Tekster: Luk. 18, 31-43. Salmer: 747-448-164/192-439-690-613
Af sognepræst Henrik Grøndal Lund
”Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet….(DDS 192, v. 7). Amen
For 2000 år siden løb rygterne om Jesus rundt i gaderne. Det lugtede af sensation og folk masede for at komme tæt på Jesus. Nogle ville nysgerrigt bare gerne se ham, andre ville røre ved ham, men de fleste ønskede at høre ham tale. Dengang fandtes der ikke fotografer, kulørte blade, fjernsyn og internet. Man måtte selv opsøge den der gik rygter om, og ingen var større end manden, om hvem rygterne meldte, at han var Guds søn. Lokale ledere flokkes om ham, handelsrejsende og hyrder, rige og fattige. Alle håbede de på, at noget stort skulle ske, at de fik en historie med. ”Giv os et under Jesus”. ”Sig nogle af dine sensationelle ord”. ”Har du talt med Gud her på det sidste?” Vis hvad du dur til, så vi kan tro på dig”.
I dag er det fastelavns søndag og vi begynder at se frem mod påsken. Vi slår følge med en stor menneskeskare på vej op til Jerusalem. Som jeg læser teksten i dag flammer et vellystigt begær ud af folks øjne på vejen til templets by. De har hørt mange mærkelige rygter om Jesus, og nu vil de se mere. Et umætteligt begær bor i folkeskaren. ”Lad mig komme til – jeg vil være sammen med mesteren – jeg vil være tæt på ham, som beundres og dyrkes”.
Jesus hører tusindvis af stemmer. Der er larm og tumult, når rygtet går om et menneske. Og midt i den urolige folkemængde hører Jesus pludselig en stemme, som kalder på ham med en anderledes klang. Stemmen kalder ikke for at blive set sammen med Jesus eller for at komme frem foran de andre. Stemmen er ikke skinger og lavsindet. Stemmen råber ikke for at have en god historie at fortælle, for at gøre sig interessant. Nej, stemmen har et skær af svaghed over sig. Kaldet er sårbart og skrøbeligt, ordene og klangen er mærket af smerte. Og netop dét standser Jesus, og en voldsom irritation farer gennem mængden af mennesker. ”Hvorfor standser han op hos en blind tigger, når han ikke vil tale med alle os, som går her?” De forfængelige stemmer kavler op som hanen i en hønsegård. Se mig, hør mig. Hvorfor ikke mig, lyder det fornærmende?
Jesus standser: ”Herre, forbarm dig over mig”, siger tiggeren. De ord er det allersværeste at sige for et menneske; – at bede om hjælp, at vise svaghed, at blotte sig for en anden, skrøbeligt tømme sig for et fremmed menneske. Forbarm dig over mig. Det er det ynkeligste, man kan sige, det svageste, og så langt fra at være forfængelig som tænkes kan. Den, som siger – ”forbarm dig over mig”- er der ingen, som vil beundre, dyrke og give bifald. Den skrøbelige åbenhed viger vi som oftest bort fra. Det er ikke noget for os. Den slags betaler vi skat for at undgå. Det må terapeuter, sygeplejersker, læger og psykologer tage sig af. Nu må den offentlige sektor tage over. Derfor er også så oprørende, at Jesus standser op for netop at høre den blinde tiggers stemme. Hvorfor standser Jesus op ved ham? Hvad er han for en Gud?
”Forbarm dig over mig”. Det er ikke kun det ynkeligste og svageste et menneske kan sige. ”Forbarm dig over mig”, er også de stærkeste og dristigste ord. De rummer en bøn om venskab og en tro på en anden mulighed, skimter et håb. ”Forbarm dig over mig” er kirkens ældste liturgiske led: Vær ven med mig.
Og så følger et vildt øjeblik. ”Hvad kan jeg gøre for dig?”, spørger Jesus, mens han stiller sig som ven ved siden af den blinde. Og manden krænger smerten i hjertet ud: ”Lad mig få synet igen”.
