Højmessen kl. 10 Tekster: Tekster: Efes. 4,1-6 og Luk. 14,1-11.
Salmer: 754 – 450 – 303/ 493 – 439 – 606-337.
Gudstjenesten i Aarhus Domkirke kl. 17. Tekster: Efes. 4,1-6 og Luk. 14,1-11.
Salmer: 28 – 302 / 367-439- 459 – 769.
Sløjd var ikke et af mine bedste fag i folkeskolen. Alligevel er det et fag, jeg tænker tilbage på med glæde, fordi jeg lærte noget om træ, og jeg lærte noget grundlæggende om håndværk. Dette grundlæggende har jeg kunnet anvende i mange sammenhænge i mit liv senere. Det er noget fundamentalt i alle sammenhænge, hvor vi arbejder med noget og vil noget.
Min lærer spurgte os hver især, hvad vi gerne ville lave. Vi kunne naturligvis ikke begynde med at lave møbler. Små ting kunne vi hurtigt lære at lave, samtidig med at vi lærte at måle ud, save, høvle, slibe, lakere o.s.v. Når vi valgte noget, spurgte han, hvordan vi ville arbejde med det. De fleste af os blev svar skyldig. Sådan lærte han os, at der er noget grundlæggende, noget fundamentalt i enhver arbejdsproces, som skal være på plads, førend man kan begynde at lave produktet.
Man skal vide, hvad man vil lave eller gøre. Altså, hvad er målet? Man skal vide, hvad man skal bruge af materialer, hvordan de skal behandles, og hvem man skal arbejde sammen med for at nå målet. Det skal beskrives i processer, skridt for skridt. Man skal vide, at der undervejs er noget, man skal tilegne sig og lære, for at kunne komme hen til målet.
Den læring tog jeg med mig. Den anvender jeg som regel også i dag, hvor jeg ikke arbejder med træ men med noget helt andet. Ja, hvad arbejder en præst, en domprovst egentlig med? Det er et godt og vigtigt spørgsmål. Mit svar er at jeg arbejder med det grundlæggende i menneskers liv. Hvad kommer det an på? Hvad 2
er meningen? Hvordan skal jeg leve? Hvorfor? Hvad sker der, når jeg dør? Er der den Gud? Og i så fald hvilken?
Det er grundlæggende spørgsmål for enhver af os. Måske har vi forskellige svar. Mit arbejde er at arbejde med de mulige svar, vi kan blive inspireret til i kristendommen, og det vil mere præcist sige i Jesu forkyndelse, som har præget vores europæiske tankegang i snart 2000 år.
På en måde er jeg ikke kommet længere end de første timer i sløjdsalen. Hvordan skal det liv, vi lever være? Hvordan skal vi forstå det? Hvordan skal vi komme derhen, hvor vi gerne vil nå til?
Nu arbejder jeg ikke med træ mere, men med tanker om livet, som står i vores Bibel og med tanker, som mange har gjort sig om Jesu forkyndelse og kirken og religion i samfundet. Og jeg arbejder i meget høj grad med, hvad mennesker fortæller mig om deres tilgang til livet.
Det er altså det grundlæggende og det fundamentale. Også i det højtkomplicerede samfund, vi lever i. Tro og religion står ikke over livet. De står ikke over det enkelte menneske. Tro og religion kan medvirke til, at vi finder os tilrette i livet, finder ud af, hvem vi er, hvor vi vil hen, og hvordan vi kommer derhen.
I dag har vi hørt to tekster. Den første fra alteret, hvor jeg læste fra apostlen Paulus’ brev til menigheden i Efesus i Tyrkiet. Han fortæller om, hvad der er grundlæggende, når mennesker skal leve sammen. Han peger på, at det fx gælder om at være beskeden, venlig, tålmodig og om at bære over med hinanden. Han understreger også, at vi er fælle om én ånd, én Gud, én dåb osv. 3
Den anden tekst læste jeg op for få minutter siden. Heri er der to små episoder, hvor Jesus bliver konfronteret af gæsterne ved en middag. Først bliver han bedt om at helbrede en mand med vand i kroppen. Det svarede han på og helbredte ham. Men måtte han det? Det var jo sabbat, helligdag, og må man helbrede på en helligdag, når man er jøde? Det mente de fleste af de forsamlede vist ikke, at man måtte.
Vi ville nok finde det mærkeligt i dag, hvis vi ikke måtte foretage livsnødvendige operationer på søn- og helligdage. Eller hvis vi ikke måtte køre tilskadekomne og syge på hospitalet. Men selvfølgelig må vi det, for vi kan blot høre og se, hvad Jesus gør. Han sætter liv over religion og religiøse bud. Han går her et skridt for et menneskes liv, der er plaget af vand i kroppen. Ligegyldigt, hvad det nu var, der plagede manden, skulle han ikke lide, selvom det var helligdag.
