Tale ved Villy Andersens bisættelse

Fredag d. 11. januar i Aarhus Domkirke v. Sognepræst Sabine Bech-Hansen

Fotos: Jonna Fuglsang Keldsen

Er Gud for os, hvem kan da være imod os? spørger apostlen Paulus retorisk – og det spørgsmål, rettere: denne triumferende påstand skal også lyde her, ved Villy Andersens kiste. Fordi: den er sand. Fordi Andersens lange liv med al dets tænkelige og faktisk også: utænkelige modgang har vist, at Paulus påstand passer!

Og jeg fristes til at tilføje: det vidste Andersen godt. Han havde erfaret, at intet kan skille os fra Kristi kærlighed, hverken nød eller angst, forfølgelse, sult eller nøgenhed, fare eller sværd! med apostlens formulering. Ingen magt i verden. Ingen anden skabning, ingen menneskelig ondskab, gjort nok så meget til hans eget bedste, som man gerne siger bagefter, ikke engang selve døden kan skille ham fra Guds kærlighed i vor Herre Jesus Kristus.

Eller sagt med Andersens yndlingssalme: Ingen er så tryg i fare, som Guds lille børneskare. Altså: i fare! I angst og nød, sult, nøgenhed, forfølgelse, nedværdigelse – svigt.

…. Jeg er godt klar over, at flere iblandt jer plejede at kalde ham Villy. Men her i Domkirken gik han under navnet Andersen lige siden han for mange Herrens år siden satte sin fod i vore hellige haller for første gang. Og i sognegården naturligvis, først i Skolegade og senere på den anden side af Bispetorvet.

Derfor siger jeg Andersen her i dag, for det var hans – jeg havde nær sagt: hædersnavn her i huset. Ja, nærmest en stillingsbetegnelse. For han varetog en hel del betroede hverv for vores besætning; det være sig transport af messehaglerne om søndagen – tag ikke fejl! Der er ikke ret mange mennesker, der har lov at røre ved dem! De er immervæk designet af Dronningen, de er skrøbelige og de er, for dens sags skyld, også mange penge værd.

Og apropos transport må vi hellere også nævne, at Andersen ud over at køre kirketjenernes sorte sække, øl- og sodavandskasser væk, som I kan se på bagsiden af sangarket, også gik i banken med de indsamlede midler, som kirkegængerne lagde i bøssen. Dem supplerede han gerne med penge, han på sine mange lange byvandringer fandt på gaden, Folk passer ikke på deres finansknapper, sagde han og rystede på hovedet.

Men havde nogen i fuldskab (det er ikke sundt at drikke alkohol, sagde han og rystede på hovedet) smidt pung, dankort eller andre værdigenstande i Skolegade, så fiskede han dem op af pizza- og shawarmaresterne og afleverede dem på hittegodskontoret. Så også dér var Andersen en hyppig og velset gæst.

Er Gud for os, hvem kan da være imod os? startede jeg med at sige. Mere end halvdelen af sit liv oplevede han ellers, at hele verden var imod ham. Måske er der nogle af jer, som har læst Peter Høegs selvbiografiske roman De måske egnede? Den handler netop om systemets opdragelsestiltag, om kontrol, om magt over sagesløse børn på en kostskole. Og hvis vi siger ”opfostringshus” eller ”forsorgshjem” i stedet, så dukker Andersen op i horisonten.

I romanen er det børn, der havde været anbragt på Himmelbjerghus, på Skorpeskolen og lignende steder, som nu var blevet losset af – ”anbragt” med fagordet – et sted, hvor bank og ydmygelser var dagligdags foreteelser. Hvor omsorgspersonerne noterede ”asocial, adfærdsforstyrret og kontrær” i børnenes journaler, når de fx citat:  ”vægrede sig ved at bære plusfours”.

Når man var institutionsbarn, fortæller forfatteren, kunne man være 4 ting: normalbegavet, svagtbegavet med og uden almene tilpasningsvanskeligheder, man kunne være opdragelsesvanskelig med neurotiske eller andre sygelige forstyrrelser eller man kunne være debil, under åndssvagegrænsen.

Det var en lov, skriver Peter Høeg, som udvalgte nogen og styrtede andre i fortabelse. Men for dem på grænsen arbejdedes der for at afbøde følgerne: Så kunne man blive erklæret: Måske egnet. Måske egnet til overlevelse.

