Onsdagsgudstjeneste d. 16. april 2014 v. Henrik Grøndal Lund
DDS nr. 192 Hil dig, frelser og forsoner
Den seneste tid er instinkter, fugle og smådyr flyttet ind i haven. Jeg har nydt deres ankomst, for jeg har længtes efter dem. De kommer med lyset og fylder haven med liv. Vinteren er forbi og jeg giver mig hen til de små instinkter, smådyrene, særligt fuglene – giver dem opmærksomhed, selv om det ikke bidrager til at øge den økonomiske vækst. Vi har noget sammen, smådyrene og jeg, – også selv om de ikke kan lide mig. De flygter hver gang, jeg nærmer mig, og jeg husker R. W. Emerson, som efter koloniseringen af Amerika gjorde den iagttagelse: ”Mennesket er dyrenes djævel”. Dyr flygter, når et menneske nærmer sig. Selv i haven er jeg en trussel og fjende, ikke en venligsindet medskabning, ikke god, men ond, fordi jeg bærer på en historie om udryddelse. I haven er jeg den onde for det levende. For dyrene er jeg Licence to Kill. Påske er bristede forventninger. Folk vender Jesus ryggen, flygter fra ham, undsiger ham, forråder og spytter på ham, påfører ham lidelse, dømmer ham til døden, en langsom smertefuld død på et kors med søm hamret ind i fødder og hænder. Det er ligesom at gå en tur i haven og mærke alt det levende flygte fra een, fordi de tror, man er ond og farlig. Bliv væk, vil vi ikke have dig her. Bliv væk Jesus, dø, – også selv om du ikke er ond, men uskyldig og kærlig. Forsvind fra haven. Ud. Dø. Vi kan ikke udholde din uskyld og din grænseløse kærlighed. Vi er Licence to Kill.
Jeg forstår godt, at dyrene i haven flygter hver gang mennesket nærmer sig. Ifølge FNs rødliste om naturens aktuelle tilstand er hver fjerde pattedyreart truet af udryddelse, hver ottende fugleart, hver tredje padde- og krybdyrart, også hver tredje fiskeart er udryddelsestruet. Planter og instinkter har man ikke tal på, men forskerne skønner, at arts-udryddelsen foregår mellem hundrede og tusinde gange så hurtigt som den naturlige artsdød. Faktisk taler man om den sjette masseuddøen i klodens historie, en biologisk holocaust. Sidst var for 65 millioner år siden ved naturens egne kræfter, denne gang er udryddelsen menneskeskabt. Det er os, der er fjenden. Så det er da klart, at alt levende flygter, når de ser mig i haven. Jeg er den onde, fjenden. Ond, fordi jeg tænker, som jeg gør. Ond, fordi jeg er fuld af arts-egoisme. En ond fjende, fordi jeg opfatter det meste som en ting, der kan erstattes. Ond, fordi jeg tankeløst og grådigt bruger min Licence to Kill. Påske er bristede livsforventninger. Jesus er ikke den konge og herre, folk regner med. Han vil ikke være som de forventer. Han siger nej til magten og herredømmet. Han siger nej til at bruge menneskets Licence to Kill. Han vil ikke have retten til at dræbe, det brutale natursyn, den menneskelige civilisations dæmoniske destruktionslyst. Han ser ikke det levende som en ting, en genstand, der kan bruges og smides væk efter eget behov. Jesus gør oprør, nægter at ville tage fra andre – bilder sig ikke ind at vi kan vokse uendeligt på endelig plads. Han nægter at være arts-egoistisk, heller ikke når det gælder det jødiske folk, hans egen historie og familie. Jesus går imod brutaliteten, den hensynsløse udnyttelsestænkning, License to Kill mentaliteten. Du skal elske din fjende, du skal elske alt levende, siger han. Du skal elske andet end dig selv. Du skal bekæmpe aggressivitet, undertrykkelse og udstødelse, arts-egoisme. Men det er alt for meget for os, alt for guddommeligt, så vi gør med Jesus ligesom med det levende i haven. Vi hugger det ned, som ikke passer os. Vi bruger vores Licence to Kill og giver Jesus sit helt eget træ i haven. Op på korset med ham.
Det er påske, og i påsken viser Jesus os, at det største vi kan, det er at træde i hinandens sted, udvise agtelse for det levende. Eller med Paulus: ”I skal have det sind over for hinanden, som er i Kristus Jesus” – i haven, på jobbet, i familien, i politik, økonomi, – ja hvor som helst livet leves.
God påske.