verden. Og hans død og himmelfart er ikke en afsked for mennesket med Gud. Det er derimod en endnu stærkere sammenknytning af Gud og mennesket, fordi der ikke er et eneste øjeblik, hvor Gud ikke kan påkaldes. Der er ikke et øjeblik, hvor han undlader at høre efter os eller at se os. Det har Kristus bragt os med sit liv, og det fastholdes og gøres levende af relationen eller Helligånden. Den er Guds levende tilstedeværelse her midt i blandt os.

 Amen