Prædiken fra højmessen på Fastelavnssøndag kl. 10 v sognepræst Henrik Grøndal Lund.
Højmesse søndag den 27. februar 2022 kl. 10
Fastelavn (Luk. 18, 31-43)
Salmer:
747: Lysets engel
672: Jeg ved på hvem jeg bygger
164: Øjne, I var lykkelige
——————————–
192: Hil dig, frelser og forsoner
321: O kristelighed (under udd.)
613: Herre du vandrer forsoningens vej
”Dæmringens sorte mælk vi drikker den hver aften
vi drikker den middag og morgen vi drikker den hver nat
vi drikker og drikker…….
døden er en mester fra Tyskland hans øje er blåt
han træffer dig med kugler af bly han træffer dig præcist
han hidser sine hunde på os han giver os en grav i luften
han leger med slangerne og drømmer
døden er en mester fra Tyskland”
Paul Celan, Fra digtet ‘Sort Mælk’, Dødsfuga
Denne søndag morgen begynder vi med et berømt digt fra forrige århundrede, nemlig Paul Celans digt med titlen ”Dødsfuga” fra 1945. Digtet viser den umenneskelighed, der samler sig i Holocaust. Digtet er en dans med døden, hvor billeder viser krigens grusomme barbari. Den hvide livgivende mælk er blevet sort af galde og vanvid. Sort mælk findes ikke, og sådan burde det også være med krigens vold, som ringeagter mennesker. Men igen og igen gentager mennesker de fejltagelser, som begynder nye krige – disse dage Ruslands invasion i Ukraine. Den hvide mælk fuld af moderlig ømhed er igen blevet sort for mange mødre på flugt. I bekymring for en uvis fremtid må mødre kæmpe med sortsyn og fortvivlet melankoli. Paul Celans billede af sort mælk og dødens dans mellem os er ulykkeligvis aktuel igen. Mælken er atter sort som under Anden Verdenskrig. Og i dag forbinder vi i kirken den sorte mælk med Jesu lidelseshistorie, hvor mælken bliver til blod og stedfortrædende menneskeværd på korset. Netop i dag har vi brug for at drikke nadverens blod med dens medlidende barmhjertighed som modstandskraft til krig i Europa.
Døden er en mester fra Tyskland, lyder det i Paul Celans digt om de rædsler, han oplevede i koncentrationslejre i 1940érne. Nu er døden en mester fra Rusland, som træffer med kugler af bly, leger med slangerne og drømmer om en storhed, som ingen af os anerkender eller accepterer, men som den ukrainske befolkning må betale den dyreste pris for – på flugt fra hjem, land og sprog, ødelagte byer og hjerter, vold og død.
Når jeg i dag begynder med Paul Celan, er det, fordi han stammer fra Ukraine, hvor han voksede som i en jødisk familie. Paul Celan mistede sine forældre i koncentrationslejr. Faderen døde i lejren af sygdommen tyfus, mens moderen blev henrettet ved skydning. Han blev han frataget alt – sine forældre, sin fremtid og sit sprog, fordi man i hjemmet talte tysk. Og tysk ville Paul Celan ikke længere tale, for det var dødens sprog. Alligevel digtede han på tysk for at vise, hvordan døden kan danse blandt mennesker. ”Døden er en meste fra Tyskland, som træffer med kugler af bly, leger med slangerne og drømmer om storhed. Mælken er sort som sorgen og mørket. Dæmringens sorte mælk, vi drikker den hver aften, vi drikker den middag og morgen, vi drikker den hver nat, vi drikker og drikker”.
Et liv på flugt blev Paul Celans skæbne. Efter at have overlevet tre års fangelejr under krigens rædsler flygtede han til Wien og siden til Paris. Digt efter digt viser, hvor ensom, fremmed og fattigt det er at være flygtning. Og selv om Paul Celan bliver gift i Paris og opnår fransk statsborgerskab, bliver han aldrig et harmonisk eller lykkeligt menneske. Hans pines af depressioner og i det skønne forår en aprilmorgen 1970 begår han selvmord i Paris ved at kaste sig ned i Seinen – 50 år gammel. Han havde drukket sort mælk og oplevet døden danse. Det mærkede ham for livet. Hver dag var han hjemløs uden den naturlige tillid til verden og den anden. Måske derfor er digtenes håb om at nå det andet menneske så stærke.
