Tekster: Es 65,17-19 og Matt. 25,31-46
Sidste søndag i kirkeåret, den 22. november 2015. Aarhus Domkirke kl. 10.
Salmer: 732-448-385/677-439-378-431
Lige i øjeblikket tages alle de centrale begreber i vores kristne tro op til offentlig debat. Først på året var det opstandelse, der blev drøftet. Hvordan skal vi forstå den, blev der spurgt? Lige nu er det reinkarnation, som er på tapetet. Da de mange flygtninge for nogle uger siden begyndte at bevæge sig fra deres foreløbige ophold i Tyrkiet over Grækenland og videre i Europa, opstod der en debat om, hvad næstekærlighed er.
Det er en debat, som kan få lidenskaben frem i flere debattører i aviser og TV, når det bliver konkret, og nogen begrunder deres hjælp til flygtninge som næstekærlighed, som det skete i flere tilfælde. Diskussionerne blev ikke konstruktive. De endte som så ofte med, at personer, der giver utrykt for at næstekærligheden er deres motivation, bliver beskyldt for at være hyklere, selvfede, selviscenesættende og andet slemt. Andre satte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er næstekærligt at hjælpe flygtninge.
Næstekærlighed er ikke noget specielt for kristne. Buddet om næstekærlighed er oprindeligt et bud fra Det gamle Testamente. Det er altså et israelitisk og et jødisk bud. (3.Mos.19,18 og 5.Mos 6,5) Jesus tog som jøde naturligvis buddet seriøst. Buddet lyder som bekendt: Du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og din næste som dig selv. (Matt.22,39)
Kærligheden, omsorgen eller barmhjertigheden, vi udøver, kobles altså sammen med vores forhold til Gud. Næstekærligheden er oprindeligt formuleret som noget, der er mere end almindelig menneskelig godgørenhed. Der er i øvrigt ikke noget om helst forket ved godgørenhed. Men næstekærligheden har altså også en relation til Gud. Dette at elske sin næste kan – kristeligt set – ikke adskilles fra at elske Gud.
Hvorfor kan man ikke det? Det kan man ikke, fordi næstekærlighed ikke alene er et spørgsmål om en god moral, om en god opdragelse, om samvittighedsfuldhed. Næstekærlighed er forbundet med et bestemt syn på mennesket. I både jødedommen, kristendommen og islam forstås mennesket som Guds skabning. Kristeligt forstået lægger Gud sit billede ind i mennesket. Mennesket skabet i Guds billede. Så hver gang vi ser på et andet menneske, ser dets ansigt, ser vi også Guds ansigt. Derfor er enhver handling, vi foretager, som forholder sig til et andet menneske eller som indirekte får konsekvenser for andre mennesker, altid også et forhold til Gud.
Når vi stiller det op på denne måde, er det egentlig ikke til at holde ud at tænke på. For hvor tit ser vi ikke bort fra dette? Terroristen ser bort fra det. Soldaten i krig, ser måske bort fra det, skønt han i sin militære uddannelse har lært, at han altid kun skal skyde, når eget eller andres liv er truet. Fordi den, man kalder fjende, også er et menneske med familie og venner, og under andre omstændigheder kunne de to fjender mødes og blive venner.
Det var jo det, som skete en juleaften under 1. verdenskrig, hvor tyske og fransske soldater lå i skyttegrave overfor hinanden i mange måneder. Juleaften var der våbenhvile, og et sted på fronten opstod spontant en venskabelig stemning, så soldaterne fra begge sider mødtes uden våben i ingenmandsland mellem skyttegravene på slagmarken og ønskede hinanden en glædelig jul. Da huskede de, at den anden også var skabt i Guds billede.
Når jeg ser bort fra, at den anden også er skabt af Gud og Guds barn som jeg selv, krænker jeg både Gud og menneske. Både i jødedommen og i kristendommen fødes da tanken om, at vi skal straffes. Og der er i tidens løb skabt mange opfattelser af, hvad der vil ske ved livet afslutning. Her i domkirken kan vi se nogle af dem. På søjlen lige her henne, kan man se ærkeenglen Mikael, der står med en vægt, hvor han vejer menneskesjæle. Han vejer, om de og deres gerninger har været tunge nok til, at Gud vil skænke dem liv i Paradis, eller om de må fortabes og komme i Djævelens kløer i Helvede.
