10. søndag efter Trinitatis (Henrik Grøndal Lund)

Dagens tekst: (Matt. 11, 16-24)

Højmesse og gudstjeneste d. 31. juli 2016 kl. 10 + 17

Salmer:
392: Himlenes Herre, fortælle din ære
435: Aleneste Gud i Himmerige (ikke kl. 17)
394: Ak Gud, fra himlen se herned
————————————
147: Der sad en fisker så tankefuld
439: O, du Guds Lam
164: Øjne, I var lykkelige (under udd.)
633: Har hånd du lagt på Herrens plov
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

I de her år, hvor fundamentalismen aggressivt trænger sig på, er reformationens arv afgørende. Religionens ord bør ikke være en trussel, slet ikke et redskab til sprede frygt og underkastelse. Sådan ser det ellers ud i medierne. Det er let at få det indtryk, at tro er et farligt og dødbringende våben. De brutale hændelser fra de såkaldt hellige islamiske krigere får folk til at vende religion og tro ryggen. Men Europa har brug for det modsatte. Vi skal aktivere vores kristne arv fra reformationen. Reformationen insisterer på, at kristen tro ikke fører til underkastelse, frygt og tvang. Kristen tro er tværtom vejen til frihed og åbenhed.

Troen på ordene. Det er en pointe, at vores lutherske tro kan forenes med et nutidens samfund og levevis. Troen på ordene i luthersk kristendom betyder ikke, at vi som kristne bogstaveligt overfører en feudal og middelalderlig lovtro til nutiden. Kristen tro er bevægelig, ikke bogstavelig, for troen driver på ordenes betydning, meningen – hele tiden skal der ny forståelse til, ny fortolkning. På den måde er kristen tro er som et kildevæld, der giver til kraft til at turde leve på ordenes betydning – i barmhjertighed, i oprigtighed, i medfølelse, modet til at være menneske med et varmt hjerte og en åben samvittighed. De kristne ord indgyder daglig tro på ny mulighed med den anden og de andre. Ofte er de et brud på de korrekte regler for hvem der er ren og uren, hvem der gør det rigtige og hvem der er uden for. Bort med al selvretfærdighed, ud med hovmodet og arrogancen, væk med mistroen. Fornærmetheden og forurettetheden kan ikke bruges. Egoismen må smides over bord. Kristen tro er igen og igen at lade mulighederne med den anden blive til, fordi Gud siger, at det går an.

Vi har lige sunget en salme af reformatoren Martin Luther – ”Ak Gud, fra Himlen se herned”. Det er en af hans tidligste salmer. Salmen blev forbløffende hurtigt indsunget blandt folk under reformationen og brugt som et protestantisk kampmiddel mod datidens pavekirke, der brugte kristendommen som et redskab til at få magt over menneskets sjæl. Salmen viser, hvor befriende troen på ordet kan være for et menneske og folk. Og fordi vi ikke må lade kristen troen ligge ligesom slægten der sidder og råber på torvet i dagens tekst, men i stedet lade den virke i blandt os, så vil jeg fortælle om Luthers tro på ordet. Luthers tro på ordet rummer et svar til enhver slægt, som råber til de andre – et svar til byer, steder og mennesker, som har hårde hjerter og bruger tro som et våben. Hvordan vi tror på ordene, er helt afgørende. Vi kan stadig lære af Martin Luther og reformationen.

Martin Luthers værk gælder troen på ordet. Reformationen er først og sidst en sprogbegivenhed. De voldsomme historiske forandringer i 1500-tallet og århundrederne frem begynder ikke, fordi nogen griber til våben, vold og krig, som det er almindeligt i Europas historie og nu igen. Forandringerne sker, fordi en lærer, skriftfortolker, prædikant og skribent dagligt arbejder på at forstå, hvad Guds ord betyder. Gennem sin opvækst og særligt i det augustinerkloster, hvor Luther levede som en ung munk, før han fik ansættelse på universitetet, lærer han kirkens vældige tradition at kende – pavens ufejlbarlige autoritet og myndighed, messer på latin, den udbredte hverdagspraksis af bods- og fromhedsøvelser. På Luthers tid har kirken stærk magt over sjælene, så stærk en magt, at det hos Luther fremkalder angst og anfald af melankoli. Han lever i konstant frygt for, om han er god nok. Derfor søger han ihærdigt hjælp i de bods- og fromhedsøvelser, som ifølge kirken er vejen til at redde sjælen.

