Tekster: Ap.G.9,1-18 og Johs. 8,28-36. Salmer: 238-218/ 395-439-248-724.
4. søndag efter påske, søndag d. 18. maj i Aarhus Domkirke kl. 17
Domprovst Poul Henning Bartholin
Frihed er et meget vigtigt og afgørende ord og begreb i Europa. Dog er vi ikke enige om, hvordan ordets indhold skal udlægges og forstås. Hvem har den rette forståelse af, hvad der er frihed i Ukraine, i Syrien eller her? Er EU et politisk projekt for friheden? Eller er det i for grad et overnationalt samarbejde, der begrænser vores frihed?
Frihed indgår i mange sammenhænge. Hermed får det en hel del definitioner, der godt kan stritte indbyrdes. Er frihed bare valgfrihed? Definerer vi frihed til noget? Eller tænker vi, at frihed er fra noget – ja, måske endda frihed for noget?
Det er ikke kun politisk, at frihed betyder noget. I det allerførste bind af Aarhus Universitets bogrække ”Tænkepauser” er emnet netop frihed. Forfatteren Hans-Jørgen Schanz skriver deri, at hans bog skal læses som en form for sprogrensning af ordet ’frihed’. Han tilføjer, at han ikke nærer illusioner om, at han derved har gjort ordet klart og entydigt.
Begge tekster til dagens gudstjeneste tager stilling til, hvad frihed er. Her er tydelige eksempler på, at de definitioner af frihed, som vi typisk har, ikke harmonerer med den definition af frihed, som Jesus har. Ligesom hans opfattelse ikke svarede til de jøders opfattelse, han diskuterede med.
For jøderne at se, bestod frihed i at være af patriarken Abrahams slægt, at have Gud til gud, at være hans udvalgte folk, og at have Moseloven som den gensidige pagt med Gud. At holde og efterleve loven var det samme som at leve et ordentligt eller bedre: retfærdigt liv, som Gud, livets giver og Herre, ville og havde tænkt sig det.
Det liberale samfund, vi efterhånden har fået udviklet, er et hårdt samfund at leve i for mange mennesker. For i liberalismen er enhver sin egen lykkes smed, sit eget livs kreatør. Samtidig med at store, hidtil bærende samfundsinstitutioner som folkekirken skal gøre sig fortjent til medlemmernes interesse, søger flere efter et åndeligt og religiøst fundament. Nogle finder det ved at genopdage og genbruge gamle former for kristen praksis. Andre søger til mere tydeligt definerede fællesskaber, hvor der er en begrænset rummelighed, og andre igen nærmer sig fællesskaber om bogstavelige og fundamentalistiske fortolkninger af vores helligskrift, Bibelen.
Det kan se ud som om, vi i overensstemmelse med tanken om at være vores eget livs kreatør søger og spørger religionerne, hvordan vi skal leve. Tidligere var det vigtigste spørgsmål – og er for nogen af os endnu – hvad religionerne siger om at leve og at være menneske.
Tolker vi evangelierne, Paulus og kristendommens historie med den indfaldsvinkel, fremstår Jesu forkyndelse som noget af det mest – i ordets bedste forstand – kritiske, jeg kender. Kritisk fordi den spørger mig, uden at jeg kan give svar. Spørger jeg, får jeg aldrig et endeligt, men et rummeligt svar. Jesu forkyndelse kalder mig til at tænke over, hvad jeg gør og siger, så jeg tager et ansvar for andre og ikke først for mig selv. I Jesu forkyndelser lyder det aldrig sådan, at dette eller hint skal du gøre, mene og tro for at blive frelst. Nej, det hedder altid: ”Du skal tage vare på det liv, jeg som den skabende, den korsfæstede og opstandne Gud har givet dig.”
For frelse er, at nåde og barmhjertighed altid er det første. Frelse er aldrig en følge eller en konsekvens. Frelse skal aldrig udledes af noget andet. Frelse er i verden, fordi Gud som korsfæstet og opstanden har sat den midt i dit og mit liv. Her har vi da en vigtig pointe for at forstå, hvad frihed er kristeligt talt. Det er en frihed til at være Guds barn og en frihed fra at skulle gøre mig fortjent til at blive det og være det.
Hvor tæt dette ligger på vores daglige grublerier og bekymringer over vores liv og os selv, illustreres af de to tekststykker fra Apostlenes Gerninger og Johannesevangeliet, vi har hørt i dag.
Som de skildrer det, og i kraft af den status, de har fået i kristenheden, kan de høres eller læses som en skildring af det ganske særlige, der skal til for at blive vendt om og komme til at høre Gud til. Men de kan også læses, og sådan mener bl.a. jeg at de skal læses, som nogle almene skildringer af helt almindelige menneskers daglige bøvl med at leve og vinde fodfæste i livet.
Man kan sige, at de skildrer en erkendelse, som foregår mange gange i os. En erkendelse, der aldrig bliver noget varigt og statisk, men som skal gøres og vindes igen og igen hver eneste dag.
