Juledag (PHB)

Tekster: Es.9,1-6a; 1. Johs.4,7-11 og Johs. 1,1-14.
Salmer: 99-108-96/ 122-439-125-116-102

Juledag, den 25. december 2013. Aarhus Domkirke kl.10

Hvert andet år, hvor Johannesevangeliets indledende hymne for logos eller ordet er prædiketekst juledag, kan det virke, som om vi brat bevæger os fra juleaftens hygge og familiefest til de højere abstraktioner.  Vel er evangelisten Johannes sprog og den sprogdragt, han giver evangeliet, anderledes end Lukas, der fortæller det kendte evangelium om barnet i krybben. I bund og grund drejer de to evangelier sig dog om det samme. Forskellen er, at Lukas fortæller en historie. Johannes forudsætter, at vi kender den, og han tænker over, hvad den betyder for os.

Mange af os har siddet juleaften, når roen faldt over familien, og har tænkt, hvad det hele betyder, når det afvikles så hurtigt. Imens vi har glædet os over børnene og børnebørnene, der legede med det nye legetøj eller læste og spillede. Betyder fortællingen om barnet i krybben mon noget? I givet fald hvad? Eller er den bare en anledning til fest og hygge? Hvor er alvoren i glæden?

Ja, naturligvis betyder den noget. Temmelig meget betyder den, og afgørende er den for os. Hvis vi skal forstå, hvad den betyder, skal vi tilbage til begyndelsen.

Og det er netop, hvad evangelisten Johannes vil. Hvor er begyndelsen på verden? Hvor er begyndelse på livet? Hvad er betydningen og meningen? Ja, vi kender spørgsmålene, men vi er vist ikke alle sammen sikre på, at vi kender svarene fuldt ud. Vi er ikke sikre på, at de svar, der allerede findes på spørgsmål om livets oprindelse, mening og betydning, er tilstrækkelige og gode nok for os. Derfor søger vi stadig efter svar.

Men lad os begynde fra begyndelsen. Mange har hørt og læst hymnen i dag som en skabelsesberetning. Med god grund, for den minder meget om de to beretninger, der indleder Det gamle Testamente, og som i form af smukke myter fortæller om, hvordan Gud skaber. Vi skal lægge mærke til, at hverken de to skabelsesberetninger i Det gamle Testamente eller Johannesevangeliet går helt tilbage til altings begyndelse. De går kun tilbage til dengang, da Guds historie med mennesket begyndte. Forud var der mørke, tomhed og kaos. Gud begynder sin historie med et ord. Han siger, at der skal blive lys. Han skiller lys ud fra mørket. Ordet sætter en forskel. Johannes griber også tilbage til ordet i Guds mund. Han siger, at Gud er ordet.

Gud er altså den, der sætter en forskel mellem kaos og orden. Gud er lys. Han har sat lyset ind i verden. Det holder mørket væk. Nu sætter han lyset ind i forholdet mellem ham og os og mellem os indbyrdes. Lyset er et menneske, der også er Guds Søn, altså Gud. Lyset er dynamisk. Det kommer strømmende som en af de utallige smukke morgener, når solens lys strømmer ind over Aarhus fra Kattegat. Sådan kommer Guds lys til verden, til os, som lyse og livgivende ord.

At fejre jul er at sætte dette ind i en fortælling. Det er at gøre den menneskelig. For et barns komme til verden er forbundet med både kaos og orden. Forældrenes hidtidige liv omkalfatres. Deres indbyrdes orden og regelmæssighed må vige for barnets behov og tarv. Barnet har ingen orden i livet. Den kommer med tiden gennem de betingelser, forældrene sætter for barnets tilfredsstillelse af dets nødvendige behov.

Hermed begynder en lang proces. Der er noget forud for barnet. Dets biologiske begyndelse sker på et tidspunkt ingen nøjagtig kender. Men dets komme til verden er kendt. Det mødes med ord og glædestårer. Det mødes med lys og kærlighed, og det bringer lys og sætter en forskel.