Igen og igen tvinger Luther både krop og dagligliv til endnu større præstationer i håbet om, at Gud vil godtage ham. Han underkaster sig lydigt. Den ugentlige praksis og træning i fromhed for mennesket i senmiddelalderen lader intet tilbage for vores tids træning i fitnesscentre og udøvelse af ekstremsport. Sjælen og kroppen skal holdes i form med leveregler, disciplin, åndelig træningspraksis – du skal præstere for at gøre dig klar til dommens dag, hvor Gud måler dig på dine gerninger. Luther opsøger naturligvis jomfru Maria og andre helgener ved kirkernes mange altre for at de kan gå i forbøn for ham, en helt almindelig daglig praksis på Luthers tid. Det er om seriøst og alvorligt at gøre kirkens talrige præstationsmuligheder. Det er vejen gennem skærsilden. Og Luther gør, hvad der kræves, men det fører alligevel ikke til fred i sjælen, tværtimod. En eksistentiel krise bygger sig op. Gang på gang tvivler Luther på sig selv. Troen bliver hård tvang. Frygten for Gud som den skrækkeligt strenge dommer lammer hans liv, knuget og bange går han rundt som mange andre mennesker i senmiddelalderen.

Det bliver troen på ordet, som redder Martin Luther og befrier ham fra den eksistentielle sjælenød. Hvor han tidligere blindt stolede på kirkens forvaltning af kristendommen gennem kirkens myndighed, viden og fromhedsøvelser, fører læsning af Bibelens egne ord til en revolution, en ny forståelse af religion og dens betydning for mennesket. Luther opdager ordets autoritet. At ordet begynder noget nyt, føjer ham ind i verden og gør den beboelig på en ny måde uden frygt og angst for Guds dom.

Når han selv møder Guds ord uden på forhånd at lade sig bestemme af pavekirken, bliver ordene levende nutid – ordene taler og handler i Luthers liv. Luther opdager, at Gud møder ethvert menneske direkte gennem ordet. Ingen andre autoriteter, personer eller steder er nødvendige for at sætte sjælen fri, heller ikke bestemte præstationer eller særlige fromhedshandlinger. Der kræves ikke forbøn via helgener, ingen pilgrimsrejser eller at opsøge særlige hellige steder, slet ikke afladshandel, hvor mennesket via kirkens opsparede beholdning af helgeners og martyrenes fremragende bedrifter kan købe sjælen fri for skærsildens ild eller helvede. Ordet alene er nok. Det er ordet, som er autoriteten, ikke paven eller kirken. Derfor oversætter Luther Bibelen fra latin til tysk, så folk kan gøre den nye opdagelse – blive sat fri gennem ord. Et kæmpe folkeoplysningsprojekt begynder gennem Martin Luthers forskellige typer af skrifter, der alle bygger på ordet alene – at Guds ord taler direkte og nutidigt til hvert eneste menneske ved at handle i kærlighed. Det viser sig, at Gud ikke er en streng og hård dommer, men en Gud, hvis ord elsker ethvert menneske uden at stille betingelser.

Troen på ordet er afgørende. Vi skal lade os udfordre af Luthers opdagelse af ordets autoritet – gøre det lutherske i dag. Vi skal tænke på luthersk vis, kritisk og modigt stille spørgsmål til nutidens viden og livspraksis, i disse år særligt andre religioners forvaltning af tro. Troen på ordet skal være en kilde til liv, ikke et våben til magt, undertrykkelse og død. I dagens tekst opfordres byer og slægter til omvendelse og tro, så de ikke styrtes i grus – går til i frygt. Der er ingen grund til underkastelse for tro som våben. Vi er lutheranere. Vi driver på ordet om Kristus – ”se, den frådser og dranker, ven med toldere og syndere”. Lad os synge og gøre som Simon Peter – gå i ordets skole og sætte garn ved højlys dag.

Amen.