Tekster: Rom. 8,31b-39 og Johs. 17,20-26
Højmessen i Aarhus Domkirke 8. maj 2016 kl. 10
Salmer: 723-449-385/596-439-220-588
I brevet til menigheden i Rom skrev Paulus, som vi hørte fra alteret, at intet kan skille os fra Jesu Kristi kærlighed. For nogen af os lyder det nok som et postulat. For andre af os vækker det et håb og måske en tro til live.
Hvis vi hører til dem, der siger, at det lyder naivt og ude af trit med virkeligheden, har det sin grund i, at vi synes, det strider mod erfaringen.
Synes vi derimod, at det tiltaler os og tænder et håb for os, så er det måske på trods af erfaringen. Men vi kan måske være blevet overrasket over, at der er noget, som kan bryde gennem vores fornufts hårde stringens og tage fat i følelserne og ryste os og give os en anden grundstemning.
Ser vi engang på hinanden et øjeblik, og ser vi på verden, synes der ikke at være noget, der taler for, at Gud ser vores vej. Her er krig, terror, en begyndende farlig udvikling hen imod en indskrænkning af de frihedsrettigheder, som har været gældende for alle i riget siden 1849, hvor den første Grundlov blev givet.
Det billede af Gud, vi måske har gjort os, passer ikke til vores erfaringer. Måske har vi en forestilling om Gud, der er uden for vores verden, og som styrer alt derfra. De fleste af os her er født i det 20. århundrede, der blev indledt med en af de mest forfærdelige og omfattende krige verdenshistorien. 1.verdenskrig ændrede mere i Europa end 2. verdenskrig gjorde, siger nogle historikere. Ja, den ændrede grænserne i Mellemøsten, og det er de grænser og konsekvenserne af Versaillesfreden, der også er en af de underliggende årsager til fremkomsten af Islamisk Stat.
Med 1. verdenskrig mistede Europa sin grundlæggende optimisme, som voksede i 19. århundrede med en lang række forfatninger, der indførte spæde demokratier. Optimismens sammenbrud under 1. verdenskrig førte bl.a. til, at der kom en kirkelig og teologisk besindelse på, hvem Gud er. De teologer, der havde ligger i skyttegravene i Frankrig i mange måneder ja år, kunne ikke længer tro på en Gud, der bare understøttede fremskridtet og den kulturelle udvikling.
Hvis de efter det Helvede, de havde oplevet, skulle tro på Gud, måtte de finde et andet billede af ham. Det blev et billede af en Gud, der ligner Paulus billede af Gud. Det er ikke en Gud, der sidder og styrer verden. Nej, det er en Gud, der lider med verden, en Gud, der viste sig på korset og ved opstandelsen. Altså en Gud, der selv havde gennemlevet Helvede på jord, og som frelser mennesker på trods af al vores ondskab. Ikke fordi vi har fortjent det. Slet ikke. Men fordi han er nådig.
Efter endnu en forfærdelig krig i Europa, 2. verdenskrig, efter Holocaust, krige i Korea, Vietnam, terror i Europa og Mellemøsten siden 6-dageskrigen i 1967, efter en mere og mere skinger debat mellem en minoritet inden for Islam og en minoritet af kristne, er det nok ikke så mærkeligt, at en del mennesker vender religionerne ryggen. De spørger, om det mon ikke er religionerne, der skiller os fra Guds kærlighed. De forsøger så at finde holdepunkter og tolkninger af livet andre steder endda inde i den selv.
De kan jo godt have ret i, at religionernes udøvere og debattører og andre, der tillader sig at tale på en religions vegne, kan komme til at spærre for tilgangen til den og forståelse af den. På trods af det kan religionerne godt bære på et budskab, der kan have betydning for menneskers liv i dag. For vi kæmper nok alle med at forstå den ondskab, som udfolder sig overalt i verden. Vi kæmper med at se, at der skule være en mening i det. Vi leder efter mening i det hele taget, for der er ingen mening i det liv, hvor meget handler om at producere og købe mere og mere. Det skaber afstand mellem os i familierne og på arbejdspladserne, fordi vi bliver hinandens konkurrenter og ikke venner.
