Højmessen kl. 10 Tekster: 1. Johs. 1,5-2,2 og Luk. 16,1-9.
Salmer: 736 – 450 – 385/ 667 -439 – 292 – 31.
Gudstjenesten i Aarhus Domkirke kl. 17. Tekster: 1. Johs. 1,5-2,2 og Luk. 16,1-9.
Salmer: 6 – 289/ 679 – 439 – 471 – 383.
For de fleste af os er det ikke rart at blive mødt af kritik. Den kan gøre usikre og bange, eller den kan medføre, at vi bliver aggressive og vil forsvare os.
Kritik kan dog også have nogle positive virkninger. For den kan, når den bliver formuleret venligt, blive konstruktiv og dermed opbyggende. Med konstruktiv kritik kan vi opdage, at der er noget, vi kan gøre på en anden og måske bedre måde.
Der er også en form for kritik, som kaldes religionskritik. Vi kender den som en seriøs kritik måske af filosofisk tilsnit, men også som en form for kritik af måden at udøve troen og religionen på. Det har vi fx skønlitterære eksempler på i I.P Jacobsen og Henrik Pontoppidan, for at nævne to klassiske forfattere fra den periode i slutningen af 1800-tallet, der kaldes ”Det moderne gennembrud”. Også i dag findes der religionskritik bl.a. vore forfattere; men også en generel interesse for det spirituelle og religiøse i forskellige former. Også inden for teologien og kirken arbejdes der med religionskritik, for kirken skal ikke lade være med at lytte til, hvad der tænkes og siges af andre. Hvem af os vil ikke gerne udtrykke sig og forkynde på en sådan måde, at mange kan få tillid til det, vi siger? Det handler ikke om at tilpasse troen eller evangeliet til tidens smag, men om at formulere det, så det kan forstås på tidens sprog.
Når jeg indleder på denne måde, er det fordi, vores evangelietekst i dag kan læses som religionskritik. En kritik af måden at udøve og praktisere tro på. Det er i så fald en kritik, der er udtrykt af Jesus selv. Hvordan kan det hænge sammen og forstås? Vi må, hvis vi går ind på den præmis, spørge, hvad det er, han kritiserer i denne lignelse. Jesus anvender en fortælleform eller billedform, som vi kalder for en lignelse. Lignelser er billeder på Guds rige, når det er Jesus, der fortæller dem. Vores lignelse er svær at forstå for de fleste af os. Det forbavser os, at godsforvalteren bliver rost for at bedrage godsejeren. Er det et evangelium, et kristent budskab, at opfordre og tilskynde til bedrageri? Nej, selvfølgelig ikke! Lad mig prøve at rede dette ud.
For det første har godsejeren i lignelsen taget en højere pris for de varer, han har solgt, end de var værd. Han har tjent penge ved at gøre andre fattigere og afhængige af sig. For det andet har godsforvalteren set dette. I det skjulte har han modarbejdet det ved at dele godsejerens penge ud. En sådan opførsel og administration bliver altid opdaget. For folk snakker og sladrer, og en dag hører godsejeren det også. Han må vise handlekraft og smider forvalteren ud. Hvad ellers?
Den nu tidligere forvalter spørger sig selv, hvordan han nu skal klare sig? Sådan som de fleste, der bliver fyret må spørge, også i dag. Mon ikke han har tænkt nogenlunde sådan her: ”Hvis jeg nu bedrager og nedskriver folks gældsbreve, vil de så ikke tænke godt om mig, når jeg bliver arbejdsløs? Måske kan de se, at jeg er et ordentligt menneske, selvom jeg har arbejdet for den onde godsejer. Og de vil sikkert hjælpe mig til et nyt job.” Som sagt, så gjort. Den rige godsejer roste endda forvalteren, da han opdagede bedrageriet. Det var nemlig klogt af forvalteren at tænke på, hvordan han bagefter skulle klare sig. Man kan også sige, at han jo kun tog den del af godsejerens formue, som han slet ikke var berettiget til at få, fordi han havde sat folks gæld højere end den egentlig var. Men er det alligevel i orden, at forvalteren handlede, som han gjorde? Ja, det kan forsvares, fordi han ikke gør det for egen vinding skyld. Han nedsætter andres gæld. Han gør dem friere. Han løser dem. Desuden tabte godsejeren ikke penge på det.
