Tekster: Luk. 19, 41-48
Gudstjeneste i Aarhus Domkirke søndag den 9. august 2015 kl. 17.
Vi hører i dag om byen Jerusalems fald og ødelæggelse. Det er en stærk historisk tekst, som forudsiger eller rettere forklarer Jerusalems fald omkring år 70 e. Kr. Jerusalem blev virkelig ødelagt. Herrens by, kongernes by, det udvalgte folks by falder sammen i ruiner i år 70.
Det er med by og folk i ruiner, at vi møder Jesus. Han står uden for byen og kigger på den. Han er på faldets sted, oprørt og bevæget. Jesus græder. Men det er hverken en sentimental, nostalgisk eller melankolsk gråd. Gråden er den gråd vi kender, når livet bliver afmægtig – når det punkt kommer, hvor det eneste et menneske kan, det er at græde. Han græder for byens og menneskets fald. Og egentlig er det mærkeligt, at han ikke går sin vej. Han ved jo, hvordan det vil ende. Hvorfor opsøge det? Hvorfor blive, når menneskers samliv og forhold kollapser sammen med byens fald? Hvorfor tørrer han ikke tårerne bort og går hen til et bedre sted, hvor by og mennesker trives, udvikler sig og der er fremgang i gaderne? Han behøver ikke at blive på grådens sted. Alligevel er det, hvad Jesus gør. Han bliver på faldets sted.
At blive på faldets sted for at være sammen med mennesker, når livet er afmægtig. Nu er vi ikke kun i Jerusalem på Jesu tid. Vi hører mere end en historisk tekst. Jesu gråd over Jerusalem og tempelrensningen er brændende aktuel. Vi er som mennesker ofte samme sted som Jerusalem, på faldets sted. Vi aner ikke, hvad vi skal stille op, når livet bliver afmægtigt, når det levende omkring styrter i grus – når samliv går i stykker, sygdom rammer, når hjertet og hjernen forhærdes, sindets formørkes. Hvad de sager angår, er vi ikke kommet ud af stedet. Gråden er ikke blevet mindre. Livet forvandles hver dag til tomhed for mennesker. Eller med Lukas: Freden i livet ødelægges og bliver til hjertets forhærdelse. Sammenbrud er et af de mest realistiske ord, når talen falder på vores forhold til os selv og hinanden.
Det sammenbrud som overgår Jerusalem er historisk forbundet med kirken, med templet. Templet lå midt i byen og var centrum i jødernes liv, omdrejningspunktet for eksistensen. Her kunne man dømme om sandhed og løgn, om godt og ondt, tale om det som betyder noget og bærer tilværelsen. Templet var livsindholdets sted. Men problemet var, at templet og jøderne havde svigtet. Man var begyndt at ringeagte livsindholdets sted. Samtalen var stivnet i teologiske spidsfindigheder og regelrette foreskrifter for, hvordan det rigtige jødiske liv skulle leves ned til det mindste komma. Templet havde lukket sig om sig selv. Synet på Gud og den gældende livspraksis var blevet til tom forfængelighed, en masse ligegyldige former for religiøs og from adfærd. En selvtilstrækkelig holdning rådede, hvor man mente at have sit på det tørre og havde ret til at dømme andre efter de vedtagne værdinormer. Jerusalem og templet havde kort sagt gjort sig selv og egne normer til det absolutte for livet. Og der var på ingen måde plads til noget som helst andet end synet fra tempelbjerget. Den selvtilstrækkelige holdning blev byens ødelæggelse og templets fald.
En selvtilstrækkelig holdning båret af distance til andet og andre med en hård fordømmelse – derfor græder Jesus. Det smerter at se, hvad der bliver gjort ved livets sted, ved templet, det hellige, hvor det levende har til huse. Han græder over byen og dens forhærdede hjerte, som ikke længere lader sig røre, men er som sten. Jesus græder, fordi byen ikke mere ved, hvad der tjener til den fred. Guds søn kan ikke nå Jerusalems hjerte og hoved med ny forståelse, nye ord om Gud at leve på – vejen er spærret.
Det er sjældent, at Jesus bliver vred, men i dagens situation bliver han tordenende gal. Folk har gjort templet til en røverkule – livet er blevet ringeagtet og reduceret til en markedsplads. Boder bliver væltet, købere og sælgere drevet ud, tempeltjenere smidt på porten. Vi møder en gal og rasende mand, som renser ud i templet og folks livsforhold. Templet skal ikke være faldets og sammenbruddets sted, hvor det selvtilstrækkelige råder, så det mellemmenneskelige beror på afstand og fordømmelse. Kærligheden skal ikke gøres afmægtig. Mennesker skal møde fred. ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred”.
At tjene til fred – det er ikke hygge og indre sjælefred, sådan som vi almindeligvis taler om fred. Fred i evangelisk betydning er at rense ud hos sig selv og andre, så selvtilstrækkeligheden, mistroen og frygten ifølge med et stærkt regelsæt for den eneste rigtige livsmåde ikke får lov til at erobre hoved og hjerte. Vi skal altid bekæmpe tendensen til at leve i bobler. Jødernes fald er, at de laver en boble, hvor de vil leve efter egne regler med en stærk og klar identitet. De bruger forholdet til Gud eller Jahve til at afsondre sig fra andre. Sådan et boble-liv, hvor Gudsforholdet bruges som en kampagne mod andre, fremkalder Jesu gråd. Jesus vil det modsatte af boble-liv. Fred for mennesker er at nedbryde enhver tendens til stærke og slagkraftige livsbobler, hvor mennesker isolerer sig for andre. Religion er ikke til for at holde andre mennesker på afstand eller bruge Gud som en markedsplads. Gang på gang siger og viser Jesus, at troen på Gud betyder friheden til at turde overskride de vedtagne skel mellem eget og fremmed, overskride afstanden mellem mennesker. Så skal der grædes og tempelrensning til – kæmpes mentalt og fysisk for en livspraksis uden selvtilstrækkelig lukkethed. Det er ikke nok at være stærk inden for sin egen livsboble. Det er om at træde i faldets sted, byde sig til med gråd og turde blive hvor livet bliver til ruiner.
Mit hus skal være et bedehus, men I har gjort det til en røverkule og et bobleliv. Jesus renser ud, møder livets ruin for mennesker med gråd og den fred som opstår, når der går hul på vores boble-liv over for hinanden. Et bedehus er et sted, hvor vi beder til Gud for at åbne os for den anden og de andre.
Amen.