Andersen blev overlever. Mod alle odds. Og det viste sig, at han var egnet til at være til, som menneske. På sin måde. Brutaliteten, han var udsat for fra alle dem, der burde have været hans støtte, formåede ikke at kue ham. Han var, Gud ske lov, af natur stædig. Da man efter 50 års umyndiggørelse gav ham lov til at leve et almindeligt liv, blev han sluppet løs på gaden uden nogen form for introduktion til ”hvordan man gør”.

Men han viste sig egnet til et – næsten – almindeligt liv. At han ikke gik i hundene skyldes, som I forhåbentlig véd: jer, der sidder her på de slidte lysebrune læderstole i dag. Det er bevægende – og i virkeligheden også overraskende. For, en selvfølge var det absolut ikke!

Jesus holdt en gang en heftig dommedagstale, hvor han pointerede, alt hvad vi gør overfor et medmenneske, det gør vi i sidste instans også imod ham. Imod Guds søn. Jeg var sulten, I gav mig at noget spise; jeg var fremmed og I tog imod mig. Jeg var nøgen og I gav mig tøj; jeg var syg og I tog jer af mig.

Nu har jeg ikke tænkt mig at foretage en helgenkåring her i dag. Hverken af jer eller af Andersen. Det er Guds område. Men I skal gøre jer klart, at det var kærlighedens gerninger, I har gjort. Andersen selv var i alt fald helt klar over det. Han var dybt taknemmelig for at I behandlede ham med respekt, at I var der for ham. Ingen magt i verden havde som sagt formået at sløre hans blik for hvad der er godt og ondt, hvad der er svigt og hvad der er ansvarlighed. Ægte omsorg.

Han har jo overøst mange af os med særprægede, nyttige gaver fra Tigerbutikken, skaffet gratis kalendere, holdt os opdateret mhp. alt, hvad der har med tidspunkter og datoer, lukke- og åbningstider at gøre; han bar den biskoppelige præstekjolekuffert ud til bilen – han viste en omsorg for os, som strengt taget ikke var forventelig fra hans kant – indtil man havde lært ham at kende. Indtil dette bekendtskab havde gjort ens sædvanlige fordomme til skamme.

86 blev han. Næsten 87, i marts, samme dag som vores gamle kirketjener Per, har han instrueret os i, Andersen. Han var ikke bare ”måske egnet – til overlevelse”. Men … han dyrkede jo altså også en del motion! Hvis han var gået op i gadgets som fx skridttæller-ure, så var han uden tvivl blevet optaget i Guinness’ rekordbog. Han tog ikke bussen op til Skejby (endsige da Letbanen), næ, han gik. Gik selvom Skråstreg fordi han skrantede og skulle undersøges. Der er dog én, for hvem det lykkedes at lokke ham med på en tur med Nærbanen, helt til Grenå. For at spise isvafler og frem for alt drikke en kop kaffe.

Ved årsskiftet kunne hans krop ikke holde til ret meget mere. Da måtte han køres til Skejby. Og da han lå for døden, gik salmedigter Grundtvigs bøn til vor Herre i opfyldelse for Andersen: Kom i den sidste nattevagt i en af mine kæres dragt og sæt dig ved min side. Vi skal skynde os! Kom, løb! råbte Jonas og det gjorde I! Villy var ikke alene, da han døde.

Sådan havde alt har sin stund og hver en ting under himlen sin tid, som skrevet står, også i Andersens lange liv.
En tid til at fødes – nu blev det en tid til at dø for ham.
En tid til at tie og en tid til at tale, hvilket han gjorde gerne og grundigt.

Der var en tid til krig og en tid til fred.

For os her ved bisættelsen er der to tider, som falder sammen i dag: tiden til at sørge – men også tiden til at le. For der er mange morsomme minder fra vores tid sammen med Andersen. Og så er der alt det, han har betydet for os; med sin pålidelighed, sin hjælpsomhed, sin retskaffenhed, sin trofasthed for nu at bruge de store ord (det må godt, her i huset) – på mange fronter et forbillede i en sønder-gennem-egoistisk tid.Når vi nu om lidt giver ham tilbage til den jord, som han er skabt af og som han skal stå op fra, når Vorherre kalder på ham,

så vil vi derfor ikke kun gøre det med afskedens vemod, men også med taknemmelighed – både for alt det han har givet med sit liv, at han har sat sig spor iblandt os, men jo altså også for, at vi fik lov at få betydning for hans liv!

Og: vi vil gøre det med tillid til, at han, som nu er skilt fra os, ikke er skilt fra Guds kærlighed.

Guds fred være med Villy Andersen – og med os alle. Amen.

Læs artiklen om Villy Andersens verden i Magasinet Clemens, marts 2015 her.