Prædiken til 3. søndag efter påske| Hans Nørkjær Franch

Gudstjeneste
Søndag d 26. april 2026 kl. 17

Salmer
402 Den signede dag
Nr. 804 Det sused af vinger (fra 100 SALMER)
——————————-
162 Det var kun en drøm
384 Til klart Guds ansigt
545 Sejervindersken på jorden

 Prædiken

”Alle frie mennesker, hvor end de bor, er borgere i Berlin, og derfor, som et frit menneske siger jeg med stolthed disse ord: Ich bin ein Berliner.”

Disse ord sagde præsident John F. Kennedy, da han holdt tale på Rudolph Wilde Platz, d. 26. juni 1963. Han sagde det som et udtryk for solidaritet med de vestberlinere, der var trængt og omringet af det kommunistiske østtysklands pres, på bagkant af opførelsen af Berlinmuren. Kennedy udtrykte utvetydig opbakning til enhver, der hyldede og hævdede friheden og demokratiet.

Berlinmuren er faldet. Sovjetunionen er ikke mere. Historien er afsluttet og den frie verden har sejret – sådan tænkte mange nok tilbage i 90’erne, da det store skel mellem øst og vest det faldt.

Der er nok meget få af os, der ser sådan på det i dag.

Vi lever i en virkelighed, hvor det vi for en halv eller en hel generation siden troede stod urokkeligt fast begynder at knage i fugerne. Magtmennesker presser på med deres dagsordener; verden er usikker; international orden og vestligt sammenhold er ikke, hvad det engang var. Og sideløbende buldrer teknologien derudaf – og vi kan have svært ved at finde ud af, hvor vi er på vej hen – hvad AI og tech-industrien vil med os, og hvad vores nye opfindelser har af konsekvenser for, hvad det vil sige at være menneske. Hvad kan vi som maskinerne ikke kan?

Når verden roterer hurtigt omkring os, kaldes vi til at stille os nogle af de allermest grundlæggende spørgsmål.

Hvem er jeg? Hvordan er verden? Hvad er et menneske? Det er spørgsmål ethvert menneske må stille sig for at finde hjemme i verden. Og i en tid, hvor ting er i opbrud, kan man måske i særlig grad også netop blive i tvivl: Hvem er jeg egentlig? Hvem er vi – som folk, som menneskehed, som levende verdenssamfund?

Herinde kaldes vi ud til at være frie mennesker. Frie i Kristus. Frie, fordi Gud i Ham har sagt, at vi ikke skal være tyngede af frygt for dom eller for dagen i morgen. ”Jeres hjerte må ikke forfærdes”, siger han i dag. Det er lettere sagt end gjort, og ordene om ikke at være bange falder vel netop også fra Jesus, fordi disciplene netop er bange. Bange for, hvad der skal ske. Bekymrede for morgendagen. I tvivl om, hvad de skal gøre, når deres Herre og Mester ikke længere er hos dem.

”Vi ved ikke hvor du går hen?” som Thomas fortvivlet siger.

Det han egentlig siger er: ”Vi ved ikke hvem Gud er!”

Dertil svarer Jesus: Jo, I ved, hvem Gud er: det er mig! Jeg er Faderens ansigt på jorden!

Det må vi ikke tvivle om. Og han forsvinder ikke. Han er ikke borte. Han er her, midt iblandt os:

For Jesus er Vejen; den anderledes vej, som vi ikke skal tilbagelægge for at vinde sejrsprisen; men Vejen, der er kommet til os mennesker, et evigt underlag under vore fødder, det som vi trygt kan træde ud på og holde fast i at vandre på – måske særligt når verden omkring os mørknes og virker faretruende. Jeg er Vejen, og Vejen er og forbliver hos os, hans mennesker. ”Derfor”, siger Gud: ”Skal I ikke være bange, selvom jeg godt ved, at I er bange!”

Derfor: Når vi spørger: Hvem er jeg? Så kan vi med fortrøstning svare: Jeg er Guds. Og det er jeg, hvad end jeg må komme ud for. Hvad end jeg må lide under eller døje med. Jeg er Guds. For Han er den han siger han er: Den der omslutter alt: Han er Vejen, Sandheden og Livet.

I kristendommen kaldes vi ikke ud til alle mulige andre liv end det foreliggende. Vi kaldes ikke til at stirre verdensfjernt op i Guds himmel, forblændede og adspredte, og vente på at vi finder smutvejen til den store sorgløshed. Vi er sat i verden med den opgave ikke at glemme, hvad vi har for hånden og hvad vi er kaldede til at leve midt i – Livet og Verden omkring os. Det er en del af friheden ved, at Gud kom til os som ”Vejen”, der viste sig for os – HER!

Når vi kender Guds søn, kender vi Gud.

”Jeg er den jeg er”, siger Gud til Moses fra den brændende tornebusk. Han er den urokkelige, så vi kan være de omskiftelige. Han er den evige, så vi ikke behøver frygte, når verden forandrer sig. For han forandrer sig ikke: Han er den højeste, der kom til os i det laveste. Der gennemvandrede verden – gik i gennem den og til sidst gik til bunds i sin lidelsesfulde død, så vi heller ikke, når vi går til bunds: i mørket og tvivlen, sorgen skal forfærdes, for heller ikke her, er vi væk fra Gud.

Fordi han er den, der aldrig viger, kan vi undgå at fortvivle og gå til grunde, når vi bliver bange og i tvivl om, hvordan det hele skal gå. For Han er Vejen og Sandheden og Livet. Bag det hele, under det hele, før og efter det hele.

Hvem er Jeg? Jeg er et menneske, Jeg er ikke Gud. Jeg er derfor frisat fra at skulle fikse hele verden, men samtidig givet den frimodighed at gå ud i en verden, der altid knager og brager, og hvor historien aldrig bare afsluttes, men er en stadig tilblivende komposition, en stædigt bølgende symfoni, med både stigninger og fald, både harmonier og disharmonier i broget bøvlet blanding.

Ja, der kan være nok at frygte, men lad os prøve ikke at fortvivle – for vi ejer Himlens frihed, friheden til at være mennesker; frie til stædigt at fastholde at være levende, blødende, troende, tvivlende mennesker. Frie – ! Uanset hvad verden binder os på ærmet! Uanset hvilke maskiner vi opfinder! VI er dem, der frie. Sat fri til at leve af vores Gud, der altid bare ER!

Lov og tak og evig ære…