Tekster: Ap. Gern. 9,1-18 og Johs. 8,28-36
Aarhus Domkirke, 24. april 2016 kl. 10
Salmer: 408-446-218/ 395-439-228-238
William Shakespeare fejres verden over lige nu i anledning af 400-året for hans død. Et relevant spørgsmål er, hvorfor hans værk og hans død er så vigtig for os? Det er nok de færreste, der har læst ret meget af ham. Og det er en stor skam. Shakespeare er nemlig betydningsfuld for os alle sammen ligesom andre forfattere, kunstnere, filosoffer, videnskabsmænd og religioner, der kan formulere spørgsmål og dilemmaer, som gør livets grundvilkår nærværende og påtrængende for enhver af os.
Shakespeare pegede ikke på svar eller løsninger. Heller ikke på, at livet er meningsløst og tomt. Derimod pegede han på, at der altid er nogen, som midt i livets sammenbrud, magtens korrumpering, jalousiens, hadets, dødens og selviskhedens helvede, der er i stand til at bære det skrøbelige liv videre.
Shakespeare var på mange måder ”outstanding”, fordi han var i stand til både at skrive sig ind på sin samtid og at skrive sig ud over den, så det, han skrev, blev tidløst men altid aktuelt.
Menneskets grundvilkår er ikke kun nutidige. De er almene i enhver epoke, så forskellige disse end er. Grundvilkårene for menneskelivet er både båret af vores kultur og ligger ud over den. Shakespeare og andre store forfattere og kunstnere har et anliggende, der ligger tæt op af religionerne uden at være religion eller at føre over i religion. Men religionerne kender også til bunds mennesket og menneskets omverden og de grundvilkår, den stiller. Grundvilkårene er fx liv, magt, kærlighed, ondskab, meningsløshed, sygdom og død.
Grundvilkårene er vi fælles om med alle mennesker på kloden. Derfor kan vi forstå hinanden og leve med hinanden. Vi kan også have forskellige tilgange til fx magt, kærlighed og livets mening.
Søren Kierkegaard skrev engang, at han holdt af – nej, jeg tror, at han skrev elskede – at læse Shakespeare og Det gamle Testamente, fordi man dér elskede og hadede, kæmpede og var omsorgsfulde o.s.v. men gjorde alt dette med lidenskab. Det var livet om at gøre. Derved kom livets grundvilkår til at stå tydelige og klare. En af vor tid markante fortolkere af både Shakespeare og Kierkegaard var Johannes Sløk, hvis 100-årsdag vi kan fejre om få dage.
Shakespeare, Det gamle Testamente, Jesu forkyndelse, Kierkegaard, Sløk og andre med lignende anliggender bør vi lytte intenst og opmærksomt til i disse år. For lige nu er sansen og forståelsen for, hvad der er menneskets grundvilkår på vej til at smuldre og gå i opløsning. Der tales om disse vilkår og om mennesket, som om der kun er ét formål med livet: at være produktiv, sådan at der skabes økonomisk vækst. Men det er ikke meningen med livet. Arbejde er til for at opretholde livet, det væsentlige i livet ligger i at forholde sig til det, jeg har kaldt livets grundvilkår, sammen med andre mennesker.
For at kunne det må et menneske formes og dannes. Ingen kan overleve bare på de dyriske instinkter. Formet og dannet bliver vi af den opdragelse, vore forældre har givet os, og gennem den skolegang vi har fået. Af alle skoler er ”livets skole” den væsentligste. Den består af erfaringer og fortællinger om erfaringer. Og den, der har gjort erfaringer og kan fortælle om dem og dermed forholde sig til livets grundvilkår, er dannet.
Dannet er altså ikke kun den, der har læst Shakespeare og Kierkegaard eller mange andre. Måske slet ikke. Dannet er de, der er blevet formet af de mange fortællinger, som vores liv og kultur skænker os. Dannet kan enhver blive ved at lytte til fortællinger, om livets vilkår, grundvilkårene, fortolkninger af livet og vores baksen med at finde en mening i livet. Dannende er de fortællinger, der efterlader os med flere spørgsmål end svar.
