Aarhus Domkirke den 21. juni 2017 kl. 12. DDS 292
Glæden
Hjem i toget i stillekupeen sad et ældre ægtepar. Åh, de var så dejlige at se på! Åh! Ja, det var ikke fordi de holdt sig særligt godt, eller var særligt spændende at se på. Og de gjorde ikke noget særligt på hele turen, de sagde ikke noget og dermed heller ikke noget klogt og interessant. Nej, deres dejlighed skyldtes noget andet. Den havde at gøre med den måde hvorpå de var til. Ganske simpelt. Og alligevel svært at indkredse.
Jeg lagde mærke til hvordan hun havde taget skoen af og ungdommeligt trukket det ene ben op til sig. Jeg så hvordan hun, da han faldt i søvn, aede hun ham på armen, som en mor aer sit barn, den man har mest kær. Jeg bemærkede hvordan han kiggede på hende mens hun sad og læste, og tænkte at hun måtte være vant til at han bare sad og kiggede på hende. Og jeg nød synet af hvordan han, da solen var ved at gå ned, pegede ud på den og de sad og så på solens nedgang sammen. Længe. De betragtede den med flid. De så sammen farverne på himlen og lyset i verden i sommeren. De fik noget ud af at kigge på den lydløse, intense forandring fra dag til nat. At se hvordan dagen lyser stærkt op inden den forsvinder, ligesom livet ofte lyser intenst før døden.
Jeg så det hele uden anden lyd til end lyden fra toget på skinnerne.
Der stod GLÆDE bøjet i neon over dem. Eller rettere – for glæden gør ikke sådan væsen af sig som et neonskilt – glæden løb som en strøm under dem. Det var som om de stod i en søjle af lys. Et lys der smittede af på dem, styrkede dem, gjorde dem lyse. Et lys som de så verden med.
De så ud som mennesker, der hele tiden fik øje på noget nyt, som blev rakt til dem. (Talesporet til dette ordløse scenarie kunne være: “Gisp, hvor er verden smuk.” “Næ, må jeg også se det?” “Hvor heldig er jeg ikke at jeg går gennem livet med dig” “Dejligt hvordan du sidder og læser din bog”, “Du er smuk”, “Er det ikke særligt dejligt lige nu?” Soundtracket kunne måske være et stykke af Arvo Pärt, der fortæller om verdens enkle sammenhænge og viser lyset og freden. Jeg kunne også godt snuppe Albertes Lyse nætter til. Eller en vals. )
Parret fik mig til at tænke over glæden. Vi snakker ikke så meget om den, glæden, gør vi? Ja, det er næsten som om vi betragter glæden som noget lidt banalt. Næ, når vi for alvor skal være dybe og eksistentielle, så skal det handle om lidelsen og smerten!
Måske skal vi tale lidt mere om den. Glæden. Og måske kan vi roligt gøre det uden frygt for at være hverken banale eller overfladiske. Måske er glæden en følelse af sammenhæng i verden. Måske er den erfaringen af at der er nok lys i verden til at holde os oppe. Måske er glæden noget vi oplever, når vi tager os tid til at se det gode i verden. Når vi tror på at verden er god til at bære os.
Verden, siger vi lidt neutralt – Gud siger vi når vi regner ophavet med.
Det ældre ægtepar – de så ud som om de stod i en lyskegle. Måske er det der hele tiden om os alle. Lyset. Måske kan man sige, at det var det Luther opdagede. Det er ikke lys vi selv skal skabe eller gøre noget for finde vejen til så vi kan stille os ind under det. Vi skal bare fatte det. At sørge for at vi fatter det er jo i og for sig helligåndens job, Men man kan godt bære lidt til ved det ved ikke at forfølge mørket, men holde fast i at vi er lysets børn, står her i lyset. Ved at kigge efter det gode. Ved at være modtagende.
Glæden får Luther til at springe højt. Springe!! Som et barn, der får at vide hun skal i Tivoli eller være storesøster. Som en der er blevet helbredt efter længere sygdom. Luther jubler over at han har fået øjnene åbnet for hvor gavmildt det vigtigste bliver givet til os. Glæden fylder i sind OG krop. Det skal den have lov til. Glæden er en følgevirkning af åndens nærvær. Det er også derfor Luther lidt provokerende kan sige: Tristhed er forbudt! Ikke fordi vi ikke må være kede af det, når der er grund til det. Men fordi troen på Gud er en tro på godheden, som han har givet og som ligger i os og i verden. Skulle vi så ikke med troen i os kigge efter for denne godhed? Skulle vi ikke bemærke det vi får givet? Det er tristheden forstået som en blindhed over for skabelsen, en glædeløshed, det er den, der er forbudt. Fordi tristheden som livsholdning er at nægte at være modtagende.
Sommeren er god til glæde; de glade klynger af teenageren om Brabrandsøen. Nætterne til at snakke i. Roserne, lammene, markerne. Og ikke bare naturen udenfor, men også naturen i os selv. Se hvor fine skabninger vi er; se huden og øjnene, bevægelserne, de gamles og de unges. Bemærke vores evne til at elske og til at se. Til at le. Se ægteparret i toget.
At lade de billeder have plads, at se lyset i dem, er glæden.
At give glæden plads er at give plads for Åndens virke. Når ånden undertrykkes, så stønner kødet. For så forsvinder glæden. Og den kan man ikke løbe eller arbejde sig til.
Men når vi mærker glæden, en flig af sammenhængen, så må vi lade detn komme til udtryk, tale om den, poste vores glade studenterbilleder. Slå flikflak. På gulvet, på orgelet eller med pennen. Være løsslupne, lade det tunge ligge og vente lidt.
Min lille om ikke trosbekendelse, så glædeserklæring i dag er denne: Jeg tror at glæden er erfaringen af den opdrift livet har. Jeg tror evangeliet er fortællingen om glæden. Jeg tror Helligånden giver eksistentiel viden om og erfaring af den.
Kort før Skanderborg station tog den ældre dame en lyserød læbestift på og kiggede på landet, der drev forbi. Den ældre mand tog Johannesevangliet frem og læste for sig selv. Om glæden, der er født i dag, tror jeg.
Ord til nadveren
Johannesevangliet 15,11 Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen
Matthæusevangliet 2,10 Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.
Matthæusevangeliet 28 Gå ind til din Herres glæde
Andet
Luther i Magnificat:
Ånden er den højeste, dybeste, ædleste del af mennesket. Med ånden er mennesket rustet til at fatte ubegribelige, usynlige, evige ting. Ånden er kort sagt det hus, som troen og Guds ord bor i.