Tekster: Efes 6,10-17 og Johs. 4,46-53
Højmessen i Aarhus Domkirke den 25. oktober kl.10.
Europa erfarer og oplever i disse uger og år at være det sted, som mange tusinde mennesker fra områder og lande i verden søger hen til, for at komme bort fra terror, borgerkrige, forfølgelser og krige. De forlader deres hjem, fordi de ikke føler sig sikre dér længere. Eller fordi de ikke længere har et hjem. Hjemmet er bombet, molesteret eller er blevet stjålet af andre, der drev familien ud.
Europas historie rummer mange perioder, hvor der er sket noget lignende. Det er ikke første gang og heller ikke sidste gang, vi kommer til at oplevet det. Selve bevægelsen væk fra hjemmets sted kender vi også godt selv. Enten – som nævnt – fra historien eller fra vores tanker og ideer om, hvordan verden kunne være eller blive anderledes. I øvrigt er sådanne tanker og ideer også historie. For tanker og ideer har været og er ofte både baggrund og bevæggrund for, at vi europæere har søgt ud i verden for at udforske den. Ja, på det seneste er vi søgt ud i rummet oven i købet med den dansk videnskabsmand ombord.
På samme måde har tanker og ideer været begrundelse for at drage ud og grundlægge kolonier. Siden baggrund for at drage ud for at hindre politiske ideer i at befæste sig og måske sprede sig. Europæere og amerikanere er draget ud i verden for at sprede ideer om demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed. Andre europæere har bevæget sig for at plante ideer om nazisme og fascisme og kommunisme. I de seneste 25 år har politikere i vores del af verden arbejdet for at sprede de ideer, tanker og handlingsmønstre, vi samlet kalder for globalisering, som blandt andet rummer konkurrence, liberaliseringer af investeringer, handel og beskatning.
Fra min egen livshistorie husker jeg tanker og ideer, hvis talsmænd har villet have mig til at deltage i demonstrationer mod atomkraft og atomvåben, for Christiania, for revolutionen, for socialismen med et menneskeligt ansigt, imod Sovjetunionens besættelse af Tjekkoslovakiet i 1968, for demokrati og medindflydelse i folkeskolen, i postvæsenet og på universitetet og så videre.
Alt dette vidner om en fælles menneskelig trang til at flytte sig fra det sted, man er, fysisk eller mentalt, til et andet sted. Formuleret anderledes er det en trang til at flytte hjemmefra uden at kaste vrag på hjemmet og det, man kommer fra og af.
Også i religionen og troen findes denne trang til bevægelse. Forestillingen om Paradiset, der er tabt og skal genfindes, er et godt eksempel. I vores fortolkninger og forståelse af Jesu forkyndelse forener vi ofte tanken om Paradis med Guds rige og måske med, hvad der bliver af os, når i engang ikke er mere.
Kristendommen har i sin historie flere eksempler på, at nogle mennesker i fuld alvor har troet på og arbejdet for, at Guds rige kunne realiseres af mennesker. De har troet og tror, at de grundlæggende modsætninger mellem godt og ondt, mellem liv og død kan overvindes.
Den mand og far, vi hører om i dag, blev grebet af en fortvivlelse, vi vist alle kender. Det handler om et menneske, som står os nær, måske et barn, der er i risiko for at dø af sygdom. Det får os til at flytte os mentalt og fysisk for at undgå, at det forfærdelige kommer til at ske. Her har vi bevægelsen igen: Vi vil et andet sted hen end hjem. Vi vil finde et nyt hjem, hvor døden i det mindste udsættes men helst overvindes.
I kraft af vores arbejde kommer præster mange gange til at være tilstede hos mennesker, der er kommet i en lignende situation som manden i Kana. Fysisk og konkret kan man gøre meget lidt, som hjælper. Og ingen af os har styrke og kraft til at handle, som Jesu gjorde – synes vi. Måske har vi gjort det alligevel men uden at vide det.
