Tekster: Sl. 16.511: 1.Kor. 15,12-20 og Johs. 20.1-18
2. påskedag kl. 10
Salmer: 220-218-230/241-439-249-235
Kristentro er opstandelsestro! Der er ikke mere af føje til. Der er ikke noget at trække fra. Kristentro er ikke en tro på fortidige begivenheder. Kristentro er ikke begrænset af de måder og metoder, vi forsøger at forstå verdens opbygning og indretning på. Men det er inden for dette rum, vi forsøger at gøre kristendommens budskab begribeligt og forståeligt, så vi kan tro. Men bevise kan vi ikke. Ligesom vi ikke kan bevise kærlighed, tillid eller håb.
Kristentro er tillid til det, som Gud vil mig, og som sker og møder mig lige her. Kristentro er ikke en tro på, hvad der evt. vil ske med mig eller for mig i fremtiden. Kristentro er en tro på og tillid til, at livet – dit og mit liv – lige nu ligger i Guds faderlige og kærlige hænder. ”Alt står i Guds Faderhånd”, som vi synger i en salme.
Kristentro handler ikke om læresætninger eller dogmer, den handler om forholdet mellem Gud og mennesker nu. På en måde er det så ligegyldigt, om Jesus opstod fysisk eller åndeligt eller poetisk, som mange diskuterer lige nu. Vigtigere er det at afklare, at hvis ”det, som intet øje kunne se”, nu er sandt, hvad betyder det så for mig og mit liv? Svarer det, som Maria Magdalene erfarede ved graven, til noget, jeg kender fra mit liv? Kan jeg forstå det bedre, eller kan jeg leve med det, hvis jeg ikke er alene med den erfaring?
Det er ikke vanskeligt for de fleste af os her at sætte sig i Maria Magdalens sted. Vi har mistet en eller flere, vi elskede og holdt af, og som vi ikke kunne og ikke kan undvære. Vi har mere end én gang stået ved en seng, en kiste eller en grav og måtte se og konstatere, at han eller hende, vi har mistet, lå her som en livløs og død krop. De var her ikke mere som menneske. Vi har stået som Maria Magdalene og stirret med i graven og fundet den eller gravstedet tomt, skønt de rummede kroppen og det menneske, vi elskede, da de levede.
Måske har vi været bragt i fortvivlelse, fordi et menneske, vi kendte, forsvandt ved et forlis, i krig, eller ved en ulykke og aldrig blev fundet igen. – Når retorikken og vreden og værdi- og symbolpolitikken af og til får lige en tand mere i omdrejninger, kommer vi måske til at tænke på dem, der forsvandt i en af de pogromer, som historien – også den nærmeste – har været så fuld af. Eller vi kommer til at tænke på dem, der forsvandt i en fangelejr i Sibirien, i Tyskland, i Eks-Jugoslavien, i Chile, i Nordkorea, Nigeria etc. Det ønsker vi ikke i en ny variation en gang til.
Vi har set eller selv oplevet tabet og døden som at stirre ind i intetheden, det tomme, det meningsløse, sådan som Maria Magdalene gjorde. For ham hun elskede og hvis læber, hende liv hang ved, var jo en martret fange, pisket og pint til døde.
Han blev taget fra hende og de andre. Årsagen var det menneskelige forræderi, som viser sig alle steder og til alle tider. Men han blev dog begravet, og nu var han der ikke. Jo, også vi kender den samme tomhed, som også kommer i mere almindelige tilfælde, hvor døden skyldes ælde eller sygdom til døden.
Denne tomhed kan drive os til at miste forstanden. For at undgå det tyr vi til at finde rum til sorgen enten bogstaveligt eller som begreb, hvor vi kan lægge den døde. Vi kan vende tilbage til dette rum og møde intetheden og ofte også noget andet, som vi også hører, Maria Magdalene mødte. Vi har brug for at fastholde de døde i deres skikkelser og krop, som vi kendte dem. Og det er netop, hvad både Maria Magdalene og de to disciple, Peter og Johannes også gør.
