Tekster: Jer. 15,10.15-21 og Luk. 14,21-31.
Gudstjeneste d. 5. juni 2016 i Aarhus Domkirke kl. 17.
Salmer: 21-295/622-439-413-782
En sommersøndag – tilmed Grundlovsdag – og så hører vi et evangelium, hvor Jesus insisterer på, at kun den, som vender sig mod sit ophav og sin fortid og hader forældre og andre, kan følge ham. Det er et krav om forsagelse og et afsavn, der er radikalt, ja måske vil vi også sige fanatisk. Det er ikke kun hos andre, det findes, det findes i enhver religion, og det er en mulighed i enhver af os at reagere sådan.
Hvad mener Jesus? Hvad er det for lidenskaber, som han og mange andre af os har gemt indeni? Jeg kom til at tænke på en maler, der arbejdede hos os, da jeg læste til den lille latinprøve for mange år siden. Han sagde til mig, at han holdt meget at et bestemt citat af Søren Kierkegaard, hvor han siger, at han elsker Det gamle Testamente og Shakespeare, for dér elsker man, der lider man, der hader man etc. Maleren holdt af det, fordi han også beskæftigede sig med de menneskelige lidenskaberne igennem den klassisk musik, han ikke kunne leve af, og derfor måtte male til livets ophold.
Siden stødte jeg selv på citatet hos Kierkegaard og blev grebet af den samme fascination. Kierkegaard har faktisk nogle meget aktuelle overvejelser om, hvad det vil sige at blive discipel. Hvad Jesus taler om i dag. Hvad er det? Er det at blive elev af nogen? At blive tilhænger? Er der ikke en grad af mere alvor i at være discipel end i at være tilhænger? Nej, for Kierkegaard er det at blive en discipel, at erfare den livsfylde at få alt i livet i et øjeblik. Det har han fra en tolkning af Jesus, måske af dette sted hos Lukas.
Hvis Kierkegaard i øvrigt havde oplevet det, vi ser lige for vore øjne, er der næppe tvivl om, at hans ironi og polemik ville have nået et højdepunkt igen. Ikke at han ville have godtaget den radikale politisering, der iklædes religiøse gevandter inden for de tre store verdensreligioner. Nej, snarere fordi de repræsenterer en falsk lidenskab. Og fordi vi andre ingen lidenskab har for vores eksistens. Vi sidder måske og piller lidt i navlen for at finde ud af, hvad vi egentlig føler og mærker. Vi glider med i den strøm, der fører det med sig. På samme måde som nogle andre igen følger med i den strøm, der radikaliserer politik og tager religioner som gidsel. Som kristne også har gjort ikke mindst i Europa bl.a. i indbyrdes kampe.
Vi må lade det ligge her, fordi den slags netop ikke lader sig løse med religiøse argumenter eller ved tekster og dogmer. Dog skal vi være opmærksomme på, hvad det er for nogle rum, evangeliet taler ind i. Det er dit og mit hjerterum, der tales ind i, og det er ind i vores fælles livsrum. Vores livsverden udgøres bl.a. af historie og politi, derfor er de så vigtige for os. Ind i det står den evangeliske tale som en stemme, der lyder og klinger med fylde. Den kræver ikke implementering, evalueringer og opfølgninger. Forlanger den noget, så er det af dig, at du lytter dybt og inderligt, fordi det er dig – den enkelte – den taler til.
Kierkegaard ville sige, at den fordrer din lidenskab, at det er livet om at gøre at leve det, som det er, skænket af Gud. Livet er ikke dit. Det er Guds liv, du har til låns. Derfor taler Jesus ikke bare her, hvor det er så tydeligt, men overalt kompromisløst. Hans budskab, evangeliet, er ikke af denne verden. Der er ikke noget i denne verden, der leder hen til det, så vi skridtvis kommer til det, eller så vi skridtvis kan nærme os det og efterhånden tro det og tage det til os. Nej. Det er et ”enten – eller.”
Skal man hade sit eget? Skal vi vende alt andet end Gud ryggen? Det er ikke tilrådeligt, for det fører til fanatisme, og det er heller ikke, hvad Jesus nogen steder har bedt om. Derimod skal vi erkende, hvad vores liv har som grundlag. Igen; at verden er Guds. Vores liv er Guds. Det er givet til låns. Givet eller betroet er det for en tid.
