Farvel til Domkantoren

Domkantor Carsten Seyer-Hansen har fået nyt job pr. 1. august 2020

Efter 17 gode år som kantor i Aarhus Domkirke må vi desværre sige farvel til Carsten Seyer-Hansen, der til august tiltræder stillingen som kantor i Københavns Domkirke og dirigent for Københavns Drengekor.

Umiddelbart efter sin ansættelse her i Aarhus 2003 stiftede Carsten Skt. Clemens Drengekor, som han med passion og utrætteligt “drive” har opbygget til deres nuværende størrelse og formåen. Drengekoret deltager fx. regelmæssigt i store klassiske koncerter med orkester, og via drengekoret er der skabt en “fødekæde” af unge dygtige mandskorssangere, som bidrager positivt og synligt i århusiansk musikliv – verdsligt såvel som kirkeligt. Carsten har på enestående vis bidraget til udviklingen i Aarhus Domkirkes musikliv bl.a. gennem sit fine samarbejde med domorganist Kristian Krogsøe og Domkirkens Kantori. Det er blevet til regelmæssige opførelser af Bachs passioner med stjernesolister, prisbelønnede cd indspilninger, Kæmpekorskoncerter i Sangkraft Aarhus regi med hundredvis af børn og unge og Aarhus Jazz Orchestra plus meget mere…

Det er umuligt med få linier at berette om alt det gode, Carsten har ladet sig involvere i i løbet af sin ansættelse her. Hans kontor har været et kraftcentrum for utallige musikalske initiativer, og han vil blive savnet!

Vi ønsker held og lykke i København og takker for alt det, du har været med til at bygge op i Aarhus Domkirke.