Vi møder ikke Jesus i Det nye Testamente uden et rum. Hans første rum er som ethvert andet menneske en livmoder. Han lægges i Marias livmoder og bæres der, som alle andre i 9. måneder. Hans næste rum er en krybbe i en stald og i sin moders hjerte. Her må vi allerede dele rummene op i et fysisk og et følelsesrum. Hjertet er symbolet for de følelser, vi har for andre mennesker. Hjertet rummer både glæden ved forventningen om et barn, dets fødsels og de følelser vores liv med det giver. Og altså også de følelser, der rammer og griber os ved et menneskes død.
Jesu rum er aldrig hans eget. I hvert fald ikke, hvis vi skal tage Det nye Testamente på ordet. Han ejede ikke noget. Til gengæld tog han ind til mennesker og var i deres rum og deres huse. Han holdt måltid hos tolderen Zakæus, hos Simon den spedalske, hos farisæere, hos Lazarus og Martha og Maria o.s.v. Menneskers huse og rum er også hans rum og hans huse. Her giver han foregribende det, han har at give: føde i form af brød og vin, det mest basale i et måltid brød og vand eller vin og Guds ånd og livskraft. Han skaber et rum til at føje os sammen med ham. Han skaber bånd.
Hans næste afgørende rum er korset. Det er et rum, han blev anbragt i og fanget i. Holdt fast i. Som vi holder noget fast, vi vil af med eller ændre eller få til at tie. Det lykkedes for en kort stund. Havde Josef fra Arimatea ikke haft held med at få hans døde legeme udleveret var han endt i en massegrav. Sådan gik det ikke, han fik sin egen grav, der ikke kunne holde ham, for hans blivende rum er hjerterummet hos Maria Magdalene, hos dig og mig. Det er der, han er blevet lagt allerede som lille, ligesom hos Maria hans mor, således også da vi var små og hørte om ham i julens evangelium første gang. Der lægges han ind i os, og derfra opstår han, når han fra hjertet får krop i ordet og går ind i vores øre og igen til hjertet.
Han opstod på denne måde, da Maria Magdalene stod og græd over tabet af ham. Da fik han krop, og han var igen nærværende med og i sine ord til hende. Han opstod for hende. Han talte til hende. Vi hører, at hun ikke kunne genkende ham, men forvekslede ham med gartneren. Ja, for han er ikke mere i verden, som han var. Han er i verden i den skikkelse, vi møder og ser hinanden i. Han er da i rummet mellem os, her har han fået krop, her står han op.
Hans opstandelse er en opstand mod den intethed og kulde, vi møder, hvis vi som Maria Magdalene ser ind i gravens mørke og tomhed. Han rækker os sit legeme og blod, når vi samles om nadveren. Så er han kommet ind i vores hus og giver sig selv til os, for at vi skal leve af og med hans opstandelse, der trodser døden.
Kristentro er opstandelsestro. Den er ikke så abstrakt og uvirkelig, som det kunne lyde. Men vi kan ikke forstå den i de fysiske og historiske kategorier, vi forstår meget andet men ikke alt med. Det er meget jordnært at kunne høre hans stemme i dem og i det, der omgiver os dagligt. Sådan som salmedigteren siger det i nadversalmen i dag. ”Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen?” Det er altså at høre det trøstens ord, der er så nødvendigt at høre også lige nu, hvor vores verden overskygges af mørke skyer.
Opstandelsen sker, når vi hører ordet fra Kristus og erfarer, at det er sandt, at vi kan rives ud af mørket og intetheden og døden. Det får krop i vores eget liv, vi giver det selv krop, hvis vi deler det med andre. Det kan vi gøre ved at kalde andre ud af mørket og sorgen med ord ved at kalde dem med navn, som Maria Magdalene blev af ham, hun troede var havemanden, men var den opstandne.
Husk, at før du vidste det, blev du kaldt ved navn i dåben og kaldt Guds barn. Dér fik du et pant på, at opstandelsen også rummer dig, for også du bliver kaldt ud af intetheden og døden, til at dele livet med andre og til at være i Guds evighed, som åbner sig, når den tunge sten væltes fra graven og falder fra dit hjerte. Kristentro er opstandelsestro. Opstandelsen er allerede her og engang, når vi er i Guds evighed, hvor der ingen død, ingen gråd og ingen sorg er.
Amen.