Påskedag (Poul Henning Bartholin)

Tekster: 1.Pet.3,1-9 og Matt. 28,1-8. Salmer: 224-218- 222/ 236-439-227-234

Påskedag, den 20. april 2014 i Aarhus Domkirke kl. 10.

Af domprovst Poul Henning Bartholin

“Man kan beskrive alle de overvejelser, man gør sig, for eller imod en beslutning, man skal træffe. Men man kan ikke beskrive, hvordan beslutningen tages eller træffes i ét bestemt øjeblik”.

Sådan sagde atomfysikeren og filosoffen Niels Bohr engang. På samme måde kan man overveje for eller imod, om evangelisternes beretninger og forkyndelse er troværdige for mig og mit forsøg på at finde og fastholde sprækker, hvorigennem der kastes et forklarende lys over tilværelsen.

Derimod kan man hverken beskrive det, der har fået mig til at tro eller ikke tro. Tro fødes ikke af argumenter. Tro fødes af et troværdigt budskab og af en troværdig bærer af dette budskab. Men troen sker i et spring, som Søren Kierkegaard sagde.

Man kan heller ikke beskrive opstandelse. Ingen af evangelisterne har turdet kaste sig ud i at beskrive, hvordan Jesu opstandelse skete. De fører med deres forkyndelse og beskrivelse kun os, der hører eller læser beretningerne, hen til graven, der viser sig at være tom. Mattæus er den eneste, der fortæller, hvordan stenen blev væltet fra gravens indgang. For de andre tre er dét også et mysterium, ”for den var meget stor”, som Markus skriver.  Alle fire evangelister skildrer den tomme grav. Ingen af dem beskriver, hvordan den blev tom. Kun at den blev tom. Men de tolker alle den tomme grav som et udsagn om, at opstandelsen har fundet sted.

I dag er det som om, alle forandringer i vores samfund skal være baseret på evidens. Hvad enten det er politiske ændringer, lovændringer, ændringer i etikken, opdragelse, undervisning og dannelse, er kravet, at de skal være baseret på evidens. Forud for beslutningerne træffes kræves en indsigt i, at noget virker. Det skal have vist sig. Det skal være blevet set. Med andre ord være evident. Man bør overveje at skifte praksis. For hvis kun det, som har vist sig at virke, er vores fælles område og virkelighed, er der tale om en betydelig indskrænkning af vores fælles tilværelse.

Vi gifter os ikke med den elskede, fordi kærligheden virker. Vi opdrager ikke vores børn på en bestemt måde, fordi vi kan se, at det virker. Nej, vi elsker, fordi vi ikke kan lade være, og fordi vi begge formes af det. Ingen af os véd, hvor det fører os hen, men henførte bliver vi af det. Vi opdrager ikke vore børn, for at de skal blive sådan som et billede, vi har dannet os, men for at de skal kunne klare sig i livet, og for at de må få den bedst mulige rejsekost med. Vi ønsker af lade dem danne, så de kan blive livsduelige til deres liv og fremtid. Hvordan eller hvorledes den bliver, kan vi ikke vide med bestemthed. Vi aner ikke om det rækker og virker, det vi gør.

Alligevel er det som om, vi ophøjer det evidensbaserede til den højeste form for viden og klogskab i dag. Menneskelig viden er altid foreløbig. Viden er ufuldstændig, den er i sin vorden, og viden er mere end det, der kan bevises og dokumenteres.

Tro afvises meget ofte som overtro og tåbeligheder. Men spørg engang dig selv, hvad der er det væsentligste i dit liv. Og tænk over, om det er grundlagt på evidens og beviser? Er det væsentlige ikke at du er, at du lever, og at du er elsket? Vi kan beskrive alle processerne i et menneskelivs tilblivelse, dog ikke det under at livet bliver til, at et barn kommer lykkeligt og uskadt gennem fødselen.

Vi kan beskrive alle processer i naturen, som foregår lige nu, hvor foråret vælder os i møde.  Dog kan vi ikke beskrive det, der ligger bag, at det sker.

Du kan berette om, hvem der har erklæret dig sin kærlighed. Men du ved ikke, hvordan det kan være, at du er elsket.

At opstandelsen er sket med Jesus Kristus, og at den er stillet enhver af os i udsigt, der er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn til Jesu kors og opstandelse, det kan ikke bevises. For ingen har set det ske. Men vi mødes af den opstandne i hans budskab, i hans ord og i det liv, han har skænket os.