Vi hører også, at Jesus roser det. Det må være, fordi Jesus fortalte lignelsen som et billede på Guds rige. Det vil sige som et billede på, hvad tro og tillid drejer sig om her i vores liv.
Jesus var jøde, og han så, hvordan pagten mellem Gud og mennesker, som Moseloven egentlig skal forstås, med tiden var blevet ændret til en lang rækker regler for god opførsel. Den blev til en lov, der foreskrev, hvordan man skulle opføre sig for at få Guds nåde, en opskrift på at please Gud. Det var og er nok ikke Moselovens hensigt og mening. Meningen er at beskytte og styrke andre inden for samme stamme. Lovens mening er ikke, at enhver skal få mest muligt ud af den. Meningen er, at den skal sætte rammen om og styrke fællesskabet. Det er også hensigten og meningen med vores love.
Jesu forkyndelse sigter på, at vende tilbage til den oprindelige forståelse af pagten med Gud. Han peger gang på gang på, at det ikke handler om, at hver enkelt af os fremstår som den rene og syndfrie over for Gud. Altså den mest perfekte. Nej, det afgørende er, hvordan jeg spontant og uden bagtanke forholder mig til andre mennesker. Altså at jeg ikke gør de andre til et formål eller et redskab. Men at deres liv bliver et formål også for mig. Og her kommer så den pointe frem, som ligger under og i al Jesu forkyndelse. Ved at bruge livet og alle livets goder til at gøre det bedste for andre, tjene dem, sådan fuldbyrdes livet for os.
Her kan vi spørge kritisk om, hvad jeg opnår ved det? ”What is in it for me?” Fortjener jeg det evige liv ved at tjene andre? Bliver jeg retfærdig ved dette? Det overordnede svar er et nej.
Hvorfor så gøre det? Så må der vel være andre veje! Nej, det tror jeg ikke. For der ligger en form for afklaring i den første tekst jeg læste i dag, nemlig fra Johannesbrevet, som jeg læste fra alteret. Her står der sort på hvidt, at ingen af os kan lade være med at synde. Synden er et vilkår. Synden er nemlig at opdele og at adskille alt det, som hører sammen. Alt i verden er delt. Det kan ikke heles af os. Men vores opgave er den uendelige opgave at forsøge at hele det splittede ved at skabe og danne fællesskaber.
Derfor kan vi ikke bruge religion og kirke til at lukke os om os selv eller om vores indbildte rettroenhed. Vi skal ikke trække grænser over for andre ved at fordømme deres tro eller deres – i vore øjne – skikke og manglende tro. Vores opgave er at nedskrive andres gæld, som godsforvalteren gjorde. Vi fortjener ikke selv noget ved det. Måske gør vi andres tilværelse lettere på den måde. Og det er vores opgave. Det taler lige imod med opfattelse, som er så fremherskende i dag, at vi skal sørge for os selv og for vore egne. Det er ikke nok. Hvor vi er, skal vi nedskrive andres gæld og skyld. Vi skylder alle sammen hinanden noget. Vi skylder livet væk. Det er givet for intet til hver eneste af os.
Jesus siger et sted, at hvad vi har gjort mod et af hans børn, har vi gjort mod ham. Gudsforholdet er altså ikke bare et indre forhold om, hvad vi tror og tænker. Det er også, hvad vi gør ved og for hinanden. Engang vil Gud se på det. Da må vi håbe, at han vil være nådig mod os og se på os, som han så på den utro godsforvalter, der nedskrev andres gæld. Indtil videre er det kun Kristus, det kan fortælles om. Lignelsen er et billede på hans gerning. Hans nedsætter vores gæld til tilværelsen. Derfor må vi holde fast i ham og i hans tag i os.
Amen