Tekster: Es. 35 og Matt. 11,2-10. Salmer: 78-87/ 86-439-79-85
3. søndag i advent, den 14. december 2014 i Aarhus Domkirke kl. 17
Der er vist ingen af os, som ikke kender adventssalme over dem alle, som vi indledte med i dag: Blomstre som en rosengård skal de øde vange. Det er Grundtvigs kongeniale gendigtning af Esajasteksten, som vi også lige har hørt. Både profetteksten og salmen udtrykker forventninger og forhåbninger. De udtrykker alt det, som adventstiden indeholder og rummer: Håbet om, at der vil komme en forløsning, som befrier os fra at leve i trældom under ondskaben i alle dens mange udtryk og former, og som forløser os fra vores tyngende ansvar for at det går, som det går, og forløser os fra døden, som, vi alle véd, også kommer til os en dag.
Smukkere kan en utopi næppe udtrykkes, end det sker i både profetens tekst og i salmens gendigtning. Når vi har læst og sunget, kan vi enten drømme videre eller sidde med en fad smag i munden, for denne drøm eller utopi er jo netop ikke andet end drøm. Måske er den en verdensflugt. Nej, lad os hellere vende os mod noget, vi kan gøre noget ved. Utopier i alle mulige politiske og religiøse afskygninger findes på dagens marked. De drejer sig om det samme: At ændre mennesket og menneskets bevidsthed, så verden kan blive bedre.
Det er desværre ikke et helt umuligt projekt. Det lykkedes mange at fordreje menneskers bevidsthed til at tro, at det er muligt. Mange eksempler på det kan vi finde på historiens mødding. Og tilsvarende kan vi finde eksempler på det den dag i dag. Ikke kun i de mange politiske anskuelser, nej, sandelig også i de store religioner, der i mange tilfælde tager farve af ideologi.
Ideologier tager som regel udgangspunkt i nogle tekster og ideer, som læses og tolkes meget bogstaveligt. Eksemplerne på det er utallige. De er yderst farlige, fordi de glemmer mennesket som et særligt individ. Mennesket bliver i stedet gjort til en brik i det spil, ideologerne udfolder sig i. Både inden for kristendommen, jødedommen og islam ser vi eksempler herpå, og i den sekulære strømning nationalismen, der også spiller en rolle i store dele af verden, ser vi det også. Endelige ser vi det i en genoplivning af de gamle ideologier liberalisme, marxisme og konservatisme.
Men det er misbrug og misfortolkning af religionerne, at anvende dem på den måde. Holder vi os til kristendommen, så er det er ikke det, der ligger bag hverken Esajas-teksten eller teksten fra Mathæusevangeliet, som vi har hørt i dag.
Hver eneste gang vi læser eller hører tekster, hvor Jesus bliver konfronteret med sin samtids tro på, at han er den ventede Messias, gudekongen, der vil befri jøderne fra fremmed herredømme, siger han noget, og gør han noget, der punkterer den drøm eller illusion.
Han vil ikke skabe Gudsriget på jord, hvor der er et indenfor og et udenfor. Måske er det derfor, der kom bud fra Johannes Døberen, der blev smidt i fængsel for at kritisere kongens levevis. Han ville vide, om han sad i fængslet, fordi han var blevet offer for en fusentasts idéer. Var og er Jesus en Messias? Eller kommer der en anden?
Johannes’ disciple fik ikke et klart svar. Heldigvis. Havde de fået det, ville Jesus være faldet i den ideologiske grøft. Hans budskab ville i så tilfælde være politik indpakket i religion, som vi har set både før og mange gange siden. Han spurgte Johannes disciple, hvad de havde set og hørt. Indtrykkene, de havde fået, og fortolkningen af det, de havde set og hørt, var og er svaret. Svaret ligger i tolkningen af evangeliet.
Luther siger det prægnant i udtrykket: Tror du, så har du. Tror du ikke, så har du ikke. Det Jesus siger og gør er altså ikke en objektiv sandhed, hvad det så end er. Han ønskede ikke at skabe et fortolkningssystem med svar på alle spørgsmål om menneskelivet og vores eksistens. Han ønskede ikke at lægge alt ud i en fjern fremtid, hvor alle drømme skulle blive realiseret. For der skete og sker jo noget nu.
Menneskelivets betydning ligger på samme tid her og ude i fremtiden engang. Det er først og fremmest nu, det har betydning. For der er jo nu, vi lever med hinanden. Det er her, livet skal udfoldes og leves. Her kæmper vi med ondskaben i os selv og hos andre. Her rammes vi af sygdomme, krige og tab af familie og venner. Her brydes venskaber, her tabes penge og forretninger på gulvet, skønt der er blevet slidt for at klare sig igennem. Her er det at håb og illusioner brister.