Her er det meget relevant og vigtigt at høre, hvad det er, Paulus siger til den førte kristne menighed i Rom omkring år 50 e. Kr. f. Han vender vejen mellem Gud og mennesker om, så at sige. Vi tænker ofte vejen mellem mennesker og Gud, som en strækning, hvor vi i vore liv skal gå hen imod ham. Paulus tænker omvendt, fordi han har hørt dybden i Jesu forkyndelse så stærkt, at han troede, at han skulle dø, da han mødte det første gang. Paulus indså, at Jesu forkyndelse, der med tiden blev til den kristne religion, vi kender, er anderledes end andre religioner, fordi det vigtigste i den er den vej Gud går i Jesus, for at komme os i møde, og for at følges med os på vores vej i livet. For ingen skal dér være alene, overladt til sig selv.
Paulus så, hørte og forstod, at det ændrede menneskets forhold til Gud. Gud kommer til os i et menneske. Når Gud kommer til os i et menneskes skikkelse, så bliver vi til nogen. Vi får en identitet, som vi hverken kan eller skal skabe selv. Så små, vi også er, så giver Gud os en identitet. Det sker ved vores dåb, og når vi i gudstjenesten eller derhjemme påkalder os betydningen af den dåb, vi blev døbt med. For i dåben sætter Jesus et skel mellem det, der hører døden til, og det, der hører ham til. Som han selv på korset og i opstandelsen trådte dødens betydning under fode, således gør han det for os, og gør vores død til intet.
Vi er taget ud af døden afgørende magt. Derfor kan vi erfare håb selv i de vanskeligste situationer, vi kommer i, og under de kriser, der opstår i verden, og som opstår i vores eget liv. Teologerne, der lå i skyttegravene i Frankrig på begge sider af fronten kom på forskellig måde frem til den erkendelse.
Vi kan altså høre, at den bøn, som Jesus bad inden sin korsfæstelse og død, ikke drejede sig om, at han gerne ville slippe for de ubærlige lidelser, han skulle igennem. Bønnen drejede sig derimod om alle dem, Jesus havde mødt, talt til med ord, med håndspålæggelser og velsignelse. Dermed havde de forstået, at døden ikke er vores Herre, det er Gud, og han tager os ud af dødens bånd. Døden er ikke livets Herre. Det er Gud Fader, Søn og Helligånd.
Jesus bad om, at alle måtte blive ét med ham. Og ikke kun dem i hans samtid. Nej, han bad for alle, der hørte og hører han ord, og kommer til håb og tro ved disse ord. Det er alle de slægter, der er forud for os. Også dem, der er nu og dem, som kommer efter os, tænkes der på. Det er den verden, der bruger døden som redskab og magtmiddel, han bekymrer sig om.
De er ubegribeligt, at vi ikke er blevet mere fornuftige og stadig kan mene, at konflikter i verdens løses med magt. Konflikter løses kun, viser al erfaring, med ord og gerning. Et vigtigt element i enhver form for løsning af konflikter er en forsoning, hvor ethvert grundlag for hævn er elimineret.
Kristentro er en tro på, at Gud og verden er forsonet ved Jesu død og opstandelse. Forsoning er det, vi døbes til. Forsoning er det, der sker ved det brød, vi spiser og den vin, vi drikker sammen i nadveren. Ved nadveren knæler vi sammen med dem, vi kender og mange, som vi slet ikke kender. Vi forenes med hinanden, her slår vi streger over menneskelige konflikter, fordi vi gerne skal kunne se, at for Gud er der ingen forskel på os, ingen af os er mere værd end de andre. Så er der da ingen forskel på os, uanset hvor forskellige vi er , uanset hvilke forskellige holdninger til livet og livet i verden, vi måtte have.
Ja, Paulus har ret. Det er sandt: ”Intet kan skille os fra Guds kærlighed i Jesus Kristus, Vor Herre.” For Gud har gjort os til ét med sig.
Amen