Onsdagsgudstjeneste (Henrik Grøndal Lund)

Onsdagsgudstjeneste d. 30. juli 2014 v. Henrik Grøndal Lund

DDS nr. 726,  Gak ud, min sjæl, betragt med flid

Grundløs godhed – nattergalen i Badelunda

Disse grønne varme sommerdage er livet som et drivhus fuld af vækst. Naturen ånder af næring og det er en herlig fornøjelse at følge alle de små levende væsener. Disse tidlige sommermorgner drikker jeg morgenkaffe sammen med to livlige egern, som lystigt guffer af solsikkekernerne lige uden for vinduet. Deres små hurtige, sjove bevægelser er en sansefryd, som bringer en smilende morgenglæde, der er langt mere interessant end dagens nyeste avisoverskrifter med artikler fra ind- og udland. Ved siden af de to egern spiser fuglene et velfortjent måltid, for de har for længst sunget deres morgensang. Småfuglene ser udmattede, men også lettede ud, for det er ved den tid, hvor ungerne forlader reden og de skal samle kræfter til at give livet videre til næste kuld sangere. De gør dyrenes fælles sag – giver livet videre.

En sommermorgen skænker en grundløs godhed. Jeg har jo intet gjort for at opleve sådan en vidunderlig sansefryd. Det sker helt uafhængig af min beslutning og vilje. Det meste af det levende folder sig ud uden min magt, uden jeg gør noget, uden mine hensigter, interesser, tanker og forestillinger. Det levende har ikke nogen første eller sidste grund i mig. Det levende er langt mere suverænt end jeg er. Det ved jeg de lyse varme sommermorgner, hvor alle levende væsener og naturen inviterer til sansefryd. En grundløs godhed siger godmorgenstund – alt det her er til dig, tiden og rummet denne morgen – stilheden og den skønne fuglesang.

I kender det sikkert fra jeres eget liv. Der findes masser af små eller store ytringer i livet, som er så suveræne, at vi bliver religiøse. Når en grundløs godhed viser sig for os fra naturen eller et andet menneske, så melder lysten sig til at takke en større sammenhæng, takke Gud, fordi vi er i live og får lov til at opleve sommerens rige fedme, dens lys og varme.

Den svenske digter Tomas Tranströmer fanger i et digt en stærk erfaring af grundløs godhed. Det er nattergalens stemme, som kalder taknemmeligheden frem. Nattergalens smukke stemme træder ikke til side for bilerne, maskinerne og neonlinjerne. Nattergalens stemme synger smukt og uden forfængelighed. En smuk stemme uden forfængelighed. Stemmen synger for den elskede. Hør Tranströmer:

”Jeg var i fængsel og den besøgte mig. Jeg var syg og den besøgte mig. Jeg lagde ikke mærke til den da, men nu. Tiden strømmer ned fra solen og månen og ind i alle tik tak tik taknemmelige ure. Men lige her er der ingen tid. Kun nattergalens stemme…..”(Nattergalen i Badelunda fra digtsamlingen For levende og døde, 1989).

Som Tranströmer udtrykker det, kan en stemme være fuld af suverænt liv. En stemme kan tale elle synge så smukt, at tiden står stille, at det er som evigheden er her lige nu. En stemme kan opleves som en hilsen fra Gud, et budskab om betingelsesløs kærlighed: Hør hvor nattergalen synger for dig, hør hvor smukt og uden forfængelighed. Den synger og besøger dig, når du sidder fast som i et fængsel. Den synger og besøger dig, når du er svag, skrøbelig og syg. Dens sang er en hilsen fra livets grundløse godhed.

Jeg ved ikke, hvem I drikker morgenkaffe med – alene, sammen med dyr eller mennesker. Jeg ved heller ikke, hvordan I oplever sommeren i Danmark. Men jeg er sikker på, at den grundløse godhed findes for ethvert menneske. Den er Guds nedslag i tiden og rummet – en suveræn melding om det som er større og mere end os. Derfor ønsker jeg jer sansefryd. Vær åben for de suveræne livsytringer. De er mange, smukke og uden forfængelighed – en hilsen fra livets grundløse godhed.