Tekster: Jes. 60,18-22 og Matt. 5,1-1.
Højmessen i Aarhus Domkirke søndag d. 1. november 2015
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
”Hvad tror du, der kommer til at ske”? Utallige gange har vi mødt det spørgsmål i forbindelse med at en politiker eller en såkaldt samfundsdebattør eller en ekspert udtaler sig til Radio og TV. Både den spørgende og den svarende person er viklet ind i et net af ”spin”, der ofte slet ikke har noget med din og min hverdag og vores liv at gøre. Der tegnes scenarier og gøres forestillinger om, hvordan noget kunne blive. Der er alle muligheder for manipulation af os og måske også af de besluttende. Alligevel har vi ladet os besnære af det og har tillid til, at de jo nok ved, hvad de taler om. På den måde får de status af en slags profeter, forstået som nogle, der kan forudsige, hvad der vil ske.
Dog er der ingen af os, der kan vide, hvad fremtiden bringer. Vores fremtid er i Guds hænder. Det er et løfte, der giver os håb og livsmod. Sådan hørte de første det, der hørte profeten Jesaja fremsige sine syner. Sådan hører vi, der læser ham i dag, det også. Og sådan hørte den store folkemængde ved Jordanfloden formentlig også Jesu tale, og sådan kan vi, der nu kan læse og høre den, forstå hans tale: Som et løfte, som et håb.
Det står i modsætning til, hvordan vi i dag som regel taler om fremtiden i planlægningens og forudberegningens kalkulerende sprog. Hvad opnår jeg mest ved? Hvordan skal jeg tilrettelægge min fremtid og karriere? Hvor er vækstpotentialet? Hvor kan det bedst betale sig? Det bedste svar er at tage imod det, som kommer. Men det er ikke noget godt svar til den, der har lært, at vi hver især skal tage ansvaret for vores livs forløb. Vi har gjort udsagnet ”du er din egen lykkes smed” til et stykke ideologi. Det bliver det ikke sandere af, tværtimod. For alle sådanne kalkulerende og forudbestemmende udsagn lukker, i stedet for at lukke op for det uforudsigelige og lykkelige, der kommer til os.
I dag på Allehelgens dag har vi fået en god tradition for, at vi særligt mindes vore døde. Derfor er sorgen måske mere nærværende hos os i dag end andre dage. Sorgen er en kærlighed, vi ikke kan komme af med, fordi den person, den retter sig imod, ikke længere er blandt os. Det får ikke kærligheden til at høre op. Ligesom det ikke standser vores taknemmelighed og afhængighed.
Taknemmeligheden og afhængigheden mødes i os af et modstød, der kan have karakter af tomhed og intethed. Måske spørger vi, om der overhovedet er nogen mening med menneskelivet? Er det ikke kun os selv, der kan og skal skabe den mening?
Hvis det er det, har livet ingen mening og ingen betydning. I så fald har vi intet at hænge vores lidelsesfyldte spænding i livet mellem liv og død op på. Kun os selv. Det er og bliver en overanstrengelse af os. Vi kan ikke komme uden om den spænding eller modsætning mellem liv og død, mellem mening og meningsløshed. For de er vilkår for alt liv. Vi må forholde os til dem, og vi kan finde måder at udholde den spænding på. Fx ved at se anderledes på, om det er os selv, der skal løfte hele den byrde, at skabe mening i livet?
Netop i dag, hvor vi tænker på vore døde, kan vi måske indse, at de har været med til at give mening og betydning til vores liv. Enhver, vi har mødt og møder, åbner for indsigt og erfaring hos os. Negativ erfaring åbner også for indsigt. En erfaring er – uanset dens valør – befordrende for vores livserfaring og livsfylde.
Hvordan erfarer vi det? Ikke kun som en erfaring, vi kan formulere i ord. Snarere kan det være som varme eller kulde. Eller det kan være som lys og mørke. Som skønhed eller som noget grimt og hæsligt. Som anerkendelse eller som slet ikke at blive set eller hørt.