Er det ikke en arrogant opførsel, Jesus udviser? Sådan vil nogen sikkert bedømme det. Sådan tænker jeg det ikke. Tværtimod fordi faderen i Jesu ord møder livets skabende og opretholdende kræfter. De gemmer sig i ordene: ”Din søn lever”! Han er revet ud af det enevoldsherredømme, som døden kan være eller blive, hvis ikke den møder sin absolutte modsætning og overmand.
Evangelisten Johannes kalder denne episode for et tegn. Redningen af den syge søn er et tegn, Jesus gør. Et tegn på hvad? Et tegn på Guds vilje og på Guds nærvær.
Som jeg nævnte tidligere, er der mange, som i tiden løb har haft den opfattelse, at Guds rige kan formes af os og vore handlinger. Den opfattelse bliver ikke bekræftet af dette stykke evangelium. Det bekræfter heller ikke, at Guds rige er blevet et sted eller et bestemt tidspunkt fx efter vores død. Derimod kan vi udlede af denne episode, at Guds rige er der. Det dukker op. Det realiserer sig i glimt og øjeblikke, hvor livets forrang frem for ødelæggelse og død får lov til at folde sig ud. Der er næppe nogen af os, som ikke kan komme i tanker om en hændelse, hvor vi har oplevet noget lignende som faderen, at livet og dets magt rejste sig op og overvandt tilintetgørelsens trussel.
Vi hørte, at manden blev sendt hjem. Han vendte altså tilbage til livet og rykkede ud af angsten. Der er altså dér, hvor det samme sker i vores liv, at Guds rige dukker op. Jesus forkyndte ikke, at han ville oprette et fysisk og synligt rige og kongedømme. Tværtimod har han sagt, at hans rige ikke er af denne verden. Det er altså ikke underlagt historiens gang, som er at blive til og derefter at forgå igen. Guds rige er evigt, det er her. Det er her på trods af alt, hvad der sker, og på trods af alt, hvad vi siger for eller imod det. Og i dag skal vi forstå ud af det sagte til faderen, at det er her allerede.
Når Jesus ikke gik med faderen hjem, kan det være for at sige os, at indholdet og betydningen af at blive frelst fra døden ikke har et bestemt sted eller et hjem. Vi kalder jo ellers det for hjem, som er stedet, hvor vi bor nu, eller hvor vi er vokset op og har boet som børn. Hjem i den betydning af ordet begrænset og binder os.
Jesus frisætter både faderen og barnet ved at sende faderen af sted alene. Fordi han da kan erfare, som enhver af os må erfare, at vi i angsten og den ubodelige ensomhed for og med døden bliver båret og bliver revet ud af dødens overmagt. I stedet sættes vi ind i et fællesskab, hvor dødens begrænsning er ophævet. Det vil konkret sige to ting:
1) at vi kan erfare og opleve det under, at døden ikke kommer, at vi konkret reddes fra den. Det er hvad mange flygtninge og mange syge oplever, og det er, hvad vi kan erfare dagligt, når livet åbner sig for os ved andres bevægelse hen imod os, og deres inddragelse af os i deres liv.
2) at vi erfarer at have et hjem hos andre, uanset hvor forskellige vi hver især er. Livet opstår, hvor vi inddrages i andres liv i en dybere og videre betydning end det, vi kalder fællesskab. Den videre betydning er, at vi er hinandens hjem som samhørige og nødvendige for hinanden trods alle skel, og at dette hjem også er Guds hjem. Ikke blot engang men allerede nu. De er tegnet på Gudsriget, som manden fik, og vi får og kan opløftes deraf og leve af det.
Gudsrige er en hændelse og begivenhed, et øjeblik i denne verden. Det bærer vores liv, så vi kan bære med på hinandens liv, for ingen er for ringe eller ligegyldig til at være Guds barn. Han sorterer ikke men rummer os alle i samhørighed med sig. Det er vores hjem her og i al evighed.
Amen