Tekster: Ap.G. 2,42-47 og Johs. 6,44-51
2. pinsedag d. 16. maj 2016 i Aarhus Domkirke kl. 10.
Salmer: 291-303-289/ 292-439-458-724
For ikke mange uger siden gennemførte Ateistisk Selskab en kampagne, der opfordrede os til at melde os ud af Folkekirken. Kampagnen var ledsaget af mange interviews, hvor talmanden redegjorde for, hvad de er imod. Jeg bed mærke i, at han argumenterede mod et bestemt gudsbillede, som jeg ikke genkender som det gudsbillede, vores bekendelser og traditioner forholder sig til. Det kunne give anledning til at spørge, hvad er det sande gudsbillede?
Ja, hvordan skal vi begribe den gud, i hvis arme vi for lidt siden lagde de tre dåbsbørn? Hvordan skal vi forholde os til den gud, vi får del i ved at spise brød og drikke vin om lidt ved nadveren? Ja, hvordan kan vi forholde os til Gud i hverdagen? Hvordan skal vi bede for at blive hørt? Hvordan skal vi tro, at vi bliver hørt, når vi ikke får dét, vi beder om? Hvad er det for en gud, vi forholder os til? Hvordan skal vi forholde os til Gud?
Med Gud og med tro beskæftiger vi os med noget, der ikke kan bevises. Vi forholder os her, som vi gør i mange andre forhold i livet nemlig i tillid og tro. Ingen kan bevise sin kærlighed til et andet menneske. Kærligheden er aldrig ensidig, den er først kærlighed, når den i tillid er modtaget og anerkendt som kærlighed. Tillid forholder det sig med på samme måde. Den er også afhængig af gensidigheden. Ingen kan bevise hensigten med noget, man gør, siger eller tænker. Det kan modtages i tillid, eller med mistillid, hvorved det hele falder sammen. I dette felt, hvor vi er afhængige af andres og egen tillid og tro, anvender vi nogle af sprogets mange billeder for det, vi ikke kan udtrykke ligefremt.
Vi anvender fx billeder om Gud og Guds væsen. Gud er det ubegribelige, og vi kan ikke komme på den forståelsesafstand, som i andre tilfælde gør os i stand til at danne begreber og beviser. Det forholder sig med det, som Albert Einstein sagde i et berømt udsagn: ”Det er ikke alt, der tæller, der tælles; og det er ikke alt det, der tælles, der tæller.” Han vil som det 20. århundredes vigtigste fysiker og naturvidenskabsmand sige, at naturvidenskaben kan kun beregne og beskrive en del af vores verden. Hvad der betyder noget mellem mennesker, er ikke naturvidenskab. Naturvidenskab kan ikke svare på, hvad kærlighed er, eller hvad tro er. De kan måske kortlægge processer i hjernen, men ikke fastlægge betydningen for den, der elsker eller tror.
Lad mig vende tilbage til vores billeder af Gud og vores forsøg på at begribe meningen og betydningen i vores liv. Altafgørende i vores tro er, at vi har tiltro til og bekender os til den treenige Gud. Han træder frem for os, som skaber, altså kilden til at livet er opstået, og at det har udviklet sig i millioner af år. Vi kalder også Gud for far, fordi han, som vi fejrer i julen, fremstår for os som et menneske i Jesus fra Nazareth. Hermed får vi vished for, at Gud ikke er fjern men er tilstede hos os altid. Han er – igen billedligt talt – i mellemrummet mellem os. Han kan vise sig i vores ansigt for den anden, uden at vi ved det, og uden at vi er Gud.
Og i dag får vi et nyt billede, som kan gøre det begribeligt, hvad det vil sige, at Gud kommer til os i et menneske. Den lille dreng, som blev født julenat, er altså både menneske og Gud. Han forlod som voksen sit erhverv, tømrer som sin far, og begyndte i stedet at gå rundt for at prædike. Det gjorde mange andre på det tidspunkt. Jesus skilte sig ud, fordi han var mere radikal og anderledes end de andre. Det førte til, at han blev anklaget for gudsbespottelse og set som en oprører. Han blev henrettet ved korsfæstelse.
