Tekster: 2. Mos. 33,18-23 og Johs. 2,1-11. Salmer: 319- 303 -396/ 144-439 – 461 – 773
2. søndag efter Helligtrekonger, den 18. januar 2015 . Aarhus Domkirke kl. 17.
Samlivet mellem kønnene har altid været interessant og til debat. Der er en gammel tradition for, at denne søndags prædiken skal være viet til at prædike om ægteskabet, fordi vores evangelietekst er den lille beretning om Jesus som gæst ved et bryllup i Kana.
Traditionen tilsiger, at her kan kirkens syn på ægteskabet komme frem på en normativ og belærende måde.
Der var engang, hvor det sikkert gav mere mening, end det gør i dag, fordi folkekirken aldrig har haft den rolle at skulle være samfundets ideologi. Folkekirke og kristentro har ud over forkyndelsen derimod bidraget til dannelse og oplysning i samfundet af dets frie borgere. Fortsat er det den opgave, der er folkekirkens bidrag til det fælle samfundsliv.
Af flere forskellige grunde er religion og dermed kristendom massivt på dagsordenen i vore samfund, dog af ganske andre grunde end dannelsesaspektet og oplysningen. Tværtimod anses religion af flere og flere som en hindring for oplysning og dannelse. Det er måske, fordi religioner – ingen nævnt ingen glemt – bliver misbrugt som en ideologisk overbygning på magten.
Historisk har vi set mange frygtelige eksempler på, at kirke og kristendom har stillet sig et sted, der ikke gav mennesker frihed men tvang. I dag kan vi desværre igen se eksempler på det inden for alle de store hovedreligioner. Det gør det vigtigt at huske på, at vi ikke kan gøre Jesu forkyndelse, der er kristendommen kerne, fuldstændig entydig. Den indeholder tegn, billeder, metaforer o.l. der skal fortolkes. Vi fortolker aldrig uden for tid og sted. Derfor tager vores tolkning farve af dem og af os, og hvad vi ellers mener. Vi må følgelig altid fortolke og tyde.
Det er et afgørende element i Jesu forkyndelse, at det forholder sig således. Jesus talte ofte om, hvad der var skjult og skulle åbenbares. Tegnet peger på det eller den, der skal åbenbares.
Der er næppe tvivl om, at tegnet her, forvandlingen af vand til vin skal pege på Guds skjulte tilstedeværelse og nærvær i vores tilværelse.
Vi har hørt et lille uddrag fra israeliternes vandring i ørkenen efter udfrielsen (Exodus) af Egypten i teksten fra 2. Mosebog. Dér var Gud med dem, men skjult. Moses får ikke lov til at se Guds ansigt. For den, der ser Guds ansigt, skal visselig dø, som der står. Og hvorfor nu det? Det er vel dette at stå ansigt til ansigt med den treenige Gud, der er manges håb?
Ja, men mennesket lider af en grundindbildning, som går ud på, at vi skal bygge vores liv på os selv. Ser vi Gud, vil vores indbildning fortælle os, at ham kan vi godt magte. Så ham kan vi se bort fra. Men Gud lader sig ikke overskue eller definere. For Moses viste han kun ryggen, og han talte inde fra en sky, altså skjult. For os taler han også fra et skjul, nemlig gennem tegn og gennem sin åbenbaring i Jesus Kristus. Vi ser i ham den hele Gud, men vi ser den hele Gud, der er skjult i et menneske.
Denne indviklede måde at formulere det på skal blot fortælle, at Gud er uoverskuelig, og ikke kan rummes i noget menneskeligt begreb eller i nogen form. Kunne han det, var det os, der havde al magt. Ganske vist er det grundindbildningen, at vi har det, at vi kan gennemskue og forklare alt, om ikke nu, så engang.
Dog er det ikke sådan og de minder den lille beretning om brylluppet i Kana os om. Vi lever af tegn, der skal tolkes, i vores hverdag. Tegn er med til at vise os både indgange og udgange. Nemlig indgange til det dybe og væsentlige i tilværelsen. Hvor finder vi et sted at stå i denne flygtige og fortravlede verden? Det er alles store spørgsmål, for vi er vel fælles om at synes, at vi alle steder bliver underlagt et højere og højere tempo. Det gør os på mange måder fremmede for det, der er vores fælles liv. Vi kastes af hastigheden tilbage på os selv, og vi får at vide, at vi skal finde sandheden i os selv. Men der er ingen sandhed, og ingen at dele sandheden med. Hvad er så sandhed?
