Tekster: Ef. 3,13-21 og Luk 7,11-17.
Højmesse den 20. september 2015 i Aarhus Domkirke kl. 10.
At få et menneske givet er en erfaring, vi alle kender til. Forældre kender den ubeskrivelig lykke at få et barn. Aldrig forsvinder den lykke. Vi kender den ubeskrivelige lykke at få et menneske givet, der elsker os på trods af al fornuft. Det er erfaringen med ægtefællen, partneren eller vennen, vi fik for livet.
Denne erfaring har en tvillingebror, som hedder ”angsten for at miste”. En nybagt far fortalte mig med tårer i øjnene forleden dag om denne angst, som han slet ikke havde været forberedt på. For ham var erfaringen af at få et barn skænket indgangen til at erfare dybere end før, hvor sårbart og skrøbeligt vores liv er. ”Jeg har aldrig tænkt over tidligere, at det ikke er selvfølgeligt at få lov til at leve”, sagde han.
Denne dobbelte erfaring af det skænkede og risikoen for at tabe det igen, var en drivkraft for den store danske digter Klaus Rifbjerg. Han opdagede tidligt, at erfaringen af at få noget skænket, som hurtigt kan mistes igen, indgår som noget fundamentalt i alle menneskelige relationer. Han måtte kæmpe og bakse med denne erfaring i en sådan grad, at han sagde, at hans forfatterskab handler om at måtte forsone sig med, at det skænkede kan mistes.
Vi må alle forsøge på at finde en forsoning med at det skænkede kan mistes. Hver eneste dag må vi forholde os til det. Det er en byrde, vi let kan synke i knæ under. Vi kan ikke alle prøve at skrive os ud af det, som Klaus Rifbjerg. Det er en aldrig ophørende udfordring til os. Derfor er dette også en grundæggende erfaring i enhver religion og livsanskuelse.
Den er så grundlæggende, at vi kan sige med fuld ret, at når vi er samlet i dag til gudstjeneste, er det fordi her er et sted, hvor vi kan få hjælp til at fortolke og forstå dette. For gudstjenestens elementer peger alle på vores situation: Vi er kommet ind i verden, er sat et sted, hvor vi skænkes til andre og andre skænkes til os. Her kan vi finde mening og betydning, og her kan vi i et splitsekund tabe det hele igen, som var det et spil på et kasino.
Tag nu enken i beretningen i evangeliet i dag. Vi kan næsten føle erfaringens kulde i os. Hun mistede sin eneste søn. Hun mistede sit eksistensgrundlag, for han skulle sikre hende overlevelse, når hun ikke havde sin mand længere. Alt omkring hende og i hende er på et kort sekund faldet sammen.
Generelt er vi ikke gode til at tale med hinanden om vores sorg og tab. Vi gør sorgen individuel. Taler andre om deres sorg, trækker vi os. Vi råder andre til at opsøge en terapeut, hvis ikke de hurtigt kommer sig efter et tab. For den, der grunder længe over sit tab, er svag, synes vi. Derfor kan vi pludselig opdage, at vi længe har forholdt os næsten kynisk til sorg og tab. Har vi egentlig forholdt os til den menneskelige smerte, der har ramt alle de mange forældre i Nigeria, hvis døtre er blevet bortført og misbrugt at Boko Haram? Eller dem, som har mistet børn og pårørende på Middelhavet i deres flugt eller forsøg på at finde et sted, hvor de kan leve i nogenlunde sikkerhed? Nej, måske ikke før billedet af Aylan Curdi på stranden i Tyrkiet pludselig åbnede vore øjne. Det betyder det altså, det, der sker i Afrika, Mellemøsten og Europa i dag. Har vi glemt, at indtil for 25 år siden flygtede mennesker fra Østeuropa gennem hegn, minefelter og pigtråd og over Østersøen fra politiske vilkår, der ødelagde deres liv og deres pårørende?
Ville vi mon ikke selv gøre det samme, hvis forholdene her skulle ændre sig? Ville vi ikke sikre os og vore børn? Jo, for det gør vi jo på alle mulige andre måder i dag. Vi sikrer vore værdier, ejendom og liv, så vi vil kunne få en økonomisk erstatning, hvis ulykken skulle ramme. Dog den grundlæggende erfaring af, at det skænkede liv kan mistes, kan vi ikke forsikre os mod.
