Tekster: Fil.2,5-11 og Johs.12,1-16
Palmesøndag den 20. marts 2016 kl. 17
Salmer: 176-56/ 363-439 -183 -172.
I årene efter afslutningen af 2. verdenskrig formulerede mange idealistiske mennesker et syn og en forestilling om én verden, hvor forskelle mellem folkeslag og mellem mennesker ville blive betonet meget mindre, og det fælles, vi har og er, ville blive betonet mere. For tiden har sådanne tanker ikke megen medvind. Forskelle bliver betonet og gjort markante og store.
Alligevel er der noget, vi ikke kan og ikke bør løbe fra. Vi har grundlæggende alle det samme udgangspunkt: Vi fødes ind i denne verden med dens ulige vilkår, men vi har alle ret til og forpligtelse til at leve. Vi er hver og én skabt i Guds billede. Vi skal være nogens næste, og vi skal alle engang dø. Vi vil blive husket af Gud, men glemt af mennesker.
Disse grundlæggende vilkår forholder vi os til på forskellig vis alt efter levevilkår, levested og efter temperament. Tanken om at vi engang hver især skal dø fylder for de fleste meget lidt i lange perioder af livet. I andre perioder og ofte under bestemte forudsætninger fylder de meget.
Tanken om døden kan komme til at fylde for meget, fx hvis vi gribes af eller bliver interesseret i en livsanskuelse eller tro, der forventer det egentlige liv efter døden eller i et andet og et nyt liv.
Tanken om døden kan føre til en desillusion, som i visse former for nihilisme og eksistentialisme, hvor man har sagt, at når døden er et vilkår, så er alt ligegyldigt, livet er tomt og uden mening. Måske er den interesse for reinkarnation og sjælevandring, der dukker op med mellemrum bl.a. også vendt mod tanken om livets engangskarakter og endelighed.
I kristendommens historie har vi forskellige tilløb til tanken om sjæles selvstændige liv efter døden, der kunne have ført til en egentlig lære om sjælevandring. Disse tilløb er blevet afvist som kætterske.
Også tanker, der kunne kaldes kristen nihilisme findes. Men det er andre tanker, der har præget og båret kristentroen indtil denne dag. Nemlig den realistiske forståelse, at skabelse og tilintetgørelse findes. At de er en del af vilkårene for menneskelivet. Vores erfaringer svarer her – heldigvis – til Jesu forkyndelse, når han med ord og liv forkynder, at intetheden (tilintetgørelsen) ikke sejrer til sidst.
Jeg har hermed fremskrevet en form for overskrift over de begivenheder, som påskens og kristendommens store og grundlæggende fortælling består af. Påsken er nemlig den egentlige grund til, at vi har en kristen kirke, og den er kristenhedens største højtid, som vi burde fejre meget mere og mere storslået, end vi gør, fordi den er livets fest. Dramaet falder i seks akter, som indledes i dag med at Maria salver Jesus forud for døden, og han drager ind i Jerusalem med jubel for senere at smage folkets og massens uberegnelighed, når den slår om i sin modsætning og kræver hævn og død.
Vi er gået i kirke i dag, og gør vi også det, de næste dage inkl. gudstjenesten påskelørdag aften, får vi oprullet et drama om menneskelivets dybeste og vigtigste spørgsmål. Og vi kan gå herfra 2. påskedag med en forvisning om, at livet er livets værd, fordi Kristus ikke alene er draget ind i Jerusalem, blevet forrådt, korsfæstet og begravet, han har også overvunde dødens magt og viser sig for os i ord og gerning og følges med os, når vi går på livets smalle og vanskeligt tilgængelige veje.
Palmesøndags tekster drejer sig om noget, de fleste af os udskyder og derfor måske aldrig når: at forberede sig på, at skulle dø.
I udsnittet af Johannesevangeliet, som vi har hørt, er der en række almene tildragelser og punker, vi kan knytte til ved.
Lazaruserfaringen kender vi selv som en erfaring af, at døden, det livsnedbrydende, det livs- og håbfornægtende ikke får det sidste ord. Alt vendes ikke i orden igen, når vi – som Lazarus søstre – mister en anden, men vi kan erfare, hvad vi tit i mangel af bedre udtrykker med ordet håb, at der fremstår en modsigelse af, at døden har den sidste og største magt. Modsigelsen kan i situationen synes at være absurd, men den tænder lys og håb og tro – en absurd tro for andre at se.
Måske har nogen af jer set filmen ”Sauls søn” som går i biograferne for tiden. Den drejer sig om håbet, om livet og overbevisningen om, at også i dødens skygge og magt kan vi gøre noget for et andet menneske. Kort fortalt foregår filmen i ”dødens forgår” i rummene, hvor deporterede ankom til Auschwitz, blev sendt i bad, som det eufemistisk hed, og siden blev transporteret til krematoriet eller de udendørs afbrændingsgruber, man ofte benyttede. Her arbejdede ”Sonderkomandoer”, som fik udskudt deres død med få måneder.