Det væsentlige er nemlig ikke, om vi kan fremskaffe en historisk beskrivelse af, hvad der foregik. Væsentligt er, hvad det betyder. På samme måde, som Niels Bohr sagde, at det er beslutningens betydning, der er afgørende. Jævnfør at Bohrs tænkning og eksperimenter var afgørende for atombombens konstruktion, så advarede han imod dens anvendelse. Betydningen af at hindre de ødelæggelser, den gjorde muligt, var vigtigere, end hvordan den var blevet til. Bohr pegede på dens betydning og konsekvens. Og det er også, hvor det ikke handler om mulige ødelæggelser, altid vigtigst med nogets betydning og konsekvens.

Så lad os da spørge, hvad der er betydningen og konsekvensen for menneskelivet ved, at opstandelsen skete og sker? Der sker en omvæltning i menneskers verden. For det, vi ikke kunne tænke, det sker. Gud viser sig for mennesker med den magt, han har. Menneskers forestillinger om Gud lider her et nederlag, og Gud åbenbarer sig som en mægtig Gud, der ikke vil straffe som fortjent, men vende den af mennesker fordrejede verden til det, der er hensigten med den.

Den skabende Gud griber ind i den skabte verden og dør af kærlighed for at bære os gennem døden til livet. Så får vi nu livet på trods af og i opstand mod døden, og vi får et liv i Guds hænder nu og i al evighed.

Langfredag døde den Gud, som mennesker til enhver tid forestiller sig er den ”rigtige” Gud. Den fjerne ophøjede, mægtige vrede Gud, der kræver lydighed, ofrer og underkastelser. Han dør mellem hænderne på os, da de korsfæster Jesus. For Jesus er nemlig Gud, som Gud er, ikke som vi til alle tider forestiller os Gud.

Den fjerne, vrede Gud, der kræver ofre og som regerer ved love og forbud, er ikke den Gud, der træder frem i Jesus Kristus. Ingen -eller få – kan se, at en Gud, der lider på et kors, er en sand Gud. Men det er det, for det er en Gud, der stiller sig tæt på sin skabning, som lider med sin skabning, som hengiver sig for den. For skabningen er ikke skabt med døden for øje, men med livet som mulighed.

Mennesker tror, at vi redder den fjerne Gud, når vi korsfæster den nære Gud, der kommer i vor egen skikkelse. Han er dog i denne skikkelse ikke af verden. Men i verden tager han alle menneskers vrange forestillinger på sig og bærer dem til døden og lægger dem i graven med sig. Dér bliver de, men den sande Gud bliver ikke i graven. For han er herre over både liv og død. Han opstår og skænker os den forsoning, vi ikke kunne yde.

Da stenen bliver væltet fra – ikke af mennesker men af Gud selv – falder der samtidig en sten fra vores hjerte. Vi bliver lettet for selv at skulle bære konsekvensen af ikke at ville se den sande Gud, men at ville skabe os en selv. Og vi bliver lettet for det, forfatteren Milan Kundera kaldte ”tilværelsens ulidelige lethed”, som er, at intet har betydning og ikke har nogen tyngde. Mennesket har da egentligt ikke noget sted, fordi det har sted overalt.

Den ”ulidelige lethed” tages fra vore skuldre. Vi får til gengæld et sted og et bånd, der ikke binder snærende, nej snarere er det et redningstov, et åndeligt bånd, vi kan holde i og gribe til, når vi vakler.  Hver eneste dag opstår der situationer, hvor vi vakler, fordi livets alvor og tyngde møder os. Da har vi det bånd, der består af ånd og ord, af dåbens vand og af nadverens brød og vin. Ord og ånd forkynder os, at intet kors og ingen grav kan holde den levende Gud tilbage fra at skænke os liv, frelse fra synd og død og evigt liv.

Han har med egen krop båret livsfornyelsen ud af dødens magt og sat den ind i vores liv. Her er den virkelig, når vi tager det til hjerte, som vi hører, når vi tror, at synd tilgives af nåde, når vi tror, at forsoning sker, at den sande kærlighed ikke er selvisk, at Kristus er Gud midt i livet, og vi møder ham som den opstandne i ordene ved døbefonten og i nadverens vin og brød.

Den korsfæstede og opstandne bærer os fra død til liv, så vi kan leve, selv om vi dør. Og vore døde har vi, selv om vi mister dem og erfarer tabet og smerten. De er hos Gud, de er i vores liv, i vore hjerter nu og evindelig. Således er vi ”genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”

Amen