De næste mange år af barnets liv er en opdragelse til at blive sig selv. Redskabet til denne erkendelses- og dannelsesproces er ikke mindst ord og sprog. På denne måde bliver barnet til, og dets verden bliver til ved hjælp af fortællinger, historier, forståelse og erkendelse altså gennem sprog. ”I begyndelsen var ordet. Og ordet var hos Gud og ordet var Gud.” Det udtrykker, at hvad, der sker for et menneske, er et under. Et Guds under er det, at et menneske bliver til og dannes. Ja, det er en skabelse, der begynder og fortsætter. Lys der strømmer.

For nylig hørte jeg en udsendelse i radioen med den prisbelønnede forsker, prof. Steen Hannestad fra Aarhus Universitet. Han forsker i teorier om universets tilblivelse. Han kom ind på, hvad der driver ham i denne forskning.  Han skelnede mellem den beskrivelse, som teorierne i al foreløbighed kan opstille om universets begyndelse, og så fortolkningen af teorierne. Vi er ifl. ham meget langt fra at kunne forstå, hvordan vores univers er blevet til af stoffet fra et foregående univers.

Hans forskning er drevet af en trang til at forstå, altså til at finde orden, mening og betydning. Med andre ord ligger begyndelsen til betydning og mening i livet for os i ord, hvad enten vi går til livet ud fra en videnskabelig synsvinkel eller en eksistentiel eller religiøs. Jeg vil ikke tage Hannestad til indtægt for en religiøs forståelse, for det berørte han ikke. Interessant er det imidlertid, at også han siger, at menneskers verden begynder med ord, med fortolkning og forståelse.

Det er samme sted, evangelisten Johannes begynder. I ordet og ordenen, der skaber et rum i universet for mennesket. Op mod den forståelse, som ligger så snublende nær i vores tid, så bliver det sagt, at det ikke er os selv, der skaber dette rum. Rummet, rammerne for vores liv, sætter vi ikke selv. Hverken videnskabeligt eller eksistentielt forstået.

Vores liv kommer ud af kaos. Erfaringen, dannelsen og opdragelsen skænker os en orden. Heri ser vi livets ufattelige storhed og sårbarhed.

Johannes og de andre tre evangelister fortæller og fortolker vores liv på en anden måde, end man havde gjort indtil da. Inspireret af ikke mindst den tekst fra profeten Esajas, vi har hørt i dag, forstod de Jesu fødsel i stalden i Betlehem som en ny begyndelse, hvor Gud åbenbarer sig i verden. Han træder ind i verden, kommer os nær. Han er lyset og skænker os lys. Han trækker os ud af der mørke, der let kan lægge sig over vores liv. Han er i det tilgivende ord, der heler vores verden, når den styrter.

Vores liv rummer kampe om magt, indflydelse, betydning, prestige, penge og beundring. Intet af det giver i længden livet mening. Slet ikke den dag, hvor vores orden i livet forsvinder i aldring eller slet og ret ved døden.

Den dag har det betydning, hvilket lys vi i kraft af Guds komme til os, har båret videre til dem, vi lever sammen med på godt og ondt. Måske vil du – som jeg – gerne vide, hvordan vi så skal leve.

Hvad skal der til? Hvad kræves? Hvordan skal jeg være god? Og er jeg god nok, som jeg er?

Desværre – eller heldigvis – er vor kristne tro ikke en facitliste på livet. Lys skal du være, fordi der er kastet lys på dig af Gud i Jesus Kristus. Det livsmod, det håb om frelse, du fra da af bærer på, skal du omsætte i livet med alle andre. Det er derved du kan finde mening og betydning og skænke det til andre, så deres lys ikke ender i mørke. I hver enkel situation må du afgøre, hvad der skal gøres. Tilgivelse og nåde er dine midler gennem ord.

Ordet er en lille bitte spække ind til det, Gud er. Gud er livgivende og livsbærende. Så er der ingen ende på glæden, den sande livs- og juleglæde. Gud kom til os, og der er i al evighed ingen ende på hans rige. Glædelig jul.

Amen