Tekster: 1.Kor 1-7 og Luk.19,41-48. Salmer: 736-450-674,2+7 – 307/ 348 – 439-517-696
Højmesse i Aarhus Domkirke den 9. august 2015 kl. 10.
Det er fascinerende at nærme sig en by og se dens skyline fra havet eller se dens tårne, højhuse, kraner m.v. rejse sig i horisonten, hvis man kommer gående eller kørende. Aarhus har i mange år haft den fascination hos mig, hvad enten ankomsten sker med færgen fra Odden ind i Aarhusbugten, eller fra syd, vest eller nord ad motorvejene. Alle steder fra ser den smuk ud og drager os med de forestillinger og myter, jeg har om den, og med den viden og erfaring, jeg har fået med den gennem mange, mange år.
Med andre byer har jeg det på samme måde: Hillerød, Malmø, München, New York, Torshavn, Helsingør og så videre. Der er mange byer, som vi i dag selv kan erfare noget magisk og mytisk ved, og vi kan læse om og høre sange og musik om, hvordan byer før og nu tiltrækker og afskrækker, har skabt legender, og er et symbol på både godt og skidt.
Sådan er det også med Jerusalem og andre byer i Bibelen. Måske husker vi Sodoma og Gomorra som symboler på den menneskelige selvoptagethed, det menneskelige selvbedrag og seksuelle løsagtighed. Jerusalem derimod er et symbol på håb og fremtid, samtidig med at den er et symbol på, at det gamle, det fortidige betyder noget, fordi dets traditioner lever. For her stod jødedommens tempel indtil romerne ødelagde det i år 70 e.Kr.
Byen har for jøderne den særlige betydning, at den er stedet for den sande tilbedelse. Her blev pagtens Ark med lovens tavler bragt hen, da israelitterne med Moses i spidsen førte dem ud af Ægyptens slaveri. Undervejs fik de Toraen eller loven, som siden har været et ramme om enhver jødes liv.
For Jesus var Jerusalem også dette symbol, dette vigtige navn og sted, som for alle andre jøder. I dag har vi hørt om indledningen til hans sidste besøg i byen. Det blev skæbnesvangert for ham. Ja, meget dramatisk, fordi han efterfølgende blev anklaget for gudsbespottelse og henrettet ved korsfæstelse. Det blev udlagt som gudsbespottelse, at Jesus havde sagt, at Gud kunne tilbedes alle steder og ikke kun i templet. Den sande tilbedelse sker ”i ånd og sandhed”, sagde han. Men ikke mindst den tempelrensning, vi har hørt om i dag, blev afgørende i retssagen mod ham.
Jesus rensede templets forgårde, fordi han ville tilbage til den sande tro. Det er den tro, vi kan se og høre i hans forkyndelse i dag og alle andre dage. I vores trosbekendelse er det hele sammenfattet, og i Fadervor lægger vi vores liv i hans hænder, og i dåb og nadver og hans ord er han levende tilstede hos os. Hans budskab er en renselse, som det både billedligt og konkret udtrykkes i dåbens vand. Vandet vasker det væk, som vi har sat mellem os og Gud.
”Sætter vi da noget op mellem os og Gud?” spørger vi. Ja, både dengang og nu stiller vi betingelser, opstiller regler, dømmer hinanden som ikke-troende eller ikke-rigtigt troende eller forkert troende. Desuden har vi gennem århundreder haft spiseregler, renhedsregler, fromhedsregler, fromhedsøvelser og mange andre regler, der søges udledt af Bibelen. Alt sammen har det fortalt os, at er er nogle bestemte måder, vi skal leve og opføre os på, hvis Gud skal have med os at gøre. Det er blot ikke det, Jesus siger. Faktisk siger han noget, der kan opfattes som det modsatte.
Der er ingen adfærd eller opførsel, der kan gøre Guds opmærksomhed og kærlighed sikker eller nærværende for os. Det sagde og demonstrerede Jesus gang på gang i sin forkyndelse. Hans holdning og forkyndelse var og er helt modsat. Tro er ubetinget at tage imod det, som livet rækker os af godt. Tro ses bedst hos et lille barn, der ikke stiller betingelser, men er afhængig af hjælp og kærlighed og gør opmærksom på sine behov eller vanskeligheder ved gråd. Det har tillid til, at det hjælper. Det gør det, for vi tager os normalt af et barn, der uden os ikke kan klare sig. Vi svarer heller ikke betinget. Vores omsorg og kærlighed er ubetinget. Her kan vi ikke stille krav for at elske igen. Ligesådan stiller Gud i Kristus ingen krav, i stedet stiller han livsmuligheder til rådighed. For det var livsmuligheder, han så begrænset, når de skriftlærde på hans tid viklede almindelige mennesker ind i krav og betingelser.
