Sidste søndag i kirkeåret (HLU)

Tekster: Matt. 25, 31-46
Salmer: 732-750-289/370-439-321-431

Sidste søndag i kirkeåret, Aarhus Domkirke den 24. november 2013 kl. 10
Af sognepræst Henrik Grøndal Lund

Hvem er du? Det spørger den høje dommer om i dag fra herlighedens trone med alle engle omkring sig. I dag vil han vide, hvem vi er, før han dømmer os. Det er ansvarets time. Hvem er du? Det er min lod at begynde, give det første svar. Hvem er du?Nu lever jeg af ord, så det kan godt blive et temmelig langt svar, ikke mindst fordi jeg ofte er i tvivl om, hvem jeg er og egentlig ikke synes, det er så vigtigt at vide, hvem jeg er. Derfor er domsteksten i dag også så herlig. Den høje dommer vil ikke have ord, forklaringer, undskyldninger, meninger, følelser og tanker. Han er ikke interesseret i facebookprofilen, likes, viden og uddannelse, heller ikke i arbejdet, konen, børnene, hunden og hønsene. Domsteksten beskriver klart, hvordan vi skal besvare spørgsmålet; hvem er du? Svaret lyder: Hvem du er, viser sig i dine handlinger over for andre. For den høje dommer findes der kun én målestok, barmhjertighed. Her er ingen handling hverken for lille eller stor. Giver jeg en sulten noget at spise, en trøstende noget at drikke, en fremmed noget af min tid, klæder jeg et nøgent menneske på, giver jeg en syg mit nærvær, en fange mit besøg. Kort sagt: Viser jeg barmhjertighed mod min næste? Ser jeg ham? Tager jeg mig af hende? Den høje dommer er ligeglad med vores selvkontrol. På dommens dag interesserer han sig ikke for vores kompetencer, evnen til at bidrage økonomisk, de materielle vilkår, hvilken sport vi dyrker, om vi ryger eller hvad vi spiser, ikke engang hvad vi føler og tænker. Den høje dommer vil kun vide, hvad vi gjorde og hvad vi gør. Griber vi ind, når nogen har brug for hjælp? Fik du ændret den andens situation til det bedre? Gør du dit allerbedste for andre? Dine handlinger fortæller, hvem du er.

Den tysk-amerikanske tænker Hannah Arendt mener, at det vigtigste sker, når mennesker handler sammen. Det er gennem handling, at mennesket viser, hvem det er. Når vi handler og gør noget med hinanden, kan noget nyt opstå, noget nyt begynde. Vi kan aldrig være sikre på udfaldet, for der er noget uoverskueligt og uforudsigeligt ved enhver handling. Det kan gå galt, konsekvenserne kan blive helt anderledes end det vi ville og ønskede. Der er noget skrøbeligt over os, når vi udfører en handling for andre. Selv derhjemme over for dem, vi kender bedst, kan det vi gør blive misforstået og taget ilde op. Vi kan stadigvæk ikke kontrollere og styre vores handlinger, selv om vi har oceaner af tekniske og digitale hjælpemidler. Vore handlinger er på engang suveræne og skrøbelige. De sætter noget nyt i værk, men vi kender ikke konsekvenserne. Derfor bor skylden i handlingerne sammen med vores usikre skam og talrige undskyldninger. Mange af os bærer på en god mængde indre kaos og uopgjortheder fra handlinger gennem år og dag. Og længst inde, før og efter handlingen, har vi et håb om tilgivelsens mulighed, at den anden vil tilgive mig, fordi min handling faldt forkert ud. For jøden Hannah Arendt spiller kristendommen den allerstørste rolle i beskrivelsen af handlingens betydning, fordi Kristus er handlingens og tilgivelsens mester. Hver gang Jesus møder et menneske, gør han barmhjertighedens handling. Jesus handler. Han gør ikke andet, uden tøven og forbehold griber han ind, fordi han driver af barmhjertighed for medmennesket og ønsker at rejse mennesket op fra det, som gik galt. Jesus handler, så noget nyt kan opstå, noget nyt kan begynde, så den anden kan mærke en frisk tilgivelse og blive fri til igen at handle med de andre, begynde forfra med verden. Og kræver det et mirakel, tager Jesus initiativ og iværksætter det nødvendige. Intet menneske må gå i stå. Intet menneske må efterlades alene, føle sig kasseret, uden værdi og agtelse. Det agerer Jesus på. Hans handlinger udvirkes i barmhjertig opmærksomhed. Som kirkefaderen Augustin udtrykker det, så bliver Jesus ikke født for at dø, men for at begynde. Gennem handling vil han overkomme vores indbyrdes forskelligheder. Gennem handling vil han ned-elske de stejle mure mellem os, overskride enhver adskillelse, uanset om den er etnisk, religiøs, politisk, økonomisk, materiel. Derfor griber Jesus ind, om nødvendigt med mirakuløse handlinger, så blinde ser, døve hører, syge står op, stumme taler. Det særlige ved Jesus er, at handling og tilgivelse går sammen for at overskride det som sønderbryder et menneske. Jesus går i eet med medmennesket. Handling og tilgivelse er summen af kristendom.