I dag kan vi møde den samme indstilling, at liv står over religion, når etik og religion griber ind i, hvad man kan som læge, og hvad man kan forsvare etisk og religiøst at gøre for at helbrede. Grænserne flyttes og diskuteres fx om omskæring er i orden? Det er en religiøst begrundet skik blandt jøder og muslimer. Men er det et indgreb eller et overgreb på børn?
Eller er passiv dødshjælp i orden? Strider det mod vores dybt forankrede etik, der siger, at vi ikke må slå ihjel? Strider det også mod vores tro? Eller hvad med abort? Er det i orden? Etik og religion kan og må vi ikke se bort fra i sådanne diskussioner. De er med til at holde vandene åbne, for i disse spørgsmål er der ingen endelige og eviggyldige svar.
Men tilbage står – i hvert fald for mig -, at Jesus siger, at vi ikke må sætte religion over liv. Liv må ikke sættes til p.gr.a. religiøse bud. 4
Jesu forkyndelse blev opfattet som temmelig radikal i samtiden. Den blev i nogle kredse f.eks. blandt farisæerne opfattet som en undsigelse af Moseloven og af samtidens etik. Jesus siger altså, at det er vigtigere at sørge for at redde et menneskes liv end det er at overholde de religiøse bud og forskrifter. Det fortæller os, hvad evangeliet om ham egentlig går ud på, og det fortæller hvorfor han til sidst blev korsfæstet. For han var tilsyneladende vildt provokerende. Tænk at sætte sig op mod Moseloven, som var og er grundlaget i jødedommen.
Hvorfor prædikede og handlede han sådan? Jo, vel fordi livet er vigtigere end regler, vigtigere en religiøse bud og beslutninger.
Det skal få os til hver især at tænke os om. For spærrer vi livet inde i regler, bud og religiøse begrundelser, som måske slet ikke holder vand? Siger han grundlæggende ikke, at vi skal tage vare på livet, fordi det er det mest dyrebare, vi har?
Jo, det er dét, han siger. Og han viser med den sidste eksempelfortælling, at vi ikke behøver at mase os frem i livet og gøre os sete og interessante. Vi skal nok blive set af ham, som virkelig betyder noget at blive set af, nemlig Gud.
Du må aldrig glemme, at det fundamentale, det grundlæggende er at begynde med at spørge, hvad man vil lave og så tilrettelægge det i de nødvendige processer. Men hvor skal vi begynde?
Jo, undskyld mig sammenligningen, men som jeg havde en sløjdlærer, der lærte mig noget helt grundæggende, så lærer Jesu forkyndelse os det helt grundlæggende, som er, at du er Guds barn. Det skal og kan du ikke fortjene dig til at blive. Du er det. Du er set. Du skal ikke sørge for at sætte dig højere op, for at blive 5
set sammen med værten i livet, altså Gud. Du er set, og du er altid allerede elsket.
Det er essensen af enhver gudstjeneste. Her kommer vi ikke for at blive set eller hørt af hinanden, her kommer vi fordi vi har brug for at høre, at der er én, som altid allerede har set os, én, der altid allerede vil os, som tager sig af os i liv og i død. Du skal ikke yde noget for at blive ret kristen eller noget andet. Du skal sådan set ikke gøre andet end at leve dér, hvor du nu engang er. Der bliver du set. Der bliver du kaldt på for at tage dig af andre og deres liv. Kristendommen går ud på at fortælle os, at alt det, vi stræber efter, har vi allerede. Det er skænket af Gud forud for os. Så det vi skal, er at indse det. Se, alle de mennesker, som vi kan gøre noget for, se alle dem, der gør noget for os, sætter sig selv til side for os.
Det fundamentale i Jesu forkyndelse er altså, at du ikke skal gøre noget, for at han eller mennesker vil have med dig at gøre. Du er set af ham. Derfor er du fri til at vende dig mod andre og gøre noget for dem, se dem, skærme dem mod livets mange farer og fristelser.
Hvordan kan du vide det? Ja, det kan du høre her i kirken, som du hørte det første gang, da du blev døbt, hvis du er døbt. Evangeliet gælder alle, der vil høre det. Her ses ikke på om du er døbt eller ikke. Dåben er også et tegn. Nemlig et tegn på, at du er set, du er også et Guds barn.
Der er ikke kun én vej fra Gud til dig. Der er mange, bl.a. at lytte og tage det hørte til hjertet.
Amen