Prædiken til 24. søndag efter Trinitatis (Hans Nørkjær Franch)

Søndag d 11. november 2024 kl. 10 v sognepræst Hans Nørkjær Franch

SALMER

323 Kirken den er et gammelt hus
336 Vor Gud han er så fast en borg
276 Dommer over levende og døde
321 O Kristelighed
562 Som markens blomst

Evangelielæsning

Johannesevangeliet 5,17-29

Hvad der rammer os i et menneskeliv, er vi ikke selv herrer over. Alle gode gaver, de kommer ganske vist ovenned – men desværre er det ikke kun godt, der rammer os; alt det smertefulde og onde kan synes at flyde imod os i en ligeså lind strøm som det glædesfyldte og gode.

Vi kan ikke udgrunde en retfærdig lov af livets tilfældige tilskikkelser. Og på den brogede jordklode er det ikke til at vide, om vores liv sådan for alvor lykkes – . Lykken er lunefuld, og glæden er så kort – som en gammel sang lyder.

Derfor er det lidt vanskeligt at bøje hovedet om den tilsyneladende så skarpe opdeling, som evangelisten foretager i dagens tekst mellem ”de, der har øvet det gode og de der har øvet det onde.”

For er vores forudsætninger for at gøre det gode eller onde ikke så uendeligt nært forbundet med det, der gives os at leve ud fra – hvilken skæbne vi får, hvad vi vokser op med, hvad vi rundes og formes af som mennesker?

Enhver af os kan falde ned i sammenbruddets afgrund. Vi skal bare skubbes langt nok ud – så taber vi al værdighed og kontrol, og bryder sammen. Eller bare når vi mister besindelsen i frustration, og i afmagt siger alskens forfærdeligheder til vores kære.

Men efter alle tårerne, efter alle sukkene, de dybe furer i panden og det sammenknebne mellemgulv – når alt dette har haft sin tid, så rammes vi måske af en brise frisk luft – og åndedraget vender tilbage til sit rolige leje, hvor det ikke længere føles som en kamp overhovedet at fylde lungerne med luft. Vi er på den anden side af fortvivlelsen igen.

Men hvad hvis man er sådan et menneske, der næsten aldrig oplever bare at være sjæleligt set ”i den friske luft”? Hvor aggressionen, angsten eller modviljen altid ligger og lurer og kan opsluge os på ny, hvad øjeblik det skal være. Skal man så bare sættes for Guds domstol og dømmes som en af ”de onde”? Det synes at være for enkelt.

Jeg skal ikke kloge mig på, hvor Gud er henne når lidelsen og smerten hærger, og hvorfor der overhovedet i en verden skabt af den gode Gud findes sådan noget som sorg, svigt og pludselig død. Og jeg skal heller ikke fortælle jer, hvor Gud er henne, når I oplever svigt eller sorg.

Jeg kan kun sige, at jeg tror, at Gud er dér, hvor der er mening! For der, hvor der ikke er mening, er der tomhed, og Gud er det modsatte af tomhed.

Og her er det vigtigt: At mening ikke er det samme som sorgløshed. Så langt fra! Mening er der, hvor der er forbindelse til livet som det er.

For hvis dit liv var tomhed, ville der ikke engang være gråd, ikke engang være vrede, ikke engang være længsel efter retfærdighed.

I tomheden er der ikke håb, der er ikke bøn, der er ikke anfægtelse. Der er ingenting. Intet har betydning frem for noget andet. I tomheden er der kun et sløret blik og en død vilje.

Det er et yndet tankeeksperiment at spørge sig selv, hvad man ville gøre, hvis jorden gik under i morgen. Tanken er vist nok, at i en sådan tilspidset situation, vil det gå op for en, hvad der virkelig har betydning i ens liv – hvor meningen ligger begravet. Det skal man ikke gøre sig vittig over: mennesker, der har oplevet at være døden nær pga. sygdom eller ulykker, men får livet tilbage, kan ofte fortælle levende om den genopvågnen til livet, krisen afstedkom. Ansigt til ansigt med undergangen går det op for en, hvad og hvem man vil savne. Det kan også være mennesker, der befinder sig i kriminalitet og bliver sat i fængsel og dér finder ud af, at livets mening er at være til stede for sin familie i stedet for at risikere flere domme for kriminalitet.

Det sorgløse er ikke med nødvendighed det meningsfulde. Det kan være det ligegyldige. Når ulykken rammer os kan vi måske blive i tvivl… Hvorfor sker det her for mig? Hvor er retfærdigheden i det?

Men vi kan ikke tilskrive livet nogen mening og så samtidig blive fritaget fra at føle sorg og smerte. For de er uløseligt forbundne. Det er den sårbarhed, vi giver os ind under, når vi holder af noget og tilskriver noget værdi. Vi skal derfor ikke frygte sorgen og smerten i nær samme grad, som vi skal frygte tomheden og meningsløsheden.

I livet kan vi ikke sikre os; det går som det går; op og ned. Med sine sorger og glæder i et sirligt spind af livstråde. Et skæbnens broderi. Men er man i tvivl, kan man kigge til korset. Dér hang han for menneskers skyld – slet og ret. Af ren kærlighed lod Gud sig slå ihjel og hamre op på et stykke træ.

Med det billede er der ikke nogen tvivl: Hvis Jesus er Guds søn, så vil Gud os det godt. Så er der ingen grænser for hans kærlighed. Så er vores liv meningsfuldt – hvad enten vores liv præges af sorg eller svigt eller af glæde. Vi er her fordi vi skal leve.

Og så har han også givet os håbet om oprejsning trods ethvert fald og enhver tåre på vores kind – trods tomhed og død – så er livet og lyset det, der står tilbage, når alting skal forgå.

Det har vi fået at vide, så det må vi stole på.

Lov og tak og evig ære…