Hvem er du? Nu har I hørt det kristne svar, men det er ikke nok at kende svaret. Vi skal gøre det, for det dømmes vi på. På handlingerne skal fårene skilles fra bukkene. Måske vil mange af os blive skilt fra, for vi er blevet moderne digitale mennesker, der er ved at glemme handlingens afgørende betydning for samfund og fællesskab. Vi er optaget af at optimere vores profil på nettet, besatte af at udstille os selv – så besatte, at vi reelt ikke ser eller møder en andens blik, bemærker det andet menneske. Det digitale er uden den varme åbne og modtagende krop. Når vi stiller vores intimitet og privatliv til skue i den virtuelle virkelighed på nettet, sker det på behørig afstand uden risiko, uden at noget nyt kan begynde, uden reel handling. Egentlig sker der ikke noget afgørende i digitale verden. Vi siger indiskret og forarget vores mening, benytter muligheden for respektløst at henvende os til andre og blæser os selv ud via skærmen. Det bruger vi meget tid på. Det foregår som en leg mellem drenge og piger i skolegården, en sjov leg uden alvor og konsekvenser. Vi handler ikke, men leger med hinanden i en som-om-virkelighed. I den digitale kommunikationsverden trækker vi os tilbage fra handlingens offentlige verden, hjem til ipaden eller frem med smartphonen på gaden, så vi ikke risikerer at skulle tage ansvar, gribe ind og agerer for et andet menneske. Den handlingsløse adfærd truer også vore hjem og helt nære forhold. I det digitale mister sjælen og ånden let tyngde. I dag, hvor domsteksten udfordrer os, skal vi standse og tænke. For tænk, om vi i den digitale kommunikation reelt taber barmhjertighedens opmærksomhed, tænk om vi mister impulsen og evnen til handling. Så må dommeren i det høje skille os fra som bukke, der har glemt handlingens afgørende betydning for fællesskab, værdier, historie og samfund.

Vi døber i dag 5 børn i Domkirken. Og her gælder Augustins om Jesusbarnet: De bliver ikke født for at dø, men for at begynde. Hver gang, der fødes et barn, kommer der noget unikt, noget helt nyt ind i verden, noget som ikke er set før, noget uforudsigeligt, evnen til at handle. Det er det mirakel, som redder verden, føder håb og tro, en ny begyndelse. I dåben går Guds handling og tilgivelse i eet for mennesket. Det er sådan den høje dommer dømmer os, handling og tilgivelse går i eet for  mennesket. For det er meningen, at vi skal handle og tilgive hinanden. ”Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”. Hvem er du? Amen