15. søndag efter Trinitatis (Poul Henning Bartholin)

Tekster: Ap.G. 8,26-39 og Luk. 10,38-42. Salmer: 728-297/ 165-439-320-759

Hvad er ”det ene fornødne”, som Jesus her taler om? Det er sværere at svare på end som så. Derfor er det ikke så mærkeligt, at vi søger efter svar, hver eneste af os. I grunden er vi alle søgende, ledende, uden at vi helt nøjagtigt véd, hvad det er, vi leder efter. Mange af os går rundt et helt liv med en følelse af mangel. En følelse af aldrig at komme helt hen til det, som kunne opfylde vores længsel efter fylde og mening og tro.

Det kan derfor også lyde lidt falsk i mine ører, når undersøgelser viser, at vi er verdens lykkeligste folk. For der er mange skæbner også i denne by, der ikke har et godt liv. På den anden side, når kendte mennesker bliver spurgt i en avis, – og der er en avis, som for tiden spørger en lang række kendte personer om, hvad det gode liv eller lykken der for dem, – så svarer de fleste, at det er noget meget enkelt, som hører til i deres hverdag.

Nu ved vi godt, for det kender vi også en del eksempler på, at hverdagen ligesom kan blive lidt for lille for mange mennesker. Hvis de forbliver i hverdagen, kommer de måske ikke til at se det, som også kunne berige deres liv og gøre det større og dybere og give dem en glæde ved at finde mere mening i det.

I de to tekster fra Apostlenes gerninger og Lukasevangeliet har vi i dag hørt om tre personer, som alle leder og søger efter det væsentlige eller det ene fornødne i livet. Den ene, hofmanden, bliver døbt, Maria hører Jesu forkyndelse, og Martha bliver sat på plads. Møder de så det ene fornødne? Ja, sikkert, og nok på en for dem og os overraskende måde.

For hvis de nu var ude på at finde den overordnede mening med livet, får de jo ikke en hel masse at vide om, hvad eller hvor den er. Eller gør de? Ja, lad os lige se på hofmanden fra Etiopien. Han har været i Jerusalem og er nu på vej hjem til Etiopien. Det var en lang og meget strabadserende rejse. Farefuld tilligemed. Han læser i profeten Esajas bog. Den er sort for ham. Han forstår den ikke. Sådan har mange det også med Bibelens mange tekster i dag. Hvad tales der om? Hvordan skal det forstås? Hvad har det med vores liv at gøre? Hvad er det for et billedsprog, der bruges om en mand, der er blevet eller som engang skal henrettes, og som går i fornedrelsen og døden tavs og fattet? Er det ikke meningsløst? Er det ikke endnu én af de ufatteligt mange grusomme og meningsløse henrettelser, verden har set og stadig ser?

Jo og så alligevel ikke. For Esajas profeti kredser om en forestilling om, at ét menneskes død kan blive til frelse for mange. En forestilling og en drøm om, at det fald, som er skildret i de gamle myter om verdens skabelse og menneskets fald, kan tages tilbage. Det fald skal ifølge mytens væsen, aldrig forstås som en begivenhed, som skete én gang for alle engang i fortiden. Myten fortæller om det, som er fælles for alle menneskers liv, og som sker i alle menneskers liv. Fx at vi falder, at vi ikke vil lytte. At vi ikke vil blive i det vante og trygge men har udlængsel, søger og leder efter muligheder, åbninger og udfordringer, som vi kalder det for tiden. Myten fortæller altså om mig og om dig. Om det, der foregår i os lige nu.

Myten fortæller, at døden er straffen eller konsekvensen af at ville være sin egen Gud. For enhver, der tager styret i sit liv og vil designe og forme det, opfører sig, som om han er Gud.

Og dér i en skrumplende rejsevogn sad den etiopiske hofmand og læste om, at døden kunne overvindes for ham af en anden. Han måtte have det fortolket og forklaret. Han hørte om, at Gud inkarnerede sig, blev et menneske af kød og blod og døde en fornedrende og forsmædelig død, men overvandt den med opstandelsen påskemorgen. Overvandt den med at døden ikke fik og ikke får det sidste ord. Og så kunne han, hofmanden blive døbt. Fordi det svarede til hans egen erfaring, at døden trods alt, så hård og kold den også er, ikke får og aldrig får det sidste ord. For hofmanden må det have været det væsentlige, den ene fornødne.

For de to søstre er det ikke det, der trykker. Det er deres indbyrdes relation, hvor de – som os alle – oplever, at den ene svigter den anden eller selv bliver svigtet. Ja, måske er det ikke sådan, men vi oplever og tolker det sådan.

For de to er der to forskellige måder at forholde sig til ”det ene fornødne”. Det er at sørge for værtskabet og komforten for gæsterne. Sådan ser Martha det. For hende er det stressende at skulle leve op til det. Hun er presset, og hun finder velsagtens, at Maria svigter, og lader hende, Marta om at stå med ansvaret for, at deres fælles hjem er gæstfrit og at sørge for gæsterne, som konventionen byder.

