Prædiken fra højmessen i Aarhus Domkirke
Søndag den 4. maj 2025| 2.s.e. påske
Af Hans Nørkjær Franch
Prædiketekst: Joh 10,11-16
Lad ikke frygten overmande dig!
Der er ikke noget galt med at være bange.
Det er ikke bare ganske almindeligt, ja, almenmenneskeligt; det kan også være ganske praktisk.
For frygten er ofte det meget jordnære alarmberedskab, der aktiveres, fordi der faktisk er fare på færde.
Efter sigende stiger frygten i vores samfund disse år. Frygten for klimaets ubalance. Frygten for økonomiens uro; og – desværre – frygten for krigens gru.
Frygten for en umiddelbar fremtid, der er uforudsigelig og et vestligt samfund med værdier hvis bæreevne, vi er blevet usikre på.
I dag markerer vi 80-året for Danmarks befrielse. Og sjældent har det vel føltes så aktuelt at adressere, hvad det kræver for at fastholde friheden og freden. Og dermed hvordan man møder en verden, hvor det kan synes som, at der er stadig mere at være bange for.
I Ordsprogenes bog i Det Gamle Testamente står der er sted, at:
Den vise frygter og holder sig fra det onde,
tåben kaster sig ud i det og føler sig tryg. (Ordspr 14,16)
Nej, der er faktisk ikke noget galt med at være bange.
Men der er noget galt med at lade frygten overmande sig, så man glemmer at handle. Så man glemmer, at nok findes frygten, men der findes også altid en forbandet pligt til at gå ud i verden og gøre det gode. Være en ambassadør for sandhed. For medfølelse. For tro.
For er der egentlig nogen, der har lovet os at det skal være let?
Er der egentlig nogen, der har lovet os, at livet hver dag er en morgengave og et velfærdsgode og almindelige assorterede adspredelser?
Livet er også frygt og famlen og forvirring.
Det er derfor, vi skal lytte så godt efter, når Jesus siger noget: For han minder os om det, vi skal gøre alt vi kan for at stole på – som vores tilværelses fundament. Nemlig: Nådens gave – og kærlighedens opgave.
For Jesus peger altid to steder hen: Først: ”Se, hvad Gud gør for jer!” Og dernæst: ”Se, at der altid er nogen, du selv skal gøre noget for.”
Det er den teologiske to-trins-raket, der altid er evangeliets tale til dig. Først Guds nåde, derpå din selvopofrelse til verden.
Og her er det netop klart og tydeligt nok: At der er ikke noget galt med – dvs. underligt i – at være bange!! For enhver med en opgave kan da blive overmandet af frygt, ængstelse, bævrende hænder og hjerte over, om man da nu også kan være så god, som Gud gerne vil have, at man er.
Det er ikke underligt, at man er bange. For der er masser at frygte. Og her drejer det sig jo heller ikke bare om det at frygte, om man nu selv kan gøre det godt nok. I højere grad handler det måske endda om frygten for, om verden vil mig det så ondt, at jeg ikke kan klare det, den møder mig med.
Men, siger Vorherre, Gud selv, da ikke altid til os: ”Frygt ikke!” Er det ikke ordene fra start til slut i evangeliernes floromvundne fortællinger?
Jo. Men der skal vi jo huske, at disse ord ikke er en tør konstatering. ”Frygt ikke” betyder ikke, at der ingen frygt er – ej, heller, at et rigtigt kristent menneske er et sært væsen, der ikke ejer frygt. Ordene ”frygt ikke” er ikke en kølig lærebogssætning, den er en til-tale og derfor forkyndelse, som altid er et forsøg på at gøre en frelsende forskel for et levende menneske. Derfor er ordene ”frygt ikke” et ønske og en åbning af en troens mulighed: ’Må det være sådan, at du ikke skal frygte, selvom der er nok at frygte – for jeg er hos dig!’
For det er virkeligheden. Frygten findes. Fordi faren findes. Fordi døden findes, fordi smerten, krigen, uretten og fattigdommen findes!
Derfor siger han til os ”Frygt ikke!” Fordi han ønsker, at vi i mødet med frygten altid skal fyldes også af andet og mere end den. At vi skal ledsages af fortrøstningen midt i frygtsomheden. At vi skal ledsages af håbet midt i ængsteligheden. At vi skal ledsages af hans lys midt i vores verdens mørke.
Nej, det er ikke underligt, hvis vi er bange. Men det er en skam, hvis det er alt vi er. For så begår vi en synd, og det er ikke synd udsagt som en moralsk dom, men synd som en konstatering, fordi det er en erfaring: For så tages vi til fange af den tanke, at der ikke er noget at gøre. At intet nytter noget. At vi ikke kan gøre hverken til eller fra! Så har vi nok i os selv, fordi frygten har opslugt hele os. Som en grum og glubsk eventyrulv. Og det er selvoptaget, det er selvtilstrækkeligt, det er daglejermentalitet på vores eget livs og andres livs vegne, som dagens tekst så tydeligt viser os. For vi er og vi kan mere end at frygte og lade den bestemme alt vi gør og ikke gør. Ellers er det til ingen nytte, at vores Gud siger ”frygt ikke!”
Nok kan vi som sagt ikke bare fjerne frygten – som med et fejeblad. For frygten er menneskelig. Og den er faktisk også en hjælp – som Ordsprogsforfatteren fra Det Gamle Testamente så viist sagde det før: Frygten viser os, hvor det onde og det farlige er. Tåben, er ham der ikke frygter og derfor ikke ser det farlige komme nær.
Men frygten må ikke overmande os!
Dérfor: ”Frygt ikke!” Ikke fordi der ikke er noget at frygte, men fordi du ikke skal blive ét med frygten. Bliv ikke omsluttet af at være bange. For så kan du intet. Så er du kun ’den frygtende’.
Og det er, fordi vi skal lære af den gode hyrde. Vi må ikke være daglejere på vores medmenneskes vegne. På vores idealers vegne. På vegne af det vi holder af.
Vi frygter fordi vi elsker. Men fordi vi elsker, må vi ikke kun frygte.
Fordi vi elsker, må vi også kæmpe.
Fordi vi elsker, må vi også værne.
Fordi vi elsker, må vi også ofre os selv og vores eget.
Det er kun i kampen mod frygten, at vi kan holde fast i den evige ånd, der sørger for, at mennesket ikke bare vil overleve, men vil sejre – menneskeligt – ved at fastholde den sandhed, vi beslutter os for at kæmpe for. Det sandt menneskelige, den sjæl og den ånd, der er i stand til barmhjertighed, udholdenhed, selvopofrelse.
Alt det, der vil trodse frygten. Det må vi holde fast i.
Glædelig 4. maj! Må friheden og retfærdigheden forblive hos os. Gud hjælpe os dertil.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver én treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.