I ”Sauls søn” ser en, som arbejder her, en dag en dreng, der overlever gaskammeret, men bliver ombragt af lægen bagefter. Saul ser en søn i drengen og vil begrave ham efter jødisk skik. Det lykkes naturligvis ikke. Filmen er diskret, og vi ser kun det, som hovedpersonen ser og forestiller sig. Den er forfærdelig og smuk og meget givende på en og samme tid. Fordi den midt i de værste handlinger i Europas historie lader et håb dukke op, lader det grundmenneskelige dukke op. Det grundmenneskelige, der ikke er kulturelt men før kulturen og opdragelsen. Det sejrer ikke i magtspillet, men ordet om det lever. Håbet er tændt. Og vi kan sige, som de gamle, der selv oplevede Holocaust, sagde: ”Det må ikke ske igen.”
Dette kan være et billede på, hvad palmesøndag og påske handler om, at tilintetgørelsen ikke får det sidste ord.
En åbenbaring er aldrig indlysende eller fornuftig og rationel. ved at rejse den døde Lazarus op, åbenbarede Jesus, at han er både Gud og mand. Det modsiger det logiske og fornuftige, Men den giver mening. På trods. Det er dens væsen. Det som Jesus gjorde ved at trække Lazarus ud af ”dødens garn” – hvordan vi så end kan forstå det – vakte modstand dengang, og tilsvarende i dag. Den modsigelse som livets magt over døden er, strider for mange mod fornuften. Fornuften er det højeste for stadig flere og flere. Alligevel åbenbarer handlingen i forhold til dødens og tabets gru, at Gud er midt i verden.
Fornuftens forrang er bl.a. er baggrunden for en stigende modstand mod religion, ikke mindst imod kristendommen og folkekirken. Men også – måske blot fra en anden side – mod islam. Både kristne og muslimer i dette land har efterhånden fælles erfaringer med, hvordan det, man anser for helligt og sandt, bliver latterliggjort og nedsættene omtalt. For nyligt har der været en annoncekampagne i en avis og på et eller flere af de sociale medier, der ret håndfast opfordrede til udmeldelse af folkekirken.
Maria, Lazarus’ søster salvede Jesus. Vi ved ikke hvorfor eller hvad hun lagde i den gestus. Vi kender kun Jesu udlægning af det skete, for han tolkede det som en forberedelse til den nært forestående død. Vi kan lægge den tolkning til, at selv om Jesus forkyndelse vækker modstand og fører til udslettelse af den talende og handlende og i dag til fordrejning og latterliggørelse, vil det gjorte og sagte leve.
I kristendommens og kirkens historie kan vi se, at kirken i perioder har opført sig som en triumferende kirke og kristendommen som en triumferende religion. Det har altid ført til magtfuldkommenhed, misbrug og grådighed. Mere eller mindre udtalt vil vi gerne have, at vores fortolkning af kristendommen bliver den fremherskende. Vi elsker triumftog og sejre, skønt vi véd, at der altid er et ”aber dabei”. For efter triumfen kommer hverdagen, hvor de forsmåede og besejrede får plads til deres modstand og forræderi. Det vidste Jesus og forudsagde derfor sin snarlige død.
Efter triumfen følger altid fiaskoen, udløst af Judas forræderi og Jesu død på korset og ombringelsen af Lazarus. Sådan går det, hvor småligheden råder: Måske befinder vi os lige nu i en smålighedskultur. Vi bidrager selv ikke meget til det generøse. Vi er bange og angste, ligesom hoben og magteliten i Jerusalem blev det. Derfor endte det tilsyneladende med et nederlag. Mere ville der ikke være at sige, hvis ikke der fulgte en opstandelse og en grænse for dødens altopædende magt.
Jeg forestiller mig, at Jesu tilhængere først efter flere år fik helt rede på, hvad der var sket i den påske i Jerusalem, og hvad det betød. Måske har de først kunnet indse det, da én – måske tilfældigt – forbandt Jesu egne ord og handlinger med profeternes udsagn og skrifter. Da kunne de se en sammenhæng, der forklarede, hvad de havde oplevet og været en del af.
Da så de det samme, som vi kan se og tro, at vejen op til Jerusalem for Jesus var konsekvent. Han gik den for at afbygge ethvert håb om, at kristendommen kan lægges til grund for et herredømme i og af verden.
Kristendommen kan og skal noget andet. Den skal i form af kirkens forkyndelse pege på og tale om, at når liv og død kæmper i os og med os, så få døden magtens sejr. Den vinder dog aldrig meningen og betydningen, og den får aldrig det sidste ord. Ordet taler om og skaber tro og håb. Håb trods døden. Håb trods håbløsheden.
Lad os både billedligt og konkret gå op til Jerusalem, til tilgivelse, forsoning og håb i Jesu navn.
Amen.