Maria derimod finder, at alt det kan de vel overkomme på et tidspunkt, men det gælder vel om at høre, hvad det er, Jesus har at sige. For han er ikke hvem som helst. Det ene fornødne for hende er at lytte og høre. Og hvad hører hun? Ja, det får vi ikke præcist at vide, men af sammenhængen fremgår det, at her erfarer hun et nærvær, en fylde og en mening, der gør det nærliggende at sige, at her er Gud og Guds rige. Lige som hofmanden før.

I tre personer møder vi det, som kæmper i enhver af os. En søgen efter fylde og mening, efter en grund at stå på. I os ligger også en forståelse af, at den skal vi selv finde enten i os selv, som jo er den helt store falske fortælling i øjeblikket, eller i arbejdet, i det vi gør, i det vi konkurrerer eller fortjener os til.

For nogle år siden mistede jeg en god ven, som jeg førte mange dybe samtaler med. det havde vi gjort siden vi mødtes i studietiden. Han fortalte mig engang om en film, han havde set. Den hedder Tokio Story  og foregår først i 1950ernes Japan. Det var i den fase, hvor Japan kom ind i en økonomisk udvikling igen efter nederlaget i 2. verdenskrig.

Handlingen i filmen er meget enkel. Et ægtepar har fire børn. En bor i samme by som dem. I Tokio har de to børn og en svigerdatter, der har været gift med en søn, de har mistet.

De rejste engang til Tokio for at besøge de to børn og svigerdatteren. De to havde næsten ikke tid til at tage sig af dem. Men det gjorde svigerdatteren så. Kort efter døde moderen. Det samme skete. De tre børn kom hjem. De to tog hjem samme aften, som moderen var blevet begravet. Men svigerdatteren blev hos sin svigerfar i flere dage.

Dybt indtryk gør en scene med en samtale, hvor svigerfaderen vil takke svigerdatteren for hendes hjælp. Han siger til hende, at hun skal gifte sig igen. Og han fortæller hende, hvor meget den afdøde hustru og han har holdt af hende og er taknemmelig for hendes hjælp og støtte og kærlighed. Hun bryder sammen, fordi hun opfatter sig selv som selvisk. Hun har ikke hver dag tænkt på sin afdøde mand, siger hun undskyldende. Svigerfaderen holder fast og fortæller, at hans kone kort tid før hun døde sagde, at det var mærkeligt, at svigerdatteren var den, der kom dem nærmest og gav dem den kærlighed, de havde allermest brug for. Det gjorde deres børn ikke. De havde travlt med at tjene penge og blive til noget.

Han forærer hende sin kones ur som tak og som pant. Hun bryder igen sammen i gråd, men han siger: ”Jeg vil gerne gøre dig lykkelig”!

På vej hjem til Tokio i toget tager svigerdatteren uret frem og tænker på den samtale og på en, hun havde med datteren i svigerforældrenes by. I den samtale var det enige om, at livet er skuffende med dets tab, savn og lidelser og en kærlighed, der udfolder sig anderledes, end vi drømte om. Hun ser på urets hurtige sekundviser, imens vi hører den øredøvende larm fra eksprestogets hjul.

Og sådan er menneskelivet. Fylden, meningen, omsorgen og kærligheden kommer ikke fra det, vi gør for os selv. Den opstår hos andre ved det, vi gør, uden at vi aner, at vi gør det og omvendt. Andre skænker os livsfylde og mening, uden at de ved det. Det er derfor, vi er nødt til at fortælle den, vi elsker, at kærligheden stadig er levende i os. Men dette ”at” det sker, er det ene fornødne. Og dette ”at” det sker er i al sin enkelhed og lidenhed også det, vi holder kirke på og lever af. For evangeliet og lektien om den etiopiske hofmand fortæller og forkynder os, at det ene fornødne er at få alt skænket.

Det er på mange måder en stærk kritik af, hvordan vi lever. For vi lever for at fortjene, for at udkonkurrere andre, for at blive de bedste. Og dog må vi alle sammen erkende – før eller siden – , at vi – som svigerdatteren – er selviske, men alligevel bag om ryggen kan være det altafgørende for andre, ligesom andre er det for os.

Det giver myten om vores fald ikke svar på. Den efterlader os rådvilde og forkrampede med døden hængende over hovedet hele livet. Først Guds indtræden i vores liv i et menneskes skikkelse kan åbne vore øjne for, at fylde har Gud skænket os i vores næste, der er skabt i Guds billede og altså uden at vide det, skaber Gudsnærværet hos os.

Det er det ene fornødne at høre og at lytte til. Det er Guds barmhjertighed og nåde, at vi må høre og leve af dette og ikke af alt vores eget.

Amen