Vi kan nu passende spørge, om denne gudstjenestes tekster er dannelsestekster, eller om ikke alle tekster, vi møder i en gudstjeneste, vil give os ét bestemt svar. Jo, det kunne man sagtens forestille sig. For det er desværre ikke sjældent, at vi ser kristendom eller Jesu forkyndelse og kristendommens rolle i samfundet fremstillet sådan – entydigt.
Skal vi prøve at begribe Jesus og hans forkyndelse, er der ikke ét svar. Derimod er der en række åbne spørgsmål, som du – vi hver især – skal svare på og afgøre os for. Og det bliver – for nu at anvende et udtryk, som Shakespeare bruger – vores skæbne, eller vilkår eller beslutning at gøre det og stå ved det på godt og ondt. Acceptere, at der sådan mit liv og dets vilkår er.
Det ser vi i teksterne i dag. Paulus var en nidkær modstander af de første kristne, inden han, som vi hører i dag, blev opmærksom på noget andet og blev det vigtigste teolog i kristenheden. Her er det erfaring af at være så optaget af en sag, at den gør én blind. Paulus stirrede sig blind på, at der var nogen, som afveg fra den almindelige og rettroende jødedom. De måtte straffes og hentes hjem til Jerusalem til genopdragelse og evt. straf og død. Kender vi mon ikke den struktur fra vores samtid? Jo, både på den ene og den anden side af konfrontationen islam/kristendom og fra andre sammenhænge, hvor vi kan blive så engagerede, at vi stirrer os blinde på noget.
Hvordan bliver man seende i den situation? Paulus var trængt op i en krog. Da kom der én til ham, Ananias hed han, som sikkert hadede ham og var bange for ham. Han overraskede Paulus helt ved at møde ham og velsigne ham. Den forfulgte forsonede sig med forfølgeren. Det lyder som den omvendte verden. Men det skulle og skal til.
Jesus siger det samme både i vores prædiketekst i dag og vi vores dåbstekster og nadvertekster. Forholdet mellem forfølgeren og den forfulgte er ikke lige. Forfølgeren er mest magtfuld fysisk. Hans ultimative våben er volden og døden. Men forholdet er ikke lige. Den forfulgte kan tage brodden af forfølgeren ved at tilgive. Tilgivelsen kan fjerne forblindelsen.
Forholdet mellem Gud og menneske er ikke lige. Jesus er Gud i menneskelig skikkelse. Han kom for at frigøre. Men, som jøderne spørger, hvordan kan frie mennesker blive befriet? Er det ikke således, mange af os spørger? Er vi ikke frie? Er det ikke den frie verden og dens grundlæggende ideer, der kæmpes og blødes for? Hvordan kan det da være, at vi i kirken skal høre om, at vi er bundne?
Fordi vi er blinde og bundne af at ville være vor egen Gud, ville være nogen, der ikke tager hensyn til grundvilkårene for menneskelivet, som fx Shakespeare digtede om. Det er netop det, der er definitionen på hvad synd – kristeligt forstået – er. Gud kommer i Jesu skikkelse for at gøre os seende igen. Men det vil vi ikke. Derfor korsfæstes han.
Men da kommer han, som Ananias gjorde til Paulus, til os og forsoner og velsigner og gør os seende. Grundvilkårene skaber vi ikke selv. Grundvilkårene er ikke en lov, en opskrift, vi skal leve efter for at blive frelste eller for at opnå den højeste lykke og vækst. Det gjorde Paulus, der i første omgang stirrede sig blind på den jødiske lov. Da han blev seende igen, så han, at frelsen fra døden og alt det, der ødelægger livet mellem os, er kommet med den Gud, der er. Den Gud, der er, er livsgrundlaget. Vi kan ikke se det før han bliver ophøjet og korsfæstet. Men når han opstår i ordet midt i blandt os og river barnet ud af dødens garn ved dåben og skænker os sit rige og sit legeme og blod i nadveren, så vi er forbundet med ham, ja, da falder skællene fra vore øjne. Vi kan se og høre, at et liv uden grundvilkårene ikke er et liv; men at der i det virkelige liv med magt, sygdom, død etc., som hos Shakespeare, altid er én, der tager hånd om os både i dette liv, og når vi ikke er mere.
Jesus var den forhånede og svage, men det blev ham, der forsonede os med Gud og med livet.
Amen