Et andet sted i kirken, i koromgangen mod syd, har vi et tredelt billede, der viser Middelalderens forestilling om, at nogle efter døden kommer direkte i Himlen, hvor Gud Fader og Sønnen, Jesus Kristus og Helligånden sidder på en trone, der ligner en sofa. Andre, forestillede man sig dengang, kom i Skærsilden eller i Helvede, hvorfra de dog kunne reddes ved andres bønner og ofre til kirken.
Disse billeder er ikke bare blevet til ud af det blå. De har bl.a. deres udgangspunkt tolkninger af den tekst, vi har som prædiketekst i dag. For den handler jo om dommedag, hvor menneskeheden stilles op på rækker som i skolegården i gamle dage, og så foretages der en sortering af de gode og de onde.
Hvis vi læser den tekst, som traditionen har gjort, overser vi noget væsentligt. Nemlig at Jesus taler om dommen nu, mens vi lever. Vi overser, at hans tale ikke er at skabe frygt for vores skæbne engang, når vi er døde og skal rejses op af vore grave igen. Nej, for de ved vi intet om, og man har lov til at tro, at det skal ske. Det væsentlige er dog igen og igen i Jesus forkyndelse, at vi lever nu, at dette liv er et gudsskabt og skænket liv med Gud og vores medmenneske, og at vi lever for den andens skyld og ikke for at sikre os engang i evigheden.
Vi ved derfor af bitter erfaring, at der foretages en dom i vores og vor næstes samvittighed hver eneste dag, når vi lever med andre og holder en del af deres liv i vore hænder i sekunder eller minutter. Hvordan handler vi? Hvad ser vi? Ser vi det andet menneske, som vi ser os selv? Ser vi den anden som en, der er elsket af nogen og som er uundværlig for dem? Ser vi den anden, som Gud ser ham eller hende? Eller ser vi bare en, der er irriterende og i vejen for os? Dér, lige der, holdes der dom. Endda en dobbelt rettergang. Vi bedømmer og dømmer den anden. Positivt eller negativt. Og vi holder, bag om ryggen på os selv, dom over os selv.
Jesus kæder, som vi har hørt, barmhjertighed, bespisning, behandling af sår, besøg i fængslet og så videre sammen med sig selv. Som vi har behandlet andre, har vi behandlet ham, Guds søn. For den anden er også Guds barn. Det har vi lige slået fast i dåben af de tre børn i dag. De er ikke kun forældrenes børn. De er også Guds børn. De er altså noget ganske særligt både for mennesker og for Gud. Dyrebare, elskelige, der skal passe på og værnes om af alle, der møder dem. Sådan er ethvert menneske Guds barn.
Engang skulle alle lære de ti bud udenad. Jeg hører nok til den sidste generation, der skulle det. Jeg husker, hvordan jeg allerede i 1. klasse studsede over det femte bud, der siger, at vi ikke må slå ihjel. Hvorfor er der så krig og mord? Min mor forklarede mig, at det ikke kun betød forbud mod mord, men også forbud mod at være ond mod andre. Jeg havde svært ved at forstå det og at leve med det. For kunne jeg andet end fejle?
Nej, det kan vi ikke. Det hører med til at være menneske, at vi altid skal træffe et valg, når vi har med hinanden at gøre. Et valg om, hvad vi siger og gør. Og vi ved aldrig med sikkerhed, om det vi gør eller siger, opfattes som det blev sagt eller tænkt.
Jesus kendte dilemmaet. Han peger på, at vi for det meste har os selv med i billedet, når vi taler med andre og handler i forhold til andre. Her kan vi næsten ikke komme uden om at tage mest hensyn til os selv. Dog sker det også, at vi glemmer os selv og bare handler. Måske er det lige dér, at vi slumper til for alvor at være næstekærlige, når vi glemmer os selv.
For dér var der ingen bagtanke – bevidst eller ubevidst. Vi handlede ikke for at opnå noget, men fordi situationen og det andet menneske krævede det. I rigtig mange situationer er vi spontant klar over, hvad der skal gøres, og så handler vi. Bagefter tænker vi over, hvad der fik os til det. Så kan vi forklare det med næstekærlighed. Og det er en god forklaring. For vi så den andens nød og behov for vores hjælp.
Det må vi gerne kalde for næstekærlighed, og vi må gerne dyrke og styrke vores evne til at se på, hvad andre har brug for, frem for hvad jeg selv har brug for. Mange peger hele tiden på, at vi skal huske på os selv, vores eget liv, behov, lyster og fornemmelser. Prøv engang at lytte til evangeliet i dag og glem dig selv. Prøv at se, hvad andre har brug for.
Amen