I hvert fald én ting kan vi lære af teksten i dag. Vi beder Gud og hinanden om for lidt. Vi beder om en ny bolig, om smart tøj, en ny computer eller mobiltelefon – vi er tings- og teknologifetichister. Det er de særeste ting, vi mennesker beder om. Jeg rejste for nogle år siden til USA for at studere amerikansk kirkeliv, teologi og mentalitet. Vi kom bl.a. til englenes og drømmenes by – Los Angeles med stjernedrys og Disneyland. Dem, som lever af at give næring til vore drømme, dem, som er i vores stuer, rum og hoveder via vores skærme og højtalere – de beder om ansigtsløftninger, om fedtsugninger, om en glat hud, store bryster og fyldige læber. På Rodeo Drive køber de nye smil, så de kan forblive unge og keep smiling. Vi er langt fra den blinde tiggers bøn: Herre, forbarm dig over mig, jeg lever i blinde. Det, vi drømmer og beder om, driver på forfængelighed; at tage sig godt ud i andres øjne, at blive beundret og dyrket, at angle efter bifald. Vi beder om pænhed, facade og overflade. Hvornår beder vi med det inderste i os ligesom den blinde tigger? Hvornår fortæller vi om vores smerte i hjertet, at vi trænger til en ven som gør holdt og slår sig ned for at blive, – sætter sig hos os, lytter, taler og giver os dybde og betydning?
I teksten sker et under. Den blinde kommer til at se. Og alle i folkemængden bliver glade og tilfredse. De får et mirakel. De får en historie at prale med, noget at gøre sig interessant og vigtig på, – noget at imponere med over for de andre på arbejdet eller på torvet. Og alligevel fatter de intet af det som skete. Som der tørt står hos Lukas: ”De skal se, men ikke skelne. De skal høre, men intet forstå”. Ingen af dem forstår, at det den blinde spørger om, er et ægte og levende venskab. ”Herre, forbarm dig over mig”, beder hans ensomme hjerte, – ”er der nogen som elsker mig?”. Tekstens egentlige under er, at nogen stopper op, lytter, giver sig tid, deler hans hjertes tale, lider med ham, udviser empati, fortæller ham hvordan det er at se, deler glæden ved farver, former og lysets mange skikkelser. Underet er, at nogen giver pokker i forfængeligheden og egoismen for at hjælpe en blind tigger, at nogen slipper taget i sig selv. Det er venskabet, som gør den blinde seende. ”Hvad kan jeg gøre for dig?”
Når der er nadver i kirken, er vi i dagens historie. Vi snubler os frem mod Jesus, nærmest i blinde. For vi ser ikke alt og forstår ikke alt. Livet består af eksistentielle hvorforér. Nadverens anliggende er, at vores hjerte og sprog får en ven. En ven, som lytter og taler med, når vi fortæller om, hvordan vi lever. En ven, som følger os på vejen, stopper op og vender forfængeligheden ryggen for at give os tid, rum og dybde. Nadveren i kirken er derfor ikke en liturgisk finesse, ikke hokus pokus, men at give pokker i den forfængelighed, som er en hovedfjende. Forfængeligheden ødelægger os. Det var dét Luther så og kritiserede for 500 år siden. Kirken og livet var blevet forfængelighedens sted. Og Luther gjorde i reformationen oprør. I samfund og kirke skal livet ikke være pænt, rent og designet. Livet skal have lov til at være som det er med eksistentielle hvorforér, smerte i hjerte og ord der ikke forstår uden at nogen gør det til underholdning eller driver forretning ved at fodre os med tings-begær og teknologi-fetich. Middelalderens afladshandel med menneskets hjerte og sprog er ikke afskaffet eller overvundet, men har blot skiftet form og skikkelse.
Gud tilbyder os i dag sit venskab. Venskabet har kærlighedens kendetegn, som vi hørte med Paulus ord – vennen er tålmodig, mild, misunder ikke, praler ikke, søger ikke sit eget, bærer ikke nag. Vennen tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt og hører aldrig op. Gud er ven for ethvert hjerte, en blind tigger, dig og mig. ”Hvad kan jeg gøre for dig?”
Amen.