Tekster; 1.Johs. 3,13-18 og Luk.14,16-24. Salmer: 725-435-674,2+7-303/492-439-694-523Aarhus Domkirke, den 14. juni 2015 kl. 10.
En invitation er en opfordring til at lade sig inddrage i noget. Typisk er det en opfordring til at komme til stede og at være med til at dele andres glæde og – underliggende – kærlighed.
Mange af os ærgrer os, hvis der kommer afbud til en invitation. Der går skår i vores glæde, for der mangler så både nogen og noget. Hvad er det ”noget” for noget? Lad os se lidt på det. For kommer der et afbud, kan det selvfølgelig være helt reelt. De inviterede kan skulle på ferie eller til noget andet, de har sagt tak til, og er reelt ude af stand til at tage imod invitationen. Alligevel kan vi føle, at de nok ikke gider. Reaktionen kommer hos os, fordi vi bliver skuffede. Vi rakte hænderne frem og blottede vores kærlighed men blev skuffet. Det, som mangler, når et afbud løber ind, er altså et svar på en kærlighedshandling, et svar på en åbenhed. Her er ord ikke tilstrækkelige. Svaret må være en handling, altså en imødekommelse af invitationen.
Invitationer sendes i mangfoldige anledninger. Særligt er der nogle tilfælde, hvor vi har brug for hjælp til at stå med det store eller det tunge og vanskelige i livet. Den inviterede er inviteret for at dele glæde og sorg, sådan at han bærer med og bliver en del af fundamentet for den inviterende.
”Lignelsen om det store gæstebud”, som vi kalder vores prædiketekst i dag, er, som alle andre lignelser, et billede på Guds rige. Vi tror og bekender, at Gud er skaber og opretholder af vores liv Vi tror, at han er med os alle dage, og at han river os ud af døden, når den engang kommer til os. Derfor blev vi båret til dåben af vores forældre. Derfor er tre børn båret til dåben i dag, for at de skulle få at høre, at af kærlighed til dem har forældrene båret dem herind, sådan at de kunne blive inddraget i Guds rige.
Guds rige er nemlig ikke noget, der først dukker op efter døden. Guds rige er midt i livet. Guds rige er tilstede hver eneste dag i vores liv. Om os. I os. For os. Vi modtager det, uden at det er fortjent. Vi giver det, er medvirkende til at det realiseres hos andre, uden at vi ville det eller ser det.
Lignelsen er med andre ord et billede på livet, hvor vi inviteres ind til andres glæde. Men der kan vi komme til at optræde, som de tre gør i lignelsen. De tre er eksempler på, hvad der kan ske, når vi adskiller ord, løfter fra handlinger og opfølgninger. Så bliver vi utroværdige. Andres tillid til os svækkes. Man kan ikke helt regne med os. Det er ikke rart, at have den følelse, at andre ikke helt stoler på én. Man føler sig bundet og ufri.
I det politiske liv drejer det sig om noget om troværdighed. Det ser vi i fuld udfoldelse i øjeblikket, og her har vi mange eksempler på udsagn og løfter, som vi hver især kan analysere og tage stilling til, om de bliver fulgt op af handling eller den politiske virkelighed tilsiger noget andet.
Og sådan er det også i vores liv med hinanden. Her foregår det samme. Tillid og troværdighed er på spil. Kan vi stole på hinanden i familien, på arbejdet? Vi kan være afhængige af hinanden, fordi arbejdet er så risikofyldt, at vores svigt kan føre ulykker med sig for andre. I familien kan vi også kæmpe med interne svigt. Her ligger det som en konstant understrøm i vores bevidsthed, at vi ikke må og ikke vil svigte vores nærmeste.
Alligevel sker det. Vi siger ét, men når det skal realiseres, blev det aldrig til noget. Invitationen og tilliden var der, men vi kunne ikke tage imod og realisere invitationen. Så følger vore undskyldninger som i lignelsen. Vi har købt en mark, eller lige giftet os, eller har købt fem par okser. Kunne de ikke vente? Krævede det os virkelig så meget? Undskyldninger er ikke altid lette at forstå for den, der modtager dem, skønt de kan være indlysende for den, der sender dem.
