Allehelgensdag (Poul Henning Bartholin)

Tekster: Es.49,8-11, Rom12,17-21 og Matt. 5,13-17. Salmer: 732-435/321-439-571

Allehelgens søndag, den 2. november 2014 i Aarhus Domkirke kl. 10.

For et stykke tid siden bad en god bekendt mig skrive et lille essay, der besvarer spørgsmålet: ”Hvor vigtigt er mennesket?” Spørgsmålet kan besvares på mangfoldige måder. For mennesket kan sættes i relation til meget, og hver relation giver mulighed for et svar. Svaret er derfor heller ikke absolut og endegyldigt. Vi må svare forskelligt, fx hvis vi sætter mennesket i relation til Gud eller til universet eller til samfundet eller til økonomi eller til naturen. Blot for at nævne nogle enkelte muligheder.

Samtidig med at vi kan sætte mennesket i relation til alt det store i tilværelsen og prøver at besvare de religiøse og måske også filosofiske spørgsmål om, hvad et menneske er, er det afgørende at blive konkret og tænke på de nære og daglige relationer. For dér spørger vi, hvor vigtigt det enkelte menneske er.

I dag på Allehelgens dag er der mange af os, der gør os tanker om, hvor vigtigt bestemte mennesker var og er i vores liv, nemlig dem, vi har mistet i årets løb eller tidligere. Det kan få af os gøre uden også at tænke på dem, vi har hos os endnu. De er også umistelige for os, og vi kan ikke forestille os at skulle leve uden dem. Ligesom vi heller ikke kan lade være med at tænke på vor egen dødelighed, sårbarhed og skrøbelighed. Hvor vigtigt er mennesket, så? Ja, i mange tilfælde er der mennesker, som er umistelige for os. Det vil sige, at tabet af dem bærer vi med os hver eneste dag. Forholdet til dem bliver ved, selv om de ikke er har mere.

Jeg hørte forleden en radioudsendelse, hvor fire personer fortalte om, hvordan deres forældres engagement i modstandskampen under den tyske besættelse af Danmark havde påvirket dem hele livet. En mand på 70 år fortalte, at han ikke kunne komme til rette med det, der var sket, og sagde i den forbindelse, at han stadig var den 5-årige samtidig med, at han var sin alder. Han var på en måde ikke flyttet hjemmefra endnu, skønt forældrene var døde for mange år siden. Sådan kan mennesker være vigtige for os på godt og ondt. Sådan bærer vi hinandens liv i vore hænder og sind. Måske har mennesker altid søgt det perfekte liv. Det er jeg dog stærkt i tvivl om. Tidligere generationer har haft en langt højere dødelighed tæt inde på livet hele deres tilværelse, så derfor har de nok ikke på noget tidspunkt troet på, at døden kunne undgås, eller at dens tilfældighed kunne overvindes.

Nej, det er os, der er født i den vestlige verden efter 2. verdenskrig, der har fået dannet den illusion, at livet kan perfektioneres, at vi skal forme det selv. Tidligere generationer var nok mere bevidste om, at de blev formet af livet. Af mange årsager og grunde er livet blevet overladt til os selv som et projekt. Vi er blevet ensomme subjekter i projekt livet. ”Du bestemmer selv”, hedder det i smarte reklamer. Sandheden og virkeligheden er meget ofte en anden. Vi er afhængige.

I Jesu forkyndelse, hvor vi har en af kerneteksterne som prædiketekst i dag, er der ikke et oplæg til at forme livet selv som et projekt. Men der er et frihedsbrev i den forkyndelse. Friheden er ikke uafhængighed men det modsatte: afhængighed. Det lyder selvmodsigende, at afhængighed skulle være frihed. Forklaringen er bl.a., at Jesus i sin forkyndelse skaber frihed og frigørelse for mennesker, der er bundet af sygdom, eller er udstødt af det gode selvskab, er fra et andet folk, fx samaritan. De bliver i mødet med ham eller med hans ord frie af det, der bandt dem. De overlades ikke til sig selv, men forbindes med det almindelige menneskelige fællesskab.

Friheden er at være i relation til en, der ser os som en elskværdig person, ser os som skabt i Guds billede, som ser os i de menneskelige relationer, der er afgørende for enhver af os, fordi vi her bliver holdt af og respekteret. Frihed står i Jesu forkyndelse aldrig alene. Friheden er forbundet med ansvarlighed. Derfor drejer Jesu forkyndelse sig aldrig bare om den enkelte. Den er både etisk, d.v.s. indeholder altså elementer til os, som vi skal anvende til at finde en måde at leve sammen på, hvor vi alle får frihed og ansvar, og den er politisk, fordi politik er kendetegnet ved ideer om, hvordan et liv i fællesskab og fælles forståelse og ligeværdighed dannes og vedligeholdes.