Ved brylluppet i Kana afsløres menneskers begrænsning. Det er ikke alt i tilværelsen, der kan lykkes for os. Vi kan ikke altid beregne, hvad der skal til. Vinen eller andet kan beregnes forkert og slippe op eller være for meget. Ved denne bryllupsfest var vinen meget vigtig. Den var et uundværligt element i festen. For vinen er et udtryk for glæden, for overskuddet for det fælles, vi deler med hinanden.
Stakkels skaffer, der måske havde forregnet sig. Hvor ofte sker det ikke for os? Hvem af os prøver ikke at komme til kort? Vi bringer mennesker sammen, men det fællesskab, vi gerne ville skabe, smuldrer måske. Ud fra forskellige udgangspunkter og med forskellige holdninger vil de fleste gerne skabe et menneskeligt fællesskab i samfundet, i Europa og ud over verden. Ikke for at gøre os ens, men for at skaffe vilkår for et godt liv for så mange som muligt. Vi kan skabe rammer og aftaler, men vi kan aldrig garantere, at mennesker, der kommer sammen, også finder hinanden og en form for fredelig sameksistens.
Bliver vi i evangeliets billede i dag, så er vi dem, der kan fylde vand i de store renselseskar. Men den forvandling, der sker, kan vi ikke mestre. Underet kan vi ikke skabe. Underet kan være, at vi kommer til en form for forståelse. Eller at vi gribes af en fylde i livet. Vi kan fylde vand i karrene ved at tale, ved at skrive, ved at berøre et andet menneske, ved at motivere, opmuntre, opildne og ved at bringe mennesker sammen, men vi kan aldrig være sikre på, hvad der høres eller føles eller forstås. Men vi kan sommetider bagefter erfare, at der skete noget.
Forleden efter terroren i Paris holdt henholdsvis præsident Francois Hollande og ministerpæsident Manuel Valls taler. Det var særdeles afgørende taler, hvor de begge trådte ud af deres egen skygge og for mange endelig stod med klarhed, redelighed og ansvarlighed. Hvad skyldes det? Ingen kan vide det med sikkerhed, men de havde både evne og held i den afgørende situation til at udtrykke det, der kommer ned under overfladen i vore sind og bærer i en alvorlig og tung situation.
Hvor ofte det sker for os, ved vi heldigvis ikke, men vi véd, at det er afgørende, at det sker. At dette sker er en erfaring, der gør det muligt for os at begribe, hvad det er, der er på færde i beretningen om brylluppet i Kana. Som i ørkenen, hvor Gud skjulte sig og dog åbenbarede sig, således skjuler og åbenbarer Gud sig her. I hverdagens liv sker det, men vi kan ikke altid sætte det ind i den rigtige ramme.
Vores gudstjeneste er formet, så den kan rumme og fortolke disse erfaringer og åbenbaringer af den skjulte Gud. Vi har det i ordene i salmerne, i bønnerne, i bibelteksterne og måske i prædikener og taler. Det sker, at vi bevæges og berøres af det, der synges, spilles, læses og tales i en gudstjeneste. Vi kan ikke andet end komme som fyldte vandkar. Men der kan ske en ændring, en forandring gennem det, som sker i en gudstjeneste.
Alt det, som også var elementer ved brylluppet i Kana: Ord, brød, vand og vin er med i vores gudstjeneste. De er tegn og igennem dem kan den skjulte Gud komme til at åbenbare sig. Hvor det sker, hvor det rører hjerte og sind, bliver der sat et nyt fortegn for vores liv. Så kan vi slippe vores grundindbildning og grundillusion, at vi først og fremmest skal stole på os selv og bygge alt på os selv.
Sandheden er, at vi får troen. Den kommer til os i situationen, hvor vi fatter tillid, hvor skepsis vendes til tiltro til den anden, der kommer imod os med sine ord, der rører os og bærer os. Sandheden og evangeliet er, at vi kan ikke gøre andet for hinanden og verden end at fylde renselseskarrene med vand. Skal indholdet blive til vin, beror de ikke på os, men det angår os, for af det lever vi, og af det bæres vi.
Amen