Du kan vende dig bort fra den tanke og tro og i stedet prøve at finde dine rødder i kulturen og i historien og i den fælles menneskelige erindring. Alt, hvad der er in for tiden, prøver at finde meningen i os selv og i det, vi har tænkt.
Men det kan forføre os. Det leder væk fra det egentlige, siger Jesus. Og Kierkegaard tilslutter sig. Har vi derimod fået en erkendelse og en erfaring af, at livets mening ikke gives ved udvikling men i et øjeblik, der erfares igen og igen som en livsfylde af en anden verden, har vi taget ét vigtigt skridt.
Det næste skridt er at forstå, at alt det, vi fejrer i dag ved og på Grundlovsdag, det er i forhold til vores eget livs mening og lidenskab noget sekundært. Det er ikke dér, vi skal finde meningen i livet. Hvad er det så til for? Er det ligegyldigt for os, om vi lever i et demokrati eller i et militært diktatur? Nej, det er det selvfølgelig ikke. En lang række muligheder og frihedsgrader står til rådighed for os i et demokrati eller folkestyre, hvad de ikke gør i samme omfang og under samme ansvar og frihed i andre styreformer.
Jesus taler om, at dette er det sekundære, vi skal give afkald på i forhold til at modtage livet af Gud. Vi skal helt derned, hvor det er det afgørende, at få livet ikke som en tilfældighed, men som en nådeshandling, som noget skænket.
En discipel er en elev, der har en lærer. Vi er ikke vant til at forstå forholdet mellem dem sådan, at eleven eller disciplen skal give afkald på noget for at lære det, som læreren kan hjælpe eleven til. Tværtimod hylder vi elevens selvstændighed og opøver og fremelsker evnen til selv at tænke og ikke bare overtage. Er det ikke sådan i forhold til Gud eller i forhold til Jesus Kristus? Er det ikke sådan, at vi lærer lidt efterhånden, hvad han har at sige og kan tage det til os, som vi finder rimeligt og anvendeligt?
Det er vist sådan, vi gør. Får vi så det vigtigste frem? Nej, ikke hvis vi lytter til, hvad Jesus selv sagde. Han sagde, at vi skal være parate til at indse, at vi ikke kan gennemskue tilværelsens spørgsmål og gåder. Meningen i tilværelsen forklares ikke gennem den slægt eller gennem andet, vi er blevet påvirket af. Meningen skænkes os i et glimt, hvor vi må give afkald på alt, hvad vi har bygget op. Hvorefter vi opdager, at dette, at verdens er Guds, betyder, at vi får alt igen.
Kierkegaard bruger egensindigt fortællingen om Isaks ofring til at illustrere dette. Abraham gav afkald på Isak og fik ham igen, fordi han troede på løftet om, at han nok skulle få ham igen. Sådan kan og skal vi ikke gøre med vores kære. Vi skal dog også holde op med at gøre andet og andre til redskaber for os og for vores ønske om at finde en mening i tilværelsen.
Giv afkald på, at du skal finde den mening. Lyt ikke til alt den falske ideologi om, at du er i livets centrum hele tiden. Det véd du jo godt, ikke er sandt. Ingen kan i øvrigt holde til eller holde ud at være der hele tiden. Derimod er du i centrum i dit skænkede liv. Der har du både frihed og ansvar for dem, der er en del af dit liv.
I stedet for at bygge store planer som bonden i lignelsen, drejer det sig om at finde ud af, hvad der er muligt i det skænkede liv, vi har fået sammen med andre. Hvad kan jeg give? Hvad har de brug for at jeg yder?
Hvad får du selv? Ja, du får meget af dem, der er dine nærmeste og har været det livet igennem. Vigtigst er dog, at du får livet, at du har fået løfter om, at du er et Guds barn i både liv og død, at du er en discipel, der får det hele skænket. Og tegnene derpå har du i Jesu egne ord og ved brødet og vinen i gudstjenesten.
Og så kan vi trøste os og styrke os ved de ord af Brorson, som Kierkegaard besluttede skulle stå på hans gravsten på Assistens kirkegård i København:
Det er en liden tid,
så har jeg vundet,
så er den ganske strid
med ét forsvundet,
så kan jeg hvile mig
i rosensale,
og uafladelig
med Jesus tale.
Hermed kan vi føje til, at en discipel er den, der vil modtage sit liv af Gud i både liv og død.
Amen