Tema: Melankoli
Salme DDS 557: ‘Her vil ties, her vil bies’
Musik: César Frank Larghetto (fra Strygekvartet i D-dur)
Ode til melankoliens blå dyb og eksistensens mørke
Lykkemyten hersker. Vi skal lykkes og være lykkelige. Fra den positive psykologi lyder budskabet, at det gælder om at se fremad mod lyse tider, at fokusere på det positive. Derfor bekæmper vi det negative og lader som om, at vi kan holde til alt, så ingen kan sige, at der er noget i vejen med os.Vi skjuler de mørke tanker og tør ikke opholde os ved erfaringer af skam, vrede, tvivl, angst og savn. Den slags dulmes med medicin og alkohol, for et menneske, som skal være lykkelig, kan ikke udstille svaghed og et skrøbeligt indre. Det mislykkede og det der går i stykker afviser vi, mens vi haster positivt videre med usikre smil. Vi skal lykkes og være lykkelig.
Melankolien har altid været en naturlig del af det menneskelige sind. Vi kender f.eks. melankolien fra den græske væske- og temperamentslære 400-500 år før Kristi fødsel. Grækerne tænkte anderledes ens os. De mente, at der bor noget frugtbart i melankolien. Mennesker, som har ydet noget særligt indenfor statskunst, digtning og tænkning, er ofte melankolikere, fandt grækerne. Accepten af melankoliens tvivl og søgen efter mening blev anset som en styrke. Melankolien gjorde et menneske rigere og værd at lytte til, for det melankolske menneske kendte sindets og sjælens inderste, kendte det svage og skrøbelige, havde dybde og besad livsvisdom.
Jeg mener, at vi i dag kan lære meget af grækerne og andre epoker i historien, der har accepteret de mørke tanker og melankolien som noget frugtbart. Skønt vi har masser af psykologer med samtaleteknikker og læger med medicin, mangler vi træning i naturlig omgang med de mørke eksistentielle indtryk. Erfaringerne af skyld, ensomhed, sygdom og død må vi hver især tumle alene, og vi gør, hvad vi kan for bevidst at overse eksistensens blå og mørke stemninger. Vi standser ikke op for at lære, høste erfaringer og blive vise ligesom de gamle grækere. Derfor mangler vi ofte dybde og en naturlig forståelse for, hvad et normalt menneskeliv er. Et liv rummer også eksistensens blå stemningsleje.
Melankolien er meningsfuld, fordi den er et svar på en skuffelse og noget utilfredsstillet i livet. Når vi er melankolske, har vi en erfaring af tab. Vi har mistet noget. Det andet menneske kan ikke opfylde eller tilfredsstille vores ønsker og må skuffe vores begær efter en sikker grund. Vores længslen efter en tryg havn besvares ikke udelukkende positivt, men mærkes også af savn. I melankolien opdager vi, at livets grund er skrøbelig og et menneske er sårbart, at vi er udsat for skuffelser og tab – at det er en illusion at tro på lykkemyten, hvor mennesket kan fastholde en positiv tænkning og attitude i en lykketilstand hele døgnet. Sindets melankolske farver giver et andet indtryk af tilværelsen. Fra vores tab af betydning ved vi, at lykkemyten ikke svarer til virkeligheden. Vi er hverken forkerte eller dårlige mennesker, når vi ikke lykkes. Det er normalt at mærke blå og mørke farver i det indre. Det er naturligt, at sindet lider, når der er noget, vi ikke tåler eller magter. Det skal vi ikke skjule, for vi er ikke syge, behøver hverken lægens dulmende medicin eller psykologhjælp. Melankoliens stemning har ramt os og den fortæller om livet som det er; at vi nogle gange oplever tab af betydning, så en grå ubestemmelig farvemasse slår sig på os, at vi resignerer og ønsker at holde os på afstand af verden og de andre. For sindet lider, kroppen skriger.
I salmen (DDS 557: ”Her vil ties, her vil bies”) vi lige har sunget, bor der noget frugtbart bag den melankolske tone og poesi. Den, som venter gennem trange tider og vinterens melankolske stemning, ved fra fortidens minder, at en ny begyndelse gror frem – en rigere begyndelse, en dybere forståelse. Fuglene kommer igen og flyver smukkere end nogensinde. Det svage sind, som tålmodigt venter, gøres glad og let ovenpå vinterens og melankoliens strenge tid. Kun den, der tør gøre holdt og arbejde med skammen, skylden, vreden, ensomheden, begærets skuffelse og savn, kan opleve en forløsning. Melankoliens opdagelse af det skrøbelige kan give et menneske en dyb frihed uafhængig af tidens forestillinger om livet, f.eks. lykkemyten om konstant at være lykkelig og positiv. Her i kirken giver ordene og musikken plads til eksistensens mørke sider og melankoliens blå stemning, så mennesker kan modnes og forløses, blive rige, dybe og vise. I kirken ved vi, at melankolien er meningsfuld og produktiv trods dens negative klang – mere frugtbar end nutidens lykkemyte, som efterlader os skræmte i et hurtigt overfladisk og optimistisk liv, hvor vi mener, at vi kan fikse alt.
Verden har ikke kun brug for optimisme og lys lykke. Verden behøver din melankoli. Del eksistensens mørke med andre.
Henrik Grøndal Lund