Tekster: Mark. 7, 31-37
Højmesse i Aarhus Domkirke søndag d. 23. august kl. 10
Prædiken
Så lær mig da, Herre, at dig til behag
jeg bruger det pund, mig blev givet,
at fylde med hæderligt virke min dag,
at hjælpe og værne den som svag,
at elske, thi deri er livet”
(DDS 728, v. 4).
Amen.
Luk dig op, lyder det i dag. Og det er jo lige netop, hvad vi gør i denne skønne august-tid med modne marker, sensommerlys og høstmåne – vi åbner op. Da jeg i onsdags besøgte konfirmanderne på skolen, var døre og folk åbne. Der var ny begyndelse i luften, en frisk start. Det var tydeligvis dejligt at møde hinanden igen efter en doven sommer. Kaffen og stemningen på lærerværelset var god. Eleverne lyste af lyst til at lære nyt, blive klogere fagligt og socialt. Jeg mødte smil og nysgerrige øjne, fik varme hilsener. Det var næsten som om, jeg var kommet ind i paradisets have, hvor alt ånder af frisk ny begyndelse.
I begyndelsen skaber Gud himlen og jorden, lyset og mørket, solen, månen og stjernerne, men også havets fisk og himlens fugle, kvæget på marken, dyrene i skoven. Til sidst skaber Gud mennesket, som mand og kvinde skaber Gud os, fordi det er meningen, at vi skal være forskellige. Det er meningen, at vi skal åbne os for hinanden og alt det som er omkring os – luk dig op for alt det som er forskelligt fra dig selv. Åbn dig.
Fortællingen om paradisets have handler om det vigtigste for et menneske – hvordan vi tager imod livet? Åbner vi os for alt det andet levende eller lukker vi os om os selv ligesom en døvstum må gøre, fordi han hverken kan høre eller tale. Bliver du i dit eget eller lukker du op for alt det forskellige og fremmede? Luk dig op, siger Jesus i dag.
Bibelens ord er fuld af poetisk kraft. Ordene passer på vores liv. Når Gud f.eks. skaber måne og sol, er det fordi, vi skal huske, at tiden er den største gave, vi får. Det bedste er, at en anden skænker mig sin tid, når vi er sammen, når vi skal mødes, når vi kan opdage og lære, tale og komme hinanden nær, skændes og grine, måske stifte venskab eller begynde et forhold. Tid med anden er det bedste. Spørg dåbsforældrene. De ved, hvor stort det er, at nyt liv bliver til – tid til kærtegn, glæde og bekymring. At få et barn er at dele sol og måne, at have tid og blive til med hinanden, at stå ved hinanden – præcis det vi lige har markeret i dåben. Gud står ved dig uden forbehold. Du skal ikke gøre eller præstere noget særligt. Der er ingen betingelser. Gud står ved dig. Når vi elsker, forsøger vi at gøre som Gud. Her er jeg – du får min tid, du får det bedste jeg kan give. Sol, måne og tid er mulighed for at elske – forældre og børn, venner, kæresteforhold, lysten til at sige ja til hinanden. Vil du elske og ære, vil du give den anden din tid, vil du tage imod med alt hvad det indebærer – vil du åbne dig helt op. Giv tid, Luk dig op. Vær ikke døvstum.
Nu skaber Gud mere end tid. Der er mere, vi skal åbne os for. I skabelsesberetningen sætter Gud en himmel og en hvælving. Gud lader der blive rum og plads at udfolde sig på. Igen peger Bibelens ord på noget helt afgørende, nemlig, at vi skal gøre plads til andet end os selv. Vi skal give den anden rum. Kig engang opad på kirkens hvælvinger. I kirken er pladsen ikke optaget. Her er der ikke adgang forbudt eller særlige private steder. Katedralen er et rum med plads til alle uden undtagelse. Gud tillader enhver at komme indenfor. Vi må gerne komme tæt på og helt nær. Han gør plads til os, åbner sig op og tager imod. Så fantastisk er dette generøse rum. Prøv at tænke efter hvor ofte vi støder på modstand, lukkede døre, indhegninger og grænser. Der er mange mure mellem mennesker. Vi gemmer os bag forsvarsværker i mangfoldige skikkelser. Af og til oplever vi, at en anden ikke bare forsøger at tage vores plads, men at vedkommende vil gøre os mindre, reducere os eller fjerne os. Det er ikke alle enhver forundt at komme ind på det ønskede studium, spille med på holdet, være inviteret til festen. Mennesker kan ikke bosætte sig hvor de vil. De fleste steder kræver de rigtige adgangsbetingelser. Der er mange forhindringer, som vil stoppe os. Det kan være umuligt færdes frit, tænke og leve frit. Derfor er Bibelens ord forundring værd. Gud sætter en hvælving, hvor vi går og er. Der er plads til alle, højt til loftet, vidde og dybde. Luk dig op, lyder det. Du skal ikke være bange eller frygte, fordi du møder modstand og lukkede døre. Ingen har lov til at gøre dig døvstum. Som Guds menneske har du sol, måne og hvælving – tid og rum. Du skabt til fri deltagelse. Åbn dig, fold drømmene og fantasien ud.
Jesus helbreder i dag en døvstum mand. Han gør et under og folk bliver overvældede af forundring. Det fryder åbenbart øjet og sindet at møde sådan en godhed. Folk undrer sig over, hvordan det er muligt, at et menneske igen får tid og plads, at den døvstumme får sansernes brug tilbage og på ny kan lytte og tale, åbne sig for de andre. Når vi oplever en uventet godhed, stemmes sindet med forundring. Glæden melder sin ankomst. Det er et mirakel at kunne lytte og tale, når man har været døvstum. Ja, egentlig er det et dagligt under at kunne bruge sanserne og mærke alt det som vi afhængige af – en tid at få lov til at leve med så mange forskellige rum at udfolde sig i. Den kloge kvindelige tænker Hannah Arendt siger, at vi er her for at beundre livet. Det er vores fornemmeste opgave – at beundre og agte livet. Her er det, vi skal give videre fra generation til generation – følelsen af at være udvalgt til at leve. Luk dig op – brug ørerne, talen og tanken.
God sensommer. Må solen varme og høstmånen lyse.
Vi er her for at beundre livet.
Amen.