5. søndag efter Trinitatis (Poul Henning Bartholin)

Tekster: 1.Pet.2,4-10 og Matt. 1,13-26.

Højmesse d. 26. juni 2016 kl. 10.
Salmer: 750-448-674/ 348-439-69-11.

 

Folkeafstemningen i Storbritannien forleden er et godt eksempel på, at der sættes spørgsmålstegn ved meget af det, vi i mange år har betragtet som noget selvfølgeligt. Sådan er det på en lang række områder.

Der kunne nævnes mange andre eksempler, men vores evangelietekst lægger jo op til at tale om kirken, og den stilles der også vigtige spørgsmål til for tiden. Det er jo i grunden sundt, at der spørges om, hvad vi skal med institutioner og alliancer. Tjener de stadig et formål, der svarer til det, vi gerne vil i dag?

Som sagt er det ikke alene EU, der kan spørges til. Det er også folkekirken. Hvad er en kirke i grunden? Hvad er det, der holder den sammen?

Luther spurgte også i 1517, hvad kirken egentlig var. Var den og skulle den være en stor magtfaktor i Europa? Skulle den have den magt og myndighed i samfundet, som den havde fået? Skulle den have den magt og myndighed over menneskers samvittighed og sjæleliv, som den have tiltaget sig?

300 år senere spurgte Grundtvig om det samme her i Danmark. Skal kirken stadig reformeres og fornys, spurgte han. Eller var det hele sket 300 år før. Nej, sagde han. Kirkens skal til stadighed reformeres. Han spurgte også, hvad det er, der er kirkens kendetegn. Er det kirkeordningen og organisationen? Nej, det er det ikke, sagde han. Det er vores fælles bekendelse, trosbekendelsen. Det er den, der gennem alle århundrederne har forenet mennesker, skabt fællesskab, og har været det bærende.
Kirken er altså os, når vi bærer trosbekendelsen videre, bærer traditionen videre ved at sige den. Vi har sagt trosbekendelsen i forbindelse med dåben. Vi laver ikke et forhør eller en eksamen, hvor det gælder om at sikre, at de to små tror på den rigtige måde.

Trosbekendelsen er at forære dem en stor gave. Gaven er at komme ind i et fællesskab med Gud og med mennesker. Der er ingen betingelser for at være med. Du bliver inkluderet, hvis du vil. Troen måles ikke. Den findes hverken for tung eller for let. For det er nemlig sådan med troen, at den kommer ikke inde fra os.

Jeg har tit mødt den opfattelse, at tro er at erklære sig enig i alle kirkens læresætninger. Det er ikke tro. Trobekendelsen er ikke en trosregel, nej, den er en bekendelse, hvor man svarer ja til at ville være en del af det fællesskab, hvor Gud kommer til os og skænker os tro. Trosbekendelsen er ikke en facitliste eller tjekliste. Den er derimod et samlingspunkt. Under den kan vi samles så forskellige vi også er. Vi kan samles, fordi vi ikke kan leve livet bare ved at spørge os selv og vores fornuft til råds.

Livet er meget mere end vores fornuft og meget mere, end fornuften kan fatte. Trosbekendelsen udtrykker, at vi er fælles om noget. Hvad er det fælles? Det er dét, som Peter helt spontant svarede, da Jesus spurgte, hvem disciplene troede, at han var og er. Jeg forestiller mig, at Peter og de andre blev overrasket over spørgsmålet. Peter svarede noget, som han ikke selv kendte rækkevidden af. ”Du er Kristus”, sagde han. Han formulerer altså, at Jesus er både Gud og menneske, og at Gud er tilstede midt iblandt os i ham. Vi er på tværs af alle skel enige om, at Jesus er Kristus. Det betyder, at Gud er nærværende og her, ikke fjern, ikke overvågende og hævntørstig, men tilstedeværende, krævende og overbærende.

