Salme 336,1; 2-3 og 4.
Onsdag den 11. marts 2015 kl. 12 i Aarhus Domkirke.
”Du må ikke have andre guder”, lyder det første bud. Det er oprindeligt talt ind i en sammenhæng, hvor et folk, israelitterne, var ved at finde en identitet og skille sig ud fra andre folk bl.a. ved deres gudsforhold. Det karakteristiske her var, at israelitterne var i en proces, hvor man lagde et galleri af mange guder, der havde indbyrdes forskellige ”funktioner”, bag sig. I stedet samlede man sig om én Gud: Jahve. Noget helt tilsvarende kan man iagttage i den tidlige Middelalder under religionsskiftet i Danmark og Norden. Også her gik man fra at dyrke et større antal guder til at bekende sig ti én Gud.
Nu har vi været igennem det skifte for mange hundrede år siden. Hvordan kan dette bud da have relevans for os? Vi må huske på, at buddet står i Det gamle Testamente, og kan spørge, om de ti bud overhovedet gælder for kristne? Er de ikke israelitiske og jødiske bud? Jo, men i vores Bibel, som indeholder både Det gamle og Det nye Testamente, læser vi alt under en afgørende forudsætning: Vores trosbekendelse på den treenige Gud er nøglen til at læse, høre, forstå og tro.
Vi har kun én Gud. Hvad er da Gud? Hvad betyder det at have en Gud? Sådan spurgte også Martin Luther, og han svarede, at Gud er, ”at have én, man venter sig alt godt af, og hvortil man tager sin tilflugt i al nød.”
Den treenige Gud, er altså den, vi kan vente os alt godt af og fra, og én vi kan søge tilflugt til i al nød. I praksis gør vi det og meget andet. For det er i livet meget vanskeligt bare at tage alt roligt. Det daglige liv er fuldt af alverdens bekymringer og overvejelser. Helt grundlæggende drejer de sig om, hvordan vi skal få mad, et sted at bo, holde smerter, lidelser etc. ud. Hvordan tåle nedsættende blikke, hård tale til os, hvordan overleve, hvordan få et godt liv o.s.v.? Det kommer jo ikke bare af sig selv.
Vi har hver især et ansvar for vores liv. Ansvaret er et svar på en kalden. Fra det øjeblik, vi kommer ud af moders liv, kaldes der på os. Der tales til os, vi sættes ved denne tale til os mere og mere ind i en stor sammenhæng. Vi dannes, vi hjælpes til at finde det, vi kan støtte os til og gå gennem livet ved. Hvad er grundlaget? Hvad er retningen? Hvad er meningen? Sådan spørger vi.
Vores tro hjælper os med at finde svar – både generelle og personlige – på alle disse spørgsmål. Dog går vi også ud over de religiøse svar. Der er så meget, vi kan finde en livsmening i, fx i en interesse, en lidenskab, der overskygger alt andet. Vi kan finde en livsmening i os selv. Hvordan kommer vi frem i verden, hvordan vi sikrer os, så vi ikke mister alt? Vi kan gå op i at tjene meget, spare meget sammen, så vi næsten kan sige, at fx penge er vores gud. Eller rettere: at penge bliver vores afgud.
For når det kommer til stykket, og vi skal sætte os sammen med det kæreste og nærmeste menneske, vi har, og giver os til i den dybe fortrolige samtale at drøfte, hvad det er , vi forventer alt godt af, så er det jo ikke penge eller karriere eller lignende. Nej, det er de tætte relationer til andre og til det grundlæggende i tilværelsen, der bærer os: Tillid, kærlighed, forsoning, omsorg, tilgivelse, frihed hjælp til at bære det ubærlige.
Her kommer vi ofte til kort. Men vor kristne tro kan give os et håb om, at Gud, som har åbenbaret sig i Jesus Kristus, netop derved er tæt på os og går ved siden af os på vores livsvej. Derfor er han den eneste Gud, vi kan forvente alt godt fra.
Amen