Tekster: Acta 2,36-41 og Johs. 10,22-30.2.s.e.påske, den 10. april 2016 i Aarhus Domkirke kl. 17.
Salmer: 30-222/ 227-439 – 242 – 782.
Ateistisk Selskab har i øjeblikket en reklamekampagne, som har givet anledning til en del bemærkninger og debatindlæg. Der har været indlæg om bl.a. mobning af folkekirken og folkekirkens manglende evne til at træde samlet op imod sådan en kampagne. Jeg har savnet, at en eller anden sagde det, jeg siger nu, at den kampagne må give anledning til selvkritik. Vi må spørge, hvor det er, vi har svigtet, når man kan få den opfattelse af kristendommen og folkekirken, som kampagnen bygger på og tager afstand fra.
Kristendommen bliver i kampagnen bekrevet som et moralsk systemet, styret af en Gud uden for verden, der opstiller krav og moralske regler for menneskers handlinger og opførsel. Er det virkelig essensen af Jesu forkyndelse? Og er det sådan, vi præster prædiker, taler og skriver, så det kan opfattes sådan?
Vi kan sagtens gå ind i en lang og ufrugtbar polemik med Ateistisk Selskab. Det vil jeg dog fraråde, for uanset hvordan vi argumenterer, kan vi ikke ændre på, at de har fået en opfattelse ved at høre og læse nogen sige det, de tager afstand fra. Vi er anstændigvis nødt til at anerkende, at de fortæller, hvad de har hørt og opfattet, selv om vi ikke forstår kristentro på samme måde og med samme indhold. Det må få os til at anstrenge os og præcisere, hvad det er, kristentro, Jesu forkyndelse og folkekirken er.
Meget passende kan vi tage udgangspunkt i det store kapitel 10 i Johannesevangeliet, som vores prædiketekst i dag er hentet fra. Her er Hyrde det afgørende ord og et tegn på, hvem og hvad Kristus er. Gud er i Kristus for mennesker, ligesom en hyrde er for får.
Jøderne spørger Jesus, om han er Kristus. Bemærk, at han ikke svarer dogmatisk og slår en kendsgerning fast. Svaret ligger ikke hos ham, men i de spørgendes tolkning af hans gerninger. Svaret er ikke objektivt. Det er personligt og subjektivt. Hvad ser de, og hvad ser vi i hans gerninger? En fantast eller Gud? Ser vi en gud og hører guddommelige ord heri, er det, fordi ordene løfter os ud af en snæver og skræmmende, kun rationel opfattelse og forståelse af livet og dets store gåde.
Vi ser altså og tror, – det vil sige har tillid til, – at Kristus og Gud er ét. Kristus er med andre ord den side af Gud, der vender vores vej. Gud er tilstede her. Han samler – som hyrden – sin hjord. Han beskytter den og sætter sit liv til for hjorden. Når Jesus dør på korset, er det hyrden, der sætter sit liv til for hjordens skyld. Korset er ikke kun et torturinstrument af værste karat, det er også et vendepunkt, hvor Gud træder ind i vores verden og lever, lider og dør for os og med os. Han gør det for vores skyld. Altså gør han noget for at undgå, at det, der rammer ham, også rammer os. Han tager brodden af døden i alle dens former for at beskytte, bære og hjælpe os. Han leder os op, når vi farer vild. Han leder efter det ene får, der er kommet på afveje og vender med det på skuldrene tilbage til de 99 andre får, som han overlod til at passe sig selv for et stykke tid.
Som vi hører i evangeliet, var dette stærkt provokerende for jøderne i Jesu samtid. Er det i grunden ikke også det for os? For jøderne var det bl.a., fordi Jesus sagde dette ved genindvielsesfesten for templet. Genindvielsesfesten fejres til minde om rensningen og genindvielsen af templet i Jerusalem i 165 f- Kr. , efter at Antiokus IV Epifanes havde vanhelliget det. Alt, hvad der var vanhelliget, blev taget ud og renset. Templet og tilbedelsen fik sin rette plads igen. Og der blev indstiftet en stor fest, som kendes den dag i dag blandt jøder, nemlig Hanukka-festen, der i udformning med gavegivning og spisning kunne minde lidt om vores måde at fejre jul på.
