Tekster: Jon.2 og Matt, 12,31-42.
Salmer kl. 10: 754-449-385/ 294-439-378- 227.v 8-9.
Salmer kl. 17: 44-394/294-439-578-785
Domprovst Poul Henning Bartholin
Det hele slutter med at hun råber, nærmest skriger: ”Det var det ikke værd”. Vi sidder alle et øjeblik. Vi skal lige komme til os selv, inden vi kan klappe. Sådan oplevede jeg teaterforestillingen på Teater Gruppe 38 herhenne i Mejlgade forleden under festugen. Forestillingen hedder ”Marias Testamente”. Og den handler om Maria som øjenvidne til Jesus liv og hans virke. Ikke mindst fylder de sidste dage op til korsfæstelsen og selv korsfæstelsesdagen, Langfredag en hel del. Hun sidder som mor og husker og gengiver os sine dybe, dybe indtryk og erindringer. Det er smerter, kærlighed og savn. Det er søgen efter en mening med livet, med tabet, med ensomheden, isolationen og fællesskabet, andres falskhed og opportunisme.
Teaterstykket er stærkt og følelsesladet. Jeg blev grebet af det, fordi det rejser mange spørgsmål ikke mindst om, hvad Jesu død og opstandelse betyder i dag. Jeg støder af og til på den opfattelse, at det må vi have svaret på her i kirken. Det har vi ikke, vi har færten af det, men vi har ikke hele svaret. Betydningen af de dramatiske begivenheder med Jesu død og opstandelse er gådefuld og kræver hele tiden fortolkning.
Det er derfor vi holder gudstjeneste hver søndag. Det er derfor det faktisk føles nødvendigt for nogen af os at gå i kirke tit, fordi vi ikke kan blive færdige med at vride mening ud af den historie lige nu, hvor verden er fyldt af mange andre mødre, der mister sønner og mænd, der dør for en sag, der ikke er deres tab af menneskeliv værd.
Og den viser sig at være meget mere end en historie, den er evangelium. Det betyder ”godt budskab” og hver eneste uges evangelium er med til at give livsmod og håb i en hverdag, der måske godt kan være meget broget og fortravlet.
I forestillingen tænker Maria hele Jesus historie igennem. Hun gennemlever igen og igen dramaet, da han døde. Hun fortæller om evangelisterne især ham, der hed Markus. De kom til hende. De ville have oplysninger og erindringer, som de ville skrive ned, for de ville fortælle hele hans historie. Hun skildrer dem, så man kommer til at tænke på de historier, vi har hørt om aggressive ugebladsjournalister, der søger den gode historie. Hvis ikke den er der, laver de den selv, idet de twister sandheden.
Markus og de andre evangelister vil have hende til at forstå, at hendes barns død var nødvendigt for menneskehedens frelse. Og de ville have hende til at forstå, at sådan havde Gud bestemt det. Men den forklaring køber hun ikke. Hendes smerte og sorg og savn kan ikke relativeres af hensynet til menneskeheden. For det ville gøre hendes barn til et middel. Og det kan ingen forældre gøre mod deres barn. Det ville være et overgreb at gøre dem til middel for noget som helst.
Og præcis dette at gøre et menneske – barn eller voksen – til et middel for Gud eller mennesker eller en sag, det er at gøre oprør mod Helligånden. For Helligånden er livets kraft og ophav. Gud selv er tilstede her. Helligånden er – sådan har én udtrykt det – Guds åndedræt med verden.
Det er ikke Guds plan, at Jesu skal lide og dø, for at Gud kan komme til at vise os, hvad det hele går ud på. Det gudsbillede eller gudsbegreb, som kunne komme ud af dette, er en despot, et magtmenneske, en grusom Gud, der er som de vanvittige herskere, verden – også i dag – har og har haft. De bruger liv for at fremme deres eget formål. Men ingen kan med sandhed sige, at tabet af et barn, en mand, en far i fx krig kan underordnes en sag eller formålet med en krig. Prøv at gå ud i Mindeparken og se alle navnene på de faldne sønderjyder i 1. verdenskrig. De faldt i en krig og for en sag der ikke var deres. Og de er ikke de eneste, der har fået den skæbne.
Når vi mister eller læser mindetavler over faldne, kan vi kun udtrykke, hvad Marie gjorde i teaterstykket, at formålet ikke var tabet af menneskeliv værd. Kristendommen handler da heller ikke om, at Gud har siddet et sted og strategisk har lagt planer, som han så får sin inkarnerede søn til at udføre.
Som glæden over at få et barn er suveræn og noget af det største, et menneske kan være heldig at erfare, så suveræn er sorgen over at miste det, vi har fået givet af liv. Ja, ikke bare vores eget men især andres.
Vores tekst i dag taler om synd imod Helligånden. Hvad er dog det? Det forklares ikke, for vi ved det jo godt. Synd imod Helligånden er foragt for liv. Det er manglende respekt for livets suverænitet og ukrænkelighed. Nej, det er rigtigt, kan du indvende, at vi ikke slår hinanden ihjel her, som man gør i krige og borgerkrige i Somalia, Sydsudan, Congo, i Ukraine, Syrien og Iraq. Alligevel kommer vi til at krænke andres liv gennem vores handlinger, gennem vores tale og vores frygt for andres skikke, holdninger og sorger.
En mor eller en far kan ikke forlige sig med, at deres barn skal ofre sig for en sag eller for et land. Det er ingen sag eller land værd. Det bliver vi mindet om, når vi kommer i kirke og ikke mindst, når vi fejrer dåb og nadver.
Dåben og nadveren er de to tegn, der ikke blev rakt til den forpinte og plagede Maria, jeg så i teaterstykket. Hun havde nemlig kun – som andre mennesker kan erfare det – oplevet tabet. Men det afgørende i kristentroen er opstandelse. Kristen tro er opstandelsestro. Opstandelsen er Guds oprør mod menneskers myrderier. Gud er ikke med i planerne for tabet af noget menneskeliv. Han er med, når livet for mennesker er tabt, så kan han rejse det for os igen.
I forældre til de tre børn, der er blevet døbt her i dag, har altså fået et tegn ved vand og ord på, at Gud trodser ethvert misbrug af liv. Han rejser det op af døde igen. Vandet vi øser over barnets hoved er tegn på, at børnene rives ud af dødens magt. Gud har aldrig en mening med at et mennesket tabes. Han river det derimod ud af dødens garn.
Og i nadveren er det den af mennesker korsfæstede og af Gud oprejste fra de døde, der deler sit liv, sin krop, sin ånd og sit mod med os, så vi kan leve trods ødelæggelse og død, så vi kan sætte al vores kraft, livsmod ind på at give hinanden – ikke mindst de ny-døbte – et liv med tillid, tro, håb og kærlighed. Amen