Tekster: Luk. 16,1-9
Højmesse og gudstjeneste i Aarhus Domkirke søndag den 2. august 2015 kl. 10 og 17.
“Det handler ikke om, hvad man får ud af livet,
men hvad man får ind i det”
(Simon Grotian).
Ordene skyldes digteren Simon Grotian, som bor noget vest for Aarhus. ”Det handler ikke om, hvad man får ud af livet, men hvad man får ind i det”.
Sådan er det ikke for den uærlige godsforvalter. Han vil have noget ud af livet. Så han ødsler med alt det han selv har, men det er ikke nok. Der må forbrugslån til og han begynder at tage fra sin arbejdsgivers ejendom. Det ender i en gældsfælde, og den uærlige forvalter frygter nu både at miste jobbet. Han gør derfor, hvad vi som oftest gør, når vi fusker og kommer på kant med nogen – han forsøger at få medskyldige. Den letteste måde at få folk med sig er ved hjælp af penge. ”Kom med dit gældsbevis og jeg sletter en del af din gæld”, lokker den uærlige forvalter. Og der er heller ikke én eneste, som siger nej til det favorable tilbud. De er alle med. Forvalteren står nu meget stærkere, fordi han har medsammensvorne. De er fælles om svindlen.
Det handler i dag om solidaritet, om menneskers behov for at stå i forbindelse med hinanden. At være solidarisk er at blive bundet sammen og skylde hinanden noget. Solidarisk er vi, når vi støtter andre, springer ind for en anden på basis af det vi er fælles om. Vi forpligter os til at stå sammen om en sag og vi lader ikke hinanden i stikken. Den gensidige afhængighed er afgørende. Vi skylder sammen og vi skylder hinanden.
Solidaritet er et nøgleord i vores liv. Solidaritetens farve og former bestemmer, hvordan vi lever. For vi kan både være fælles om noget der er godt og noget der er ondt. Det er f.eks. naturligt, at vi kan rykke sammen om at bekæmpe en fælles fjende. Den historie er en af de ældste i menneskeheden. Den finder sted hver dag i skolen, på arbejdet, i politik, økonomi, lokalt, men også mellem lande, kulturer, kontinenter. Sejren om det fælles vindes gennem nederlaget for det fremmed – fjenden skal ned med nakken, helst kollapse. Forholdet mellem dem og os er ofte resulteret i krig. Historien består i betydelig grad af krigsfortællinger. Solidaritetens farve og former er aldrig ligegyldig, melder historien. Disse år oplever vi en stigende grad af fundamentalistisk tænkning, hvor folk står sammen om kompromisløse ord og handlinger. Vi ser, hvordan terrorister er fælles om uforsonelighed og vold. Terroristen anerkender ikke det andet menneskes værdighed, for personen reduceres til en del af en vestlig kultur, som man er fælles om at regne for fjenden. Når folk går til og dør i et terrorangreb, tjener det et højere formål, mener terroristen – fjenden må dø for sagens skyld. Lad gader, sind og kroppe fyldes med mistænksomhed – lad frygten æde mennesker op. Vi står sammen om at knuse jer med alle midler.
Disse år bliver solidaritet i tiltagende grad grusom, farlig og krigerisk. Vi bekriger hinanden, iværksætter kampagner mod de andre. Retorikken er hård, fronterne skærpes og fjenderne udpeges. Men solidaritet kan have en anden farve og iklæde sig andre former. Det afhænger af, hvad vi står sammen om. Det er derfor, det er vigtigt, hvad vi er fælles om. Hvad er vores idealer med hinanden? Hvordan ser vi på fremtiden? Eller som Simon Grotian siger: ”Det handler ikke om, hvad man får ud af livet, men hvad man får ind i det”. Livet afhænger af de idealer, vi får ind i fællesskabet og sammen bevæges, formes og forandres af.
I kristendommen er solidariteten bundet til næstekærlighed. Solidaritet hører sammen med kærlighed fra Gud og kærlighed til næsten. Det er derfor, at Herren i dagens lignelse mærkeligt nok roser den uærlige godsforvalter for at eftergive de andre noget af deres gæld til ham. Forvalteren handler klogt, fordi han søger at være solidarisk med de andre – fordi han støtter dem, springer ind for dem, hjælper den som trænger uanset om det er en fremmed, en fra et andet socialt lag eller en som hader. Forvalteren binder fællesskabet sammen ved en god handling. Det er åbenbart det, vor Herre ser på. Vor Herre er ikke den nøjeregnende udi pengesager, går ikke op i hvor meget vi tjener og skylder, hvad der står på kontoen. Vor Herre interesserer sig for, hvordan vi er solidariske med hinanden, om vi driver på kærlighed eller grusomhed. Han vil, at vi hele tiden forsøger at forny forholdet mellem os. Kærlighedens bevægelse må aldrig stoppe. Solidarisk er der altid mere at gøre. Vi kan altid gøre mere end det vi er. Vi kan invitere, åbne os, bevæge os hen til anden og ud til de andre. At være solidarisk i kristen forstand er at gøre det der adskiller mindre – at turde overskride sit eget for at fremme det fælles. Den bevægelse gør den uærlige forvalter, kærlighedens bevægelse. Derfor roser Gud forvalteren, selv om han svindler og fusker.
Den tyske professor Peter Sloterdijk foreslår i bogen ”Du må ændre dit liv” (”Du musst dein Leben ändern”, 2009), at vi løfter solidariteten op på et højere niveau. Det er nødvendigt med de nye udfordringer den globale verden står over for. Vi må ændre vores praktiske omgang med hinanden, så det ikke længere er de egoistiske impulser, som bestemmer og styrer, heller ikke mellem kulturer, religioner, nationer, markeder og økonomier. Vi skal i praksis turde ændre alle egeninteresser, så vi stræber efter en beskyttelse af det fælles liv for alle. Vi skal være solidariske på en ny måde, som kloden og det levende – herunder mennesket – kan holde til på lang sigt. En ny form for solidaritet er vejen frem – en solidaritet hvor de gængse forskelle mellem eget og fremmed, ven og fjende må overskrides. Det handler ikke om, hvad man selv får ud af livet, men hvordan man får andre ind i livet.
I kristendommen er solidariteten bundet til næstekærlighed – at leve på barmhjertighedens impuls. Barmhjertighed er, når mennesker gør noget godt for en anden uden at være tvunget til det. Det er, når vi gør noget for en anden uden bagtanker, når vi ændrer den andens tilstand i positiv retning. Vi kender alle barmhjertighedens impuls, når vi føler os tilskyndet til at gøre noget for andre. Det er den impuls, som holdes frem for os i dag. Det er barmhjertighedens impuls, som får vor herre til at rose den uærlige godsforvalter, selv om det han gør økonomisk set er helt forkert. Egentlig er det svindel, bedrageri og underslæb. Sådan vil vi sige. Men vor Herre ser barmhjertighedens impuls – ser et menneske som støtter en anden, som springer ind for en anden, ser mennesker som bliver gensidigt afhængige af hinanden – et menneske som ændre sit liv ved at bevæge sig i forhold til andre – at skylde sammen og skylde hinanden.
Det handler ikke om, hvad du får ud af dit liv, men hvordan du får andre ind i dit liv. Gud vil, at vi fylder livet med barmhjertighedens impuls, også selv om det strider mod de gængse normer, sprænger de vante idealer. Kristen solidaritet er barmhjertighed. Det er kernen i Jesu liv, lidelse, død og opstandelse. God sommersøndag.
Amen.