Her til sidst i Jerusalem gjorde han bogstaveligt talt det, han havde anvendt ord på i de år, han vandrede som prædikant og lærer i de to palæstinensiske landskaber Galilæa og Judæa. Han gav sig til at vælte borde og stole og bure til offerdyr. Han væltede alt om, der kunne væltes. Hans vrede var enorm og voldsom. Reaktionen udeblev da heller ikke.
Han gjorde altså alt dette for at ramme en pæl gennem præsteskabets magt. Menneske kan og skal ikke fortjene sig til hverken Guds eller menneskers kærlighed, nåde eller tilgivelse. Han billigede og accepterede ikke den tanke, at et menneske skal gøre sig fortjent til Guds gunst. Han afviste det, for han kunne ikke se den Gud, der førte israelitterne ud af Ægyptens slaveri og undertrykkelse, som en Gud der sætter betingelser.
Hvad så han så? Jo, han så en Gud, der ”virker alt i alle”, som Paulus siger i det brudstykke af hans brev til menigheden i Korinth, som vi hørte fra alteret. Gud er skaber, opretholder og forløser i ét. Gud tager sig med andre ord af alle sine skabninger. Jesus vil rense rummet foran templet, der spærrer for menneskers frie adgang. Og han vil rense forholdet til Gud for alt det, mennesker sætter som betingelser for hinanden.
Teologer har siden de første århundreder efter Kristus diskuteret, om der er betingelser i Jesu forkyndelse for menneskets frelse. Det kan også i dag skille vandene og skabe dyb uenighed og tvivl. Spørgsmålet er altid åbent, for vi ved det af gode grunde ikke. Vi ved dog, at ingen er blevet skabt for at fortabes. Johannes Johansen, der skrev den salme, vi sang inden dåben, har nogle meget klare pointer i den sag. Lad os lige høre det andet vers igen:
Nu tager du os i din hånd.
Du skænker os din gode Ånd
i ordet og i vandet.
Du vil, at ingen skal gå tabt.
Til frelse blev vi alle skabt
og af Guds fingre dannet.
Johannes Johanen forsætter med at sige i det sidste vers, at Gud gør os rene ved hjælp af et ord. Det var det, Jesus ville med tempelrensningen, få alt det væk, der spærrer for ordet fra Gud. Alle de betingelser, vi stiller op, fordi vi ikke kan unde andre det gode, eller fordi vi vil skille os ud fra andre og pukke på vores godhed.
I de sidste kapitler, der følger efter tempelrensningen, fortæller evangelisten om, at det hele endte i en rettergang, hvor Jesus blev dømt til døden ved korsfæstelse. Han fortæller også, at heller ikke den hindring som døden er, kunne Jesus lade stå. Som han væltede borde og boder på tempelpladsen, således væltedes stenen fra graven. For han var og er legemliggørelsen af det ord, der befrier os fra alt det, vi kan finde på at stille som betingelser for hinanden og for livet og for Guds adgang til os.
For det er nemlig altid Gud, der er subjekt i vores tro. Han skænker os troen, der tager form som en tillid til ham. Han baner os vejen i livet, om den så også skal gå gennem døden. Derfor er dåben så vigtig, fordi den ved livets indgang fortæller os, at vi er draget ud af dødens magtsfære og ind i Guds frelse allerede. Den tro holdes i live af det ord, vi forkynder i gudstjenestens ord, musik og billeder, og ikke mindst af det brød og den vin i nadveren, hvormed Gud selv med sig selv nærer vort håb og vor tro.
Derfor er Jerusalem også en by med en stor symbolsk betydning for os den dag i dag. Den gamle drøm om det ny Jerusalem er ikke et fantasifoster, men er en tro på og et håb om, at Gud vil gøre vores sted til ”et Jerusalem”, hvor vi fuldt og helt bliver, hvad vi allerede er: Guds elskede børn. Intet skal spærre os vejen til at høre det og tro det.
Amen