Men han stod også op fra de døde, bekender vi, at vi tror, skønt vi ikke kan forklare det eller bevise det. Der er ingen, som har set det ske, men hans disciple fortalte om, at han kom til dem efter sin død. De så ham. Han viste sig for dem. Det lyder mærkeligt, men måske kender vi lidt til noget, der ligner. Vi tror på, at når vi har døbt de tre børn i dag, så har de fået et løfte om, at også for dem er al ondskab og død overvundet. De kan ikke i deres liv undgå at møde både ondskab og død. For begge er en uafrystelig del af menneskelivet. Ligesom det er en uafrystelig del af menneskelivet, at vi møder kræfter i os og uden for os, der overinder og overkommer ondskaben og døden. Vi erfarer, at vi på trods af ondskab og død bæres og løftes i livet, og at vi i de fleste situationer har et håb om og tro på, at vi ikke lades i stikken og går til.
I dag siger Jesus, at han er ”livets brød”. Brød er grundbestanddel i de allerfleste menneskers føde og har været det i årtusinder. Livets brød er en forudsætning for livet, som alle har og må forholde os til. Livets brød er et billede på alt det, vi konkret og billedeligt og følelsesmæssigt lever af.
Jesus henviser til en bestemt fortælling i Mosebøgerne, hor israelitterne blev redde ud af Egypten og vandrede i ørkenen i 40 år. De overlevede ved, at Gud hver dag gav dem manna på jorden, som du kunne samle op og spise. De overlevede alle sammen, men de døde senere, når deres tid kom. Jesus taler om at spise af livets brød. Og de som spiser af det skal ikke lide dødens intethed og forglemmelsen. At spise betyder altså her at lytte og at tro.
Tro betyder her at tage imod det, som gives eller fortælles i ord. Det er at høre det og tilegne sig det i tro eller fæste tillid til det. Troen er en åbning mod det kommende og det fremmede, som vi skal tilegne os i tillid til, at det er sandt.
Den, der er livets brød, giver sig selv helt og uforbeholdent. Han sikrer sig ikke. Ignorerer bagtalelse og falske angreb. Bagtalelse og falske angreb blev Jesus selv mødt med. Sådan gør vi selv i dag, når der er én, vi vil have væk fra en post eller vores vennekreds. Sådan gjorde man mod Jesus. Derfor er livets brød nødvendig for os. Livets brød er et menneske, der også er Gud og som med sit liv sætter os ud over dødens grænse.
Det skal lige forklares, for vi kan give fx 20 kr. til en hjemløs. Vi giver ovenfra og nedefter. Vi bliver ikke hos ham og følger ham på livets vej i en anden retning. Nej, vi giver og går. Sådan gjorde Gud i ørkenen, da han gav israelitterne manna. Ved underret, hvor vi får livets brød får vi det ikke udefra. Det rækkes os som dåb, som ord, der læses og tales, det rækkes os i nadverens brød og vin, det rækkes os i svaret på bønnen, i den tillid der vækkes i os, i det håb, der skabes i os. Det rækkes os af en, der står ved siden af os, og er som en af os. Ikke over. Ikke under. Men i øjenhøjde.
Livets brød er et billede på Gud, når han skænker os liv helt ufortjent og overdådigt. Hvornår gør han i grunden ikke det? Billedet af Gud, vi får med i dag, er altså ikke én, der styrer verden udefra. Der er ingen kontrolpulte eller konsoller, hvor man kan overskue det hele. Derimod er Gud midt i blandt os som det sidste led af den treenige Gud: Helligånden. Den er tilstedeværelsen, den er ånden eller rammen, det hele foregår i. Ånden er kommunikationen, for den bærer altid fortiden og fremtiden med sig. Dem kan ingen af os slippe ud af. Ånden er også kraften til, at noget sker. Ånden er nærvær selv uden ord. Vi mærker en andens fornemme ånd, siger vi. Det vil sige at vi mærker interessen for andre hos andre og i os for dem.
Nu har vi sproglige billeder af Gud. Nogle er nye, andre er ældre. Passer de? Ja, for de er billeder af det, vi ikke kommer til at se i dette liv. Nu ser vi i glimt. Der ser vi, at vi har fået ”livets brød” både i skikkelse af den treenige Gud og i de tre dåb i dag. Og til sidst kan vi i nadveren, hvor alle er velkomne, sanse, at vi deler livets brød med Gud og med hinanden. Aldrig den ene uden den anden.
Pinsen er Guds tilstedeværelse som Ånd, som ramme om vores liv og død, som livets brød, det grundlæggende og bærende.
Amen