Reaktionen fra Jesus var der straks. Det er noget, som intet menneske kan finde på. Det er en skænket tro og en skænket bekendelse. Det her er altså noget andet end at holde noget for sandt, fordi man beslutter sig til det. Tværtimod er det noget, vi gribes af og inddrages i.

Vi kan ikke tænke os til det. Det er ikke fornuftigt i den betydning, vi plejer at anvende ordet fornuftigt. Det kan fx sammenlignes med kærlighed og venskab. De er heller ikke fornuftige. Vi holder ikke af et andet menneske, fordi det er fornuftigt. Lige så snart vi tyer til fornuften i den slags sager, kommer der noget beregnende ind i billedet. Og sådan kender vi ikke kærligheden. Den er ufornuftig og vælter os somme tider omkuld. Ligesom troen gør. Den kommer til os i situationer og under omstændigheder, hvor det ikke er os, der finder noget at støtte sig til, men hvor den, bærer os oppe, førend vi når at gribe ud efter noget andet.

Troen kan fx være det paradoksale, selvmodsigende, jeg har mødt mange gange ved alvorligt syges seng. At de på den ene side ved med deres fornuft, at de nok ikke kan reddes, og på den anden side kan de tro på, at de nok skal blive raske.

Også i andre situationer kender vi det. Det kommer bag på os, når tilgivelsen og forsoningen med et andet menneske kommer til os. Jeg hørte engang en mand, som flygtede til Danmark fra Chile i 1970’erne. Han var blevet fanget og torteret af general Pinochets folk. Den, der havde torteret ham, var en af hans venner, som var gået i ledtog med Pinochet. Manden, der fortalte hitorien, blev frygtelig mishandlet, men overlevede og blev hjulpet til flugt.

Så levede han mange år i Danmark, fik en god stilling og fik lyst til at rejse en tur til Chile for at se landet igen og opsøge familie. En dag, hvor han gik på gaden i Santiago, så han sin ven. Han henvendte sig til ham. Den anden ville ikke vide af ham og stak af. Det gentog sig et par gange dér midt i Santiago, og endelig kom han så tæt på ham, at han kunne sige noget til ham. Han sagde til ham ”Jeg tilgiver dig”.

Vennen kunne ikke tage imod tilgivelsen – og dog. Han vendte sig om og gik grædende bort. Han kunne ikke forstå det med sin fornuft, men han troede det.

Har troede, fordi han blev inkluderet igen. Fordi han ikke blev afvist. Ingen af de to var i tvivl om, at det var forkert, hvad vennen havde gjort. Men han endte med at tro på tilgivelsen trods al fornuft.

Vore fællesskaber hviler på den indbyrdes tro og tillid. Det er også kirkens grundlag, at vi deler en tro på, at Gud kom og kommer til os i Jesus Kristus. Og at vi bliver inddraget i hans rige, ved at tage imod ham og sammen bekende, at det imod al fornuft også må være sandheden for os og grundlaget for vores liv.

Peter kunne måske ikke tro det alligevel eller ikke hele tiden. For da Jesus fortalte disciplene, at han skulle rejse til Jerusalem, hvor han skulle lide og dø, satte Peter sig imod det. Han reagerede med fornuften i den situation. Og i den situation var det ikke det rette.

Dog er det, hvad vi har fået skænket, en tro på, at døden også er overvundet for os. Det er løftet i dåben og det er løftet i nadveren. Når i tager imod dåb og nadver har vi lov til at leve i håb om, at det, som fornuften ikke kan fatte, dog alligevel er sandt.

Det er vi fælles om i kirken, ikke bare vores folkekirke, men alle kristne kirker. På tværs af alle skel, forener det os. Derfor skal kirken selvfølgelig ikke have magt på anden måde end den magt og kraft, dette skal forkyndes med. Og det er livet om at gøre, at vi får sagt, at ondskab og død er overvundet for os. Vi kan ikke forstå det, vi kan ikke se det, men vi har lov til at tro det og håbe på det. Det giver mod på livet.

Amen