Jesaja, som vi hørte først i gudstjenesten, taler om den herlighed, der skal komme til Jerusalem. Vi hører det som sagt om fremtiden. Som noget, der skal ske engang. Ja, dog næppe kun én gang. Guds handlinger, som vi erfarer på måder, vi ikke altid forbinder med ham, er ikke statiske men dynamiske. De gentager sig i nye former og med ny energi. Fx i lys. Jesaja taler om lyset, der kommer til Jerusalem. Prøv at se dig selv som en, der kommer lys til og over, fra dem, der er om dig og holder af dig, og fra dem, der har været, og til hvem, du føler stærke bånd stadigvæk. Kærligheden til de døde, og den kærlighed, vi fik af dem, er virkelig. Når det går op for os, er den her stadig, og så kaster den lys. De fleste af os kan glæde sig over at blive mindet om forældrenes kærlighed. Hvis de svigtede eller ikke var der, kan vi måske glæde os over dem, der trådte i forældrene sted. Måske er vi også så heldige, at vi har en kærlighed fra ægtefællen eller kæresten eller børnene eller den ven, vi er eller var dybt og inderligt forbundet og fortrolig med.
Det er her stadig. Kilden lader det stadig vælde ud i vore liv. Den tilstand, hvori det kommer til os, kan vi måske beskrive som en særlig lysfyldt tilstand, en lykkelig eller – for at anvende det ord, som Jesus anvender – salig tilstand.
Hvordan skal vi forstå de saligprisninger, vi har hørt i dag, og som indleder Jesu store tale, kaldet ”Bjergprædikenen”? I vores lutherske tradition har vi for vane at sige, at være salig er at være revet ud af ”synd, død og djævel”. De er stadig i vores liv, men deres eneherredømme over os, er knækket. Der er ikke kun intethed og mørke. I livet er der fylde, håb og tro.
Det er indholdet af saligprisningerne. Vi fattige i ånden, ja, hvad har vi at komme med? Overmod og indbildning om, at vi har gennemskuet verden og livet? Vi overser og ignorerer skaberværkets storhed. Vi er godt på vej til at ødelægge det ved at opbruge jordens ressourcer, så der ikke er til alle de generationer, der kommer efter os. Godt på vej er vi ved at anvende så megen energi, at temperaturen i atmosfæren stiger med store konsekvenser for klodens liv. Det er ikke en profeti eller forudsigelse længere, det er en ”ubekvem sandhed”, som Al Gore har sagt det.
På en måde er Jesu forkyndelse også en ”ubekvem sandhed”, som vi ignorerer. Den falder nemlig ikke i tråd med vores stræben efter at tro på og selv og vor egen indsats, og den modsvarer ikke vores indbildning om, at vi kan indse alt ved hjælp af vores fornuft. Med fornuften kan jeg ikke forstå det, der bærer mit liv.
Med fornuften kan jeg ikke indse sandheden i den retfærdighed, som Jesus taler om. For vi kender jo da den retfærdighed, vi selv kan finde ud af, og som retten i sidste ende kan stadfæste. Men det er ikke retfærdighed, fordi den blot dømmer mellem modsætningerne uden at ophæve dem. I en dom er der altid én side, som bliver bortdømt.
Guds retfærdighed straffer ikke. Midt i modsætningerne sætter den sig igennem og hæver os over dem. I modsætningerne hænger vi menneskeligt set altid fast og kan ikke komme ud af dem ved egen hjælp eller egen fornuft. Det er djævelsk at hænge fast dér. Timeligheden er djævelsk, men den berøres af evighedsdimensionen, der ikke er af denne verden. Den evighedsdimension er ord, der tales til os og omfavner os og bærer os gennem alle modsætningerne. Modsætningerne får ikke lov til at beholde magten over os. Vi er revet ud af dem. Derfor kan vi høre saligprisningerne som et håb, der er realiseret nu og som fuldendes engang.
Ingen af os kan vide, hvad fremtiden bringer. Ingen af os kan sige, hvad der kommer til at ske. Hvad det vil sige at være i Guds hænder, når vi dør, kan vi kun gøre os forestillinger om, men intet vide. Vi kan høre i dag, at på enhver dag, som kommer, er vi i Guds hænder, og vi er salige, hvis vi hører og tager imod hans ord.
Trods savn, smerte og sorg kan vi, også denne dag, trøste os ved, at i dåben er vi døbt til hans kors, og i nadveren rejses vi op af graven med ham både nu og i al evighed.
Amen