Torsdag morgen med nyheden om Ruslands invasion i Ukraine rakte jeg ud efter Paul Celans digte, og jeg læste digtet ”Dødsfuga” om dødens dans mellem mennesker – hvad krig gør ved os. Døden er en mester fra Tyskland. Døden er en mester fra Rusland. Disse dage har vi brug for den kristne bøn – herre, forbarm dig over os. Vi er som den blinde tigger hos Lukas. Vi ser på skærmen, hvad der sker i Ukraine, men vi er blinde, for vi forstår ikke, hvad vi ser. Hvorfor igen krig i Europa? Hvorfor igen billeder af mennesker på flugt fra hjem, land, sprog og familie? Hvorfor ødelægge byer, som mennesker har bygget på gennem årtier og århundreder? Disse dage må vi som den blinde mand råbe efter Jesus: ”Herre, forbarm dig over os”. Vi må sige noget af det sværeste for et menneske – bede om hjælp, vise vores afmagt, blotte vores bønner om frihed, agtelse og værdighed for mennesker. Vi må bede om beskyttelse og trøst. Vi må bede om den rette modstandskraft, modet til at svare og tage kampen op. Først og sidst må vi bede om tro, håb og medlidende kærlighed til medmennesker i en umulig situation. Vi frygter krigssituationens sort mælk og dødens dans i gaderne. Vi beder til, at krigssituationen stoppes, ikke udvikler sig og spredes. Herre, forbarm dig over os.
”Forbarm dig over os”. Det er en bøn fra det afmægtige og skrøbelige menneske. Men bønnen ”Herre, forbarm dig over os” er samtidig det stærkeste et menneske kan sige. Det er en bøn om venskab. Faktisk er det er kirkens ældste liturgiske led: Vær du ven med mig. Træd i mit sted. Hav medfølelse med mig. Støt mig og hjælp mig. Forbarm dig over mig.
Hos Lukas følger et vildt øjeblik efter den blinde tiggers bøn. ”Hvad kan jeg gøre for dig?”, spørger Jesus, mens han stiller sig opmærksomt som ven ved siden af den blinde. Og den blinde tigger krænger sit hjertes inderste ønske ud: ”Lad mig få synet igen”, og straks kommer den blinde til at se. Bønnen mødes af medfølelse og varmt venskab. Forbarm dig over mig, beder hans ensomme hjerte, og så sker det mirakuløse, at nogen stopper op, lytter, giver sig tid, deler hans hjertes tale, lider med ham og træder i hans sted. Det er venskabet, som gør den blinde seende. Det er medfølelsen, som helbreder ham – at nogen sætter sig i hans situation, at nogen springer ind for ham, ser ham og gør det han har brug for.
Verden har altid brug for evangeliets venskab og omsorg. Disse dage gælder det særligt folk i Ukraine. De må snuble sig frem nærmest i blinde. De forstår ikke, hvad de ser. Det gør vi heller ikke. Våben og tankvogne i byens gader er ikke billedet af venlighed og tillid mellem mennesker. Døden er en mester fra Rusland, han træffer dig med kugler af bly, han leger med slangerne og drømmer om storhed. Mælken er sort. Det er tydeligt, at folk i Ukraine ligesom den blinde tigger har brug for venskabets medfølelse og handling. Vi må sætte os i deres sted. Vi må vise venskab ved at handle.
Dagens evangelium gælder dig og mig. For der sidder en blind tigger i hvert hjerte vi møder. Forbarm dig over mig, siger hjertet. Derfor skal vi nu synge en salme om et venskab, hvis hele mening er at skænke frihed og fred gennem medlidende kærlighed.
”Dæmringens sorte mælk vi drikker den hver aften
vi drikker den middag og morgen vi drikker den hver nat
vi drikker og drikker…….
døden er en mester fra Tyskland hans øje er blåt
han træffer dig med kugler af bly han træffer dig præcist
han hidser sine hunde på os han giver os en grav i luften
han leger med slangerne og drømmer
døden er en mester fra Tyskland”
Døden er en mester fra Rusland.
Gud er ven for ethvert hjerte. I dag stopper han op på vejen, fordi han møder en blind tigger. Han stopper også op for os og det ukrainske folk.
Amen.