Gudsriget er livet og møder os i livet, har jeg flere gange sagt. Er det troværdigt, for det ændrer jo ikke vore vilkår eller fremmer vor lykke? Ja, egentlig er det vel sådan for de fleste af os, at vi ikke kan se nogen forskel i hverdagen, om Guds rige er her eller ikke. Det er svært at se for de familier, der kæmper med forskellige problemer og kæmper for at holde sammen. Det er svært at se for ham, der nu igen er blevet taget for indbrud og sidder i arresten. Det er svært for ham eller hende, der har mistet og ikke kan forvinde tabet. Sådan kunne vi blive ved med mange eksempler.
Når det måske virker mindre troværdigt, at Guds rige skulle møde os her, er det, fordi vi dagdrømmer om Guds rige. Vi gør det til et sted, vi gør det til noget meget konkret, til noget ydre. Det er det ikke. Det er en åndelig virkelighed. Det er noget, som virkeliggør sig i livet mellem os. Gudsriget er en invitation, der hele tiden gives til os, om at tage del i det store festmåltid som livet er.
Hvordan tager man imod den invitation? Det gør man i det daglige, når vi i stedet for at stræbe efter at realisere vores dagdrømme og vores urealistiske tro på, at vi er vort eget livs redaktør, lader livet komme til os. Livet viser sig jo der, hvor vi fx ser ind i et par øjne, som måske er kendte, måske er fremmede for os, og mødes af tillid, af tro på, at vi kan. Ja, når de fortæller os om tillid, om ro, om tid til at vente på os. Vores svar er at tage imod tilliden og vise tillid til den anden og tro på ham. Det er at tage imod den i handling og ikke kun i ord.
Nu er det ikke altid sådan, vi gør. Snarere er det modsat, at vi sjældent gør dette. Derfor passer den gamle og efterhånden vel glemte digter Tom Kristensens ord så godt, når han siger:
Har du lovet
har du vovet
har du svigtet
Så har du levet.
Han sidder med en fornemmelse af, at livet aldrig nogensinde fuldbyrdes af os. Derimod sidder han ikke med den oplevelse og erfaring, at livet er tomt og meningsløst. Nej, uden at være et religiøst menneske og uden at være en religiøs digter, indså han, at det at være menneske er at være ikke-perfekt.
I det kirkelige sprog kalder vi det at være synder. Ikke perfekt. Ja, vi er ikke perfekte, for hvem af os har ikke lovet uden at kunne holde det? Hvem af os har ikke svigtet, selv om vi ikke ville?
Lignelsen handler om vores svigt, og det er jo en bedrøvelig affære. Heldigvis er det ikke det eneste lignelsen handler om. For den handler også om, at Guds rige ikke standser ved vore svigt. Tværtimod. I lignelsens sprog sørger manden eller Gud for, at flere og flere bliver inviteret med. Der er ikke nogen, som er for ringe til at komme med. Der er altså ingen, der er så ringe, at de ikke skal høre det løfte, som Gud giver os i dåben, at vi er draget ind i hans rige, fordi vi nu har fået tegnet korset tegn for ansigt og bryst og har fået at vide, at han er med os alle dage i liv og i død. I dåben drager han os ud af døden, ligesom han selv blev rejst af graven påskemorgen.
Det fører ikke til en anden verden at leve i. Til gengæld fører det til, at vi kan leve i et håb, hvis vi tager imod det, om, at invitationen til livet som et gæstebud gentages og gentages. Og gæstebuddet er der og realiseres, når vi går ind og opdager, hvordan livet i glimt bliver større, og vi erfarer, at vi bæres og elskes uden at vi har fortjent det. Og den kærlighed er som al kærlighed livsfornyende og livsforlængende. Der er ingen grænser for den. Lagde I mærke til, at manden i lignelsen ikke standser sine invitationer? Han giver ikke op. De er et billede på, at Guds rige også er her, og at Gud ikke løber fra sine løfter i dåben og nadveren om, at han er med os alle dage i liv og i død, og at han – om nogen – deler det hårde og det vanskelige og det ubærlige i livet med os og tager det for os.
Amen