Gudstjeneste
Søndag d 19. juli 2026 kl. 17
Salmer
743 Nu rinder solen op
562 Som markens blomst henvisner
330 Du som ud af intet skabte
4 Giv mig, Gud, en salmetunge
439 O du Guds lam
5 O havde jeg dog tusind tunger
31 Til himlene rækker din miskundhed
Hvad er en spurv værd?
Den lille spurv, der falder til jorden. Det er billedet, der bliver hos mig, når jeg læser denne tekst. Den lille døde spurv, som Gud er hos, som han har omsorg for.
Hvad er en spurv værd?
Nogle af os kender nok hændelsen, hvor et af vores børn – måske for første gang – finder en død fugl i haven. Den lille livløse krop. Måske er den stadig varm. Den kan være fløjet mod et vindue eller faldet ud af en rede højt oppe fra.
Barnet tager den lille fugl i hånden og rammes instinktivt af – ja, måske overvældes det ligefrem af- af omsorg for det lille kræ. Det er en stund, der rummer en særlig agtelse, og den er et spejl for noget vigtigt, der er at sige om os mennesker.
Det hører til barnets verden at være basalt optaget af verden omkring sig. Først den helt umiddelbare verden – det der er inden for sansbar rækkevidde.
Sidenhen mere videbegærligt – optaget af og indlevet i den fagre verden af al information, der er at suge til sig. Det kan være om dyreriget. Det kan være om maskiner. Det kan være om mad. Alt muligt.
Når det lille barn står med en lille livløs fugl i hænderne, er det måske første gang det konkret forholder sig til, hvad døden er for en størrelse. Og dermed hvad skrøbelighed er og hvad forgængelighed er.
Jeg ved ikke, hvor en sådan umiddelbar omsorg kommer fra. Men med et sådant levende væsen, der nu ikke længere er levende, sætter der en opmærksomhed ind på det afsjælede dyrelegeme. Barnet tænker: Det skal passes godt på. Omgås med forsigtighed. Måske skal det begraves. Og måske skal begravelsen ledsages af blomster og blade, små kviste, et stykke modellervoks eller noget helt femte.
Med små handlinger og symboler viser man en agtelse for det lille væsen, der nu ikke længere er i live.
Dette er ikke naturens egen logik. For her ved vi godt, at enhver død fugl er et afventende måltid for en sulten ræv eller kat i nærheden. Eller også er det bare svangert med det almindelige fordærv – forrådnelsen. Et tiltrækningspunkt for fluer og andet mindre kravl. Et studie i: At også dette lille væsen ”er som græs og som markens blomster”, der visner og dør, når vinden farer hen over det, som der står malende et sted i Salmernes Bog.
Hvad er så en spurv værd? Som det lånte spørgsmål fra dagens tekst, som faldt Matthæus ind for så mange år siden, da han skrev sin tekst.
Matthæus siger: en lille mønt for to spurve. Så godt som intet værd. For verden fodrer katte med sine spurve.
Og alligevel får vi at vide, at den er Guds opmærksomhed og omsorg – hans miskundhed – værd.
Er det dét perspektiv barnet (og vi andre) låner fra, når vi rammes af omsorg – og en stille sorg – over den døde fugl i haven?
Hvor kommer det perspektiv overhovedet fra: At noget er noget værd. Verden ruller som den gør, – dyr og mennesker og vækster vokser op og dør igen – ”Alting har en tid, for alt hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt…”, som Prædikeren lærer os i en anden af dagens tekster. Livets cyklus. Endeløs repetition. En slags evig genkomst. Hvorfor?
Vi ved ikke hvorfor.
Og vi kan ikke læne øret ind til naturen for at få at vide, hvilken mening der ligger i det hele.
Med naturen er det blot den nøgterne konstatering: At noget opstår – og forgår igen. Op og ned. Liv og død. Det veksler som lyset og mørket, som ebbe og flod.
Vi ved ikke hvorfor.
Men vi ved, at vi er optagede af at finde ud af, hvad vi skal gøre – mens det sker. For som Prædikeren også siger, har Gud ”lagt os verdens gang på sinde”. Vi er dømte til ikke at være ligeglade. Dømte til at have en holdning, kere os, drage omsorg for. For hvad: For det hele.
For vi er ikke passive. Vi er ikke umælende mineralklumper i en endeløs intethed. Vi er ikke tilfældige tankeløse vævsprøver. For vi er mennesker.
Nok drejer verden, som den har lyst til. Og tider skifter med tider. Med fødsel og død. Krig og fred. Tavshed og tale.
Og vi er underlagt mange luner og love i den her verden – og mange skjulte luner og love inde i os selv.
Men vi er bundne til den opgave at finde ud af, hvad vi vil gøre med det hele. Med den lille døde fugl i hånden – og med alt andet.
Som en stor moralfilosof har sagt det et sted:
”Moral residerer ved handlingens punkt.” –
”Moral residerer ved handlingens punkt.” – altså moral bor dér, hvor handlingen tager sin begyndelse!
Og dette ”handlingens punkt” kommer vi ikke udenom. For mennesket er ingen distanceret iagttager; vi er en vedvarende strøm af intentioner, af vilje og tanker.
Så vi kan ikke frasige os opgaven, der peger os ind i det fælles rum. På den måde afviser moralen det private. Der er en grund til at ordet ’idiot’ kommer af det græske begreb for at have nok i sig selv – det er en forbrydelse mod livet selv at ville have det -udelukkende- for sig selv.
Livet vil kalde os ud, dér hvor det vil have os til at leve med livet som indsats. Hvor vi ikke lader livet ligge!
Så hvad er en spurv værd? Den er det hele værd! For i opmærksomheden på dens lille liv, kan vi lære noget afgørende -måske endda dét afgørende- om, hvad livet overhovedet er.
Det er at have evnen til, besidde åbenheden over for – at lade sig berøre af verden og dens ting og dens væsner.
Det er et afgørende perspektiv. For det er et perspektiv på alt i denne verden! Og vi ser det i dag, som Guds blik på os og vores verden: At ”ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med den”, som der står. Nok kan vi ikke kloge os på, hvorfor Gud ikke stopper spurven i dens fald – heller ikke, hvorfor han ikke stopper døden og krigen og hadet og ødelæggelsen og tabet i verden. Men Han drager omsorg for os – og Han byder os at gøre det samme, for at vi ikke skal ende som helvedes husfolk, hvor hele molevitten er lige meget og hvor vi omgås omverdenen som om den bare var det fjerneste, goldeste, koldeste verdensrums tingeltangel.
Det er Guds omvæltende værdisætning: I verdens øjne er to spurve er måske en småmønt værd, og alligevel drager Han grænseløs omsorg for den. Hvor meget så ikke os, vi lidettroende, lidet elskende, lidet opbyggende menneskevæsner.
Men vi skal ikke frygte, for vi har den nådefulde Gud til Herre. Ikke den kølige klakør af en djævel, der vil gøre verden til et kuldevælde af små og store gangbare mønter, metal og mineraler.
Vi får lov til at have den levende, omsorgsfulde Gud til Herre.
Og den samme omsorg og agtelse skal vi vise verden og hinandens liv.
For selvom det kan synes at være meget lidt værd, så er det det hele værd.
Lov og tak og evig ære…