Det politiske og etiske samler sig i et menneskesyn, som er en forståelse af menneskets vigtighed, relation til Gud og mennesker og af dets plads og betydning i verden. Menneskesynet udtrykkes i hvert fald to steder i vores gudstjeneste. For det første ved dåben, som er en bekendtgørelse af forholdet mellem Gud ved Jesus Kristus og den døbte. Dåben er en afhængighedserklæring. For det andet i nadveren, hvor vi alle tages med ind i relationen til Jesus Kristus, den åbenbarede Gud.

De gamle havde den forestilling, da de byggede kirker med alter og knæfald, at knæfaldet kun måtte være en halv cirkel, en halv ellipse eller lignende, fordi den anden halvdel skal være usynlig. For ved den usynlige halvdel sidder Jesus med sine disciple og indstifter nadveren og sammen med dem sidder alle vore døde, der er gået forud. Det fællesskab træder vi ind i ved nadveren. Og dette er egentlig forudsætningen for, at Jesus kan tale som han gør i vores prædiketekst i dag. Han taler ikke om, hvad vi skal blive engang. Han taler til menneskemængden, der fulgte ham og til os, og han siger det samme, som bliver sagt i dåben, at vi er Guds børn, men det siges anderledes. Her lægges vægt på konsekvenserne. Konsekvenserne er indstilling, holdninger og handlinger.

Fordi du er Guds barn, har du et ansvar for andre. De andre, og det vil sige ethvert menneske, du kommer til at møde, hvor og når det måtte være, ja han er din næste. Uden hensyntagen til, hvad han tror på eller ikke tror på, er han Guds barn. Måske ved han det ikke. Måske vil han ikke vide af det. Men han er det, og det forpligter dig. For du skal være jordens salt. Det er dig, der bærer den arv videre, som jeg definerede ved afhængighed og ansvar. Menneskers relationer er altid konkrete. Relationen mellem mennesket og Gud er også konkrete. De går altid gennem et andet menneske, der rækker liv, respekt, tillid, overbærenhed osv. til os.

Vi bliver hængt op på ansvaret. For salt, der mister sin kraft, er lige til at smide ud. Det er dommen. Evangeliet er, at du er salt eller Guds barn, der skal handle. Handler du ikke som et Guds barn, har du dømt dig selv. Hvad skal du så gøre? Det spørgsmål kan ikke besvares med regler. Jesu forkyndelse er et opgør med regler, der spærrer mennesker og menneskelivet inde. Spørgsmålet kan kun besvares af dig i den konkrete situation. Hvad skal du gøre over for den, der har hjælp behov, når du betænker, at han er Guds barn, skabt i Guds billede og afhængig af, hvad du gør? Det er dit valg og ansvar.

Men du er også lys og skal være et tilgængeligt lys i verden. En by på et bjerg skal kunne ses. Du kan ikke gemme dig. For som Kain blev set af Gud, da han havde slået sin broder ihjel, sådan bliver du og jeg også set. Her lægges ikke op til handlinger, som verden kan se og hædre dig for. Her lægges ikke op til hykleri og øjentjeneri, så andre kan se, hvor godt du handler og hvor ansvarlig du er. Nej, alt de tager Jesus afstand fra gang på gang. Din synlighed skal igen vise sig i situationen, hvor en anden har brug for dig. Der vil det afsløres, om du hykler, eller om du handler på skrømt, af pligt. Og du kan ikke skjule dig, for dit forhold til Gud er også altid et forhold til et andet menneske. Og et forhold til et andet menneske er – bag om ryggen på os – også altid et forhold til Gud.

Hvis vi i dag tænker på vore døde, vil vi finde nogle situationer, hvor de lyste og var salt for os. Vi så det og husker det. Verden så det måske ikke, men det er lige meget.Vi kan også alle finde erindringer og prægninger frem, hvor vi ikke blev set eller blev overset af vore kære. Det smerter, og det er dommen over ethvert menneskeliv, at det også indeholder svigt og utilstrækkelighed.

Har vi så nærmet os et svar på det spørgsmål, jeg fik stillet for et stykke tid siden, om mennesket er vigtigt? Ja, noget af et svar har vi. Mennesket er vigtigt, fordi det er skabt i Guds billede og er hans barn. Og på godt og ondt har mennesket præget, formet og udviklet denne klode. Det vil vi gøre fortsat, og derfor hviler der et stort ansvar på enhver af os. Det ansvar kan kun bæres, fordi vi selv bæres af Guds tillid og nåde, der er kommet til os i Jesus Kristus, og som vi har i hans forkyndelse. Når den lyder skabes verden, og verden falder, og verden tages til nåde igen, fordi Gud bliver menneske og er i verden med sit ord. Det forbliver, for vi kender alle erfaringen af, at noget, der er sagt eller gjort af et menneske, der fysisk ikke er her mere, har afgørende betydning for os.

Amen