Hvor ofte sker det netop ikke, at vi bliver opmærksomme på noget, som andre allerede har indset og erkendt? Hvor ofte sker det ikke, at vi opdager, at den opfattelse, vi har, bunder i faste skemaer, som i grunden er snærende og forkerte? Vores tillidsforhold til hinanden gennemløber altid og hele tiden det mønster.
Som en anden ”ridder” vil vi, som Paulus, have opbakning til at Agere og handle. Fx vil vi gå i rette med andres holdninger og meninger. I nogle tilfælde vil vi udslette synspunkter og meninger. Vi vil ikke dræbe mennesker, men vi er parate til at bekæmpe andres meninger eller ret til et privatliv eller uafhængighed ved at fjerne forudsætningerne for, at de kan opnå, hvad der hidtil har beskyttet deres ret og deres liv.
Altså ligesom Paulus. På en måde ligner han vore dages agenter, der drager til andre lande for illegitimt at dræbe. Hans omvendelse kan skildres på mange måder. Én tolkning kan vi se på altertavlen i Sct. Pauls kirke. Den skildrer, hvordan Paulus rent fysisk blev mødt og blændet af et skarpt lys.
At det er foregået sådan, skal jeg ikke afvise. Måske er der dog snarere tale om noget, der skete inde i ham, som det sker i os. Er det samvittighedens stemme, der melder sig og spørger om, hvad han egentlig er i færd med? At drage ud for at dræbe mennesker på grund af deres holdninger og meninger? Hvad betyder det mon for Paulus, at de mener, som de gør? Bare de ikke begår overgreb mod andre, kan deres holdning vel få lov til at stå som én, der kan modsiges og udfordres på dens sandhed og gyldighed men heller ikke mere.
Vi kender det. I det øjeblik, sådan en erkendelse skyller ind over os, kan vi ikke se klart. Erkendelsen kommer efter en tilstand, der her sammenlignes med døden. Dér i ”Den lige Gade” i Damaskus, hvor Paulus blev bragt, lå han i tre dage, som Jesus lå i graven i tre dage.
At komme til den erkendelse, at Jesu forkyndelse er sandhed for mig, er for enhver af os forbundet med lidenskab og lidelse og afsavn. For det oplyser og opløfter os, samtidig med at det ikke giver konkrete svar på, hvordan jeg skal leve og klare mit liv. Til gengæld befrier det mig fra byrden at være sit eget livs kreatør. Fordi livet er skænket, og fordi jeg skal leve for andre og ikke for mig selv.
Når vi har været igennem sådanne overvejelser, hvad vi alle har mangfoldige gange, så har vi jo også jødernes erfaring med at komme af med det, som vi ikke kan lide. Vi finder en syndebuk og slår ham verbalt eller bogstaveligt talt ihjel, og så får vi fred – tror vi. Nej, også her kommer samvittighedens stemme igen til os. Hvad nu, hvis det var os, der afveg på holdninger og meninger eller i vores fysiske eller psykiske udrustning? Har vi ikke ret til at være?
Jo, lige netop. For den ophøjelse af Jesus, der her er tale om, er jo korsfæstelsen og opstandelsen. Den er jo også en manifestation af, at man kan slå et menneske ihjel, som Jesus blev det. Hvad dette menneske sagde og gjorde, kan ikke gøres usagt eller ugjort. Ordene er sagt, gerningerne er gjort, og de trækker deres spor i historien og i vores bevidsthed. Deres indflydelse og betydning kan vi ikke standse. Vi kan vælge at lade disse ord ligge som nonsens. Eller vi kan tage dem til os og blive i dem. ’Blive i dem’ er at lade dem blive horisonten for vores liv og ikke os selv.
Jesus siger, at han er den, han er, på samme måde som Gud Fader sagde til Moses ved den brændende tornebusk, at han var den, han er. Han og ikke vi er horisonten for, at der er et liv at leve. Det er et skænket liv, hvor sandheden rækker os frihed.
Hvad er så sandhed i dette tilfælde? Sandheden er det gådefulde, at livets skaber sætter sig selv ind for at redde os, når vi vikler os ind i at ville være skabere af vores eget liv, som vi ellers kun har fået til låns. Sandheden er den gådefulde, at Gud sætter sig selv ind for at befri os fra de trællekår, vi giver os selv og hinanden.
Så er friheden for både Paulus, jøderne og os, at vi har fået lov til at se, erkende og tro, at vi på trods af synd, fald og egenrådighed er Guds barn og i kraft af hans korsfæstelse og opstandelse er i hans ord og sandhed nu og altid.
Så skal du tage livet på dig og leve. Det er dit ansvar at gøre det til gavn for næsten i lyset af Jesu korsfæstelse og opstandelse. Korsfæstelse og opstandelse blænder og blinder os, men der er også altid én, som fører os ved hånden hen til døbefonten eller tilbage til den, dér hvor vi blev og bliver frie.
Amen