Hvis vi kun har en rationel tilgang til den evangeliske beretning i dag, bliver den nærmest meningsløs for os. Ingen kan rejse en død fra lejet igen. Nej, det ved vi godt. Det er heller ikke beretningens egentlige pointe. Pointen er den forsoning med tabet, som jeg flere gange har peget på. Forsoningen med tabet opstår i det øjeblik, hvor det går op for os, at vi mister alt ved en andens dødsfald, men at det tabte gives tilbage til os i skikkelse af mening, betydning, forsoning og sidst en ikke mindst en kærlighed, som ingen død kan tage fra os.
Vi har barnedåb i dag. Vi kunne spørge, hvorfor vi egentlig døber? Er det ikke for meget, at nogen i familien skal stå på barnets vegne og sige ja til den trosbekendelse, som fx siger, at vi tror på et bestemt menneskes opstandelse fra de døde? Eller at vi tror, at Gud har skabt verden. Der er jo andre teorier herom i naturvidenskaben. Og der er jo mange andre religioner og former for tro. Kan vi tillade os at bestemme en livstolkning for barnet?
Ja, vi vælger altid for barnet, for vi bærer alle på en livstolkning. Måske ikke formuleret og nedskrevet, men båret, levet og udtrykt gennem vores daglige liv.
Kristen tro er en livstolkning, der i vores evangeliske beretning i dag og igennem dåbsritualet tolker den menneskelige grunderfaring, at vi på trods af døden og det totale tab, kan få alt tilbage igen. Den grunderfaring fortæller forfatteren Jens Christian Grøndahl om i et essay, hvor han skriver om sin afdøde mor den kendte fotograf Marianne Grøndahl. Han spekulerer over, hvad det betyder at være en af de efterladte. Det giver to perspektiver, siger han. Det ene er vores blik og erindring om den, der har været. Den erindring er levende og bliver levende ved at se den afdødes ting, breve, gaver til os, huske ord, betroelser, kærlighedserklæringer, den dødes billeder, fortællinger og karakteristiske talemåder.
Det andet perspektiv er den mistedes blik på os. Nej, rigtigt, det er der ikke mere. Psykologer ville kalde det en projicering, et spejlbillede. Men det er en almen erfaring, at vi bærer videre på deres blik på os. Hvis vi ikke har det med os – på godt og ondt – mister vi noget af os selv. Og med det blik kan vi fastholde os i relation til dem, og vi kan fastholde den mening og betydning, de har for os. Og heri erfarer vi, at vi trods adskillelse og død, får det hele tilbage igen.
Her er der en forsoning med, at vi får skænket mening og betydning gennem andre, og at det kan tabes igen. Det er en erfaring af, at døden aldrig får det sidste, hårde, kolde og uigendrivelige ord.
Billedet af den druknede lille syriske dreng vakte en erfaring i mange mennesker, der har fået dem til at handle, for livet kan tabes. Sikkert ubevidst ligger der dybt i os den grundlæggende fortælling, der er essensen af det kristne evangelium, at Jesu opstandelse fra de døde påskemorgen betyder, at vi ikke kun møder erfaringen af, at livet kan mistes. Nej vi møder også forsoningen, at det mistede gives tilbage til os igen dog i en anden form. Om jeg så må sige, så opstår vi også, når Guds nåde rækkes og formidles på trods af tab af menneskeliv, på trods af menneskelig kynisme, på trods af død.
Den fortælling og den virkelighed får vi indgang i ved dåben, den virkelighed bærer vores gudstjenester hver eneste gang, vi fejrer dem. Forsoning med livet er altså, at vi både erfarer at få livet skænket selv og ved andre, og vi erfarer, at det, vi mister, får vi tilbage som håb og som mening. Meningen er her, at vi aldrig efterlades i tabet. For livet er mere end det forgængelige biologiske og historiske liv. Livet er også – først og sidst – Guds evige gave til os.
Amen