Farvel til domkantoren

Domkantor Carsten Seyer-Hansen tiltræder 1. august 2020 en fornem stilling som ny kapelmester for Københavns Drengekor og domkantor ved Københavns Domkirke. Carsten Seyer-Hansen forlader dermed Aarhus Domkirke, hvor han siden 2003 har virket som domkantor og som kunstnerisk leder for Skt. Clemens Drengekor. Som kapelmester for Københavns Drengekor får han ansvaret for tilrettelæggelsen af korets kunstneriske virke og skal være korets faste dirigent. Han afløser korets dirigent gennem 29 år, Ebbe Munk, som går på pension.

Menighedsrådet ved Aarhus Domkirke takker Carsten for de mange års brændende engagement og ønsker hjertelig tillykke med den nye stilling. Carsten har været en inspirerende kraft gennem alle årene for kor- og musiklivet i Aarhus og vil blive stærkt savnet af os alle –  ikke mindst af drengene i Drengekoret.