Her er det så også, at ”de øde vange skal blomstre”. Det er nu, det sker. Og her kan du spørge, om det da ikke er urealistisk. Det er jo Johannes spørgsmål. Jesus henviste til, hvad der udfoldede sig for øjnene af Johannes’ disciple og alle mulige andre. Blinde kom til at se, døve kom til at høre, lamme begyndte at gå, spedalske blev rene, døde stod op af graven, og evangeliet blev forkyndt for fattige.
Hvad siges her? Her siges, hvad der faktisk skete, og hvad det betød. Vi kan diskutere uden ende, om han faktisk helbredte mennesker eller ikke. Det er svært at se, hvad der skulle tale imod det. Nok så afgørende er det, at disse mennesker dengang og enhver af os kan erfare gudsnærværet i alle disse grænsesituationer.
Grænsesituationer er det, når vi føler og erfarer, at vi hænger på kanten af tilværelsen. Årsagen kan være fysisk sygdom eller psykisk sygdom. Det kan være arbejdsløshed, handicaps. Det kan være, at vi har nærtstående, der er syge, eller at de har opgivet håbet om at leve et liv med mening. Eller det kan være os selv, der ikke kan følge med i et samfund, der ikke alene kræver vores arbejdskraft, men også kræver vores sjæl, vores dedikation til arbejdet, som var dét livets mening.
I stigende grad bliver præster efterspurgt af mennesker, som har brug for at tale med en person uden for behandlersamfundet. Der er ikke brug for én, der kan fixe os og gøre os klar til at træde ind i det produktive og effektive arbejde igen. Behovet er at blive set, at blive lyttet til, at blive forstået og opfattet som meget mere end blot arbejdskraft.
Præster kan lytte, spørge og måske give et råd. Men vi kan frem for alt formulere med udgangspunkt i Jesu forkyndelse, at intet menneske er for ringe i Guds øjne. Intet menneske får lov til at blive skubbet ud og regnet for intet. Vi må af og til insistere i samtalerne og prædikenerne på, at ingen er for ringe til at være her. Ingen er overflødige, ingen er i vejen. Har vi held med at formulere det forsigtigt og præcist i en samtale, så kan det være nok til at få den ørken, som et menneske er havnet i, til at blomstre.
Jesus spurgte folkene omkring sig, hvorfor de var gået ud i ørkenen for at møde Johannes Døberen, da han stod der og prædikede og døbte? Var det for at se endnu en fantast? For at se en konge i fine klæder? Hvad får os til at gå sådanne steder hen, hvor der proklameres noget helt nyt og afgørende om vores liv?
Det kender vi ikke det endelige var på. Vi kan bemærke nogle måder at reagere på. Den første er, at vi bliver grebet og går med. Vi ser pludselig meningen med de hele i denne bevægelse. Eller vi reagerer ved at afvise anliggendet fra begyndelsen. Den tredje mulighed er at afvente og se, hvad der sker. Så kan vi jo hoppe på, hvis det viser sig at være noget.
Hvad var det så, de fik at se og høre, da de gik ud til Johannes i Ørkenen? De hørte, at han sagde, at han ikke var Messias. Han var ikke frelseren, Han var forløberen, ham der skulle kundgøre, at tiden var inde. Johannes fik altså den rolle, at pege væk fra sig selv. Derfor afbilledes Johannes også meget ofte fx på vores altertavle pegende på et lam. Han peger på offerlammet eller Jesus Kristus. Hos ham er frelsen, og frelsen kom og kommer i det ord, han rækker til os. Ved det kommer ødemarken, ørkenen i os og omkring os til at blomstre.
Adventstiden er en periode, hvor vi kan blive opmærksom på det, som udfolder sig søndag efter søndag året rundt. En forkyndelse som ikke peger fremad mod det utopiske, derimod på det, der er lige her mellem os, det som samler os i mange andre forbindelser også end lige gudstjenester: Her er glimt af håb, af fortrøstning, her er befrielse fra det, som lammer, gør os ude af stand til at høre og se, hvad det egentlig er for et vidunderligt liv, vi har fået, og som får os til at se, at vi blot ved at være, ved at lytte, ved at se, kan befri andre fra bindinger og tvang i deres liv.
Vi kan som Johannes pege væk fra os selv. Vi kan pege på ordet, der blev menneske og som fortsat sætter os fri, så vi kan mærke og erfare livets blomstring og fylde.
Amen