Det provokerende, som jøderne hørte Jesus sige, var, at han var og er det rette tempel. Det er en omvending og en ny tolkning af, hvad helligsteder og bygningssteder er og betyder. Hvor alle religioner har dyrket offersteder, altre, steder, hvor store begivenheder for forfædre er sket, og guderne har hjulpet eller frelst dem og måske bygget templer, hellige huse og kirker, så siger Jesus her, at det er af underordnet betydning. For det er ham, der er døren i billedlig forstand. Det er ham, der er templet. Templet er ikke et sted, men ord og gerninger.
Ja, men er det ikke at trække tæppet væk under den organiserede kult og tro? Er det ikke at trække grundlaget væk for vores folkekirke fx? Og er det ikke at give vores samtid ret i, at det hellige jo findes inden i os selv?
Jo, hvis det fører til den opfattelse, at det kun er på offersteder, i templer, synagoger, kirker og inde i os selv, at vi kan møde Gud, så bliver tæppet revet væk under os her. Dog er det ikke sådan, vi opfatter kirkebygningerne i den evangelisk-lutherske sammenhæng. De er til, for at der kan være steder, hvor det ord, der møder os dagligt i vores liv med hinanden, kan blive fortolket og belyst og bekræftet gennem dåb og nadver, vore to sakramenter.
Jesu tale om sig selv som det sted, hvor Gud og mennesket møder hinanden, kan også trække tæppet væk under kirken, hvis det fører til den opfattelse, at man kun kan komme i kirken, hvis man opfylder en række krav, som har dels med troen og dens form og indhold at gøre dels med et liv, som skal leves efter en bestemt moralsk kodeks.
Jesus siger, at han er det virkelige tempel. Han er døren, vi skal gå ind ad. Vi skal gå ind i hans ord og i hans gerninger på den måde, at vi skal lytte dybt og indtrængende til, hvad det er, han siger og vi skal se og forstå, hvad det er, han gør. Så kan vi se og forstå og tro, at han befrier os fra døden, fra intetheden og håbløsheden. Han rækker os forsoningens og tilgivelsens mulighed. Han kommer til os forfra. Han er ikke kun en historisk og fortidig skikkelse. Hans ord, hans gerninger og han selv er også eskatologisk, det vil sige de har med fremtiden og de sidste tider at gøre. Han kommer til os forfra. Han går med os på vejen, og han møder os på vejen fx i skikkelse af andres omsorg, tillid og kærlighed til os. Men også i den dom, vi dagligt må holde over os selv, når vi indser vores utilstrækkelighed i forhold til andres liv, hvor vi burde sætte os selv il side, men vælger netop os selv i stedet.
Begge muligheder med veje og afveje åbner sig, når han møder os med håb og livsmod og ikke med fordømmelse og fortabelse.
Det kan vi godt blive bedre til at forkynde og sige. Med dette kan vi håbe, at folkekirken kan blive mere relevant for flere. For når Ateistisk Selskab har delvist held med deres kampagne lige nu, er det, fordi vi ikke er tydelige og præcise nok hver især, når vi siger noget og givet folkekirken krop. For krop skal evangeliet have -ikke kun Jesu krop men også din og min krop.
Vi skal – hver især – blive til fremtid og håb for den, vi møder i dag, i morgen, om tyve år, så de får liv, glæde, håb og tro. Kristus er døren og hyrden, ja han er templet, Guds åbenbaring i ord og handling i hver vores liv.
Kirken er hverken som bygning eller ordning et tempel, men et sted, hvor Gud tjener os med at fortolke og forstå.
Amen.