Musikgudstjeneste v. Louise Højlund
“Jeg ved du kommer tilbage!” sagde hans mormor
Det er den 15. januar 1945 og en 17-årig dreng har klædt sig på. Det er 15 minusgrader i den rumænske by, hvor han og hans tyske familie bor. Han har taget lange underbukser, plusfours, flonelsskjorte, stofvest med strikærmer, uldsokker og bjergstøvler, grønne handsker på. Der er pakket en byld med tæppet fra divanen og lædergamacher og toilettaske og en madpakke med skinke, mellemmadder, et par tiloversblevne julesmåkager. Den står klar i gangen og da russerne endelig kommer for at hente ham og sende ham i arbejdslejr, giver hans mor ham frakken på mens hun græder. Ved siden af gasmåleren står mormoderen og siger: “Jeg ved at du kommer tilbage.”
Han siger senere, at han ikke bevidst bed mærke i den sætning. Han siger at han tog den med sig i arbejdslejren af vanvare. Han anede ikke at den ledsagede ham, men fandt ud af at en sådan sætning er selvstændig. Det var ellers ikke fordi han i første omgang manglede gode ord. Han havde Faust i shirtingbind og Nietzsches Zarathustra og en antologi med lyrik fra 8 århundreder med sig, men de ord solgte han for lidt salt, majsmel, svinefedt og en blikkam til lusene.
Men ordene: “Jeg ved du kommer tilbage!” kunne ikke sælges. Selvom de var mere værdifulde end alle andre ord.
Mormoderen kunne ikke vide om han kom tilbage, så mange døde – af sygdom, sult, sult, sult, kulde, ondskab eller tilfældighed. Ordene var ikke vigtige fordi hun vidste at de ville blive sande. De var vigtige fordi de var en livline. Det vigtige var, at inde i de ord, som han af vanvare tager med, ligger der et KOM! Et reb af håb lagt ud rækkende fra Rumænien og helt ind i en ussel arbejdslejr i Rusland. Et håb, en relation, et kald, et hængsel, en kærlighed, en tro. KOM! KOM!
Måske er KOM et af de vigtigste ord i sproget. Det ord peger på vores relationer, på hvordan vi er forbundet med hinanden. Og uden den forbindelse, uden relation er vi intet, en sørgelig, tom buldrende tønde, et rungende malm. Det ord er forbundet med at være menneske. Det er forbundet med trøst, glæde og længsel.
Der er trøst i det ord. En lille pige er ked af det og har kaldt på sin mor flere gange og siger så: Mor, at trøste er at komme!
Der er glæde i det ord. Hvem har ikke glædet sig over en, der bare kom og satte sig da alt var tungt. Ved sengen, i stuen, på bænken i parken.
Der er længsel i det ord: Hvem har ikke længtes efter at en dog bare ville komme. Åh, ville han dog bare komme! Hvorfor kommer de ikke? Hvorfor er der ingen der siger:
Kom her! Åh, hvad jeg ikke ville give for at han kom, gik ind gennem døren som han plejede! Satte jeg nok pris på at han kom?
Der er menneskelighed i det ord, for hvem kan undvære at der engang imellem er en, der siger: Kom her!
Kom her!
Kom til mig, siger Jesus, alle I der er trætte, og bærer noget tungt. Kom og jeg vil give jer hvile! Det er det man siger til dem, man elsker. Kom her! Vi kan høre det. I dagens tekst, i mormorens ord, i trøsteord i livet, i dåben, i nadveren. KOM!
Det er det man siger til den man elsker og vil hjælpe og aflaste, være der for: Kom her!
Det kan kun den Gud sige, der er her. I næste uge er det første søndag i advent, der begynder et nyt år. Her fortælles det at Herren har besøgt sit folk. Han kom ned til vores runde jord. Indgangen var en stald. Det var dertil han kom. Gennem hele kirkeåret følger vi hans gang på jorden. Hvordan han kom ind i folks liv, hvordan han kom til de syge, de ensomme, og hvad hans komme betød for dem. Hvad det betød at de kunne finde hvile i deres liv. Hvile sig. (Og hvile er ikke at sove. Hvile er at være trøstet og mødt og hjemme i et blik og kunne give slip. Hvile er det man kan, når man ikke har hjemve eller er trængt. Eller frygter.)
KOM! binder os til livet med hinanden. At være kristen er at komme. Det er at komme til dåben, til nadver, det er at komme til den syge, det er at komme til Ordet og lade det smutte ind i hjertet, hvorfra det igen kan komme ud i verden. Det er at tro at lyset er kommet til verden og at mørket aldrig kan få bugt med det. Og at tro på at den man venter, kommer. Og selv komme til den, der siger KOM!
Efter fem år i lejren, somre og vintre med en hjerteskovl til at skovle kul og sindet invaderet af sultengelen, kom han hjem igen. Hans mormor sad i lænestolen og sagde: “Er du kommet?” “Ja, jeg er kommet”. Sådan sagde hun siden hver gang hun så ham, bare han kom hjem fra arbejde på kassefabrikken. Er du kommet? Ja, jeg er kommet. Sådan spørger vi også hver gang vi går i kirke: Er du kommet. Er du virkelig kommet? Og der bliver svaret: Ja, jeg er kommet! Og mit Kom til mig! står altid ved magt.
KIRKEBØN
Vi ber dig, Gud. Kom til os! Med dit ord, dit nærvær. KOM! I dåb og nadver og i de brogede liv vi lever. Vær med os i de relationer, som bærer os oppe og vær selv en sådanne. Efterlad i os alle dit store KOM, så vi dropper at skulle det hele selv og får en fred i sjælen, som vi ikke selv kan skabe. Og mærker kærligheden, der ikke kommer fra os selv.
Vær med din menighed her og ud over hele jorden. Lad dit ord leve hos og i os.
Vær med regering og folketing og alle der styrer og leder. Giv indsigt kærlighed, ansvar og tålmodighed, så der træffes gode beslutninger til fælles bedste.
Vær med Dronning Margrethe og hele hendes hus og alle vi tænker på store og små
Kom med kerter og fakler og lanterne og lys op i hver og en.
Amen