Aarhus Domkirke 1.s.e.trin., den 14. juni 2020. kl. 10.
Tekster: 1. Tim 6,6-12 og Luk. 12,13-21.
Salmer: 726 -435/ 330-475 -724.
Fra i dag og indtil 1.s. i advent er der ikke en eneste kirkelig højtid eller festdag. Evangelierne i den kommende periode har et indhold, som reflekterer vores daglige liv. Vi skal ned i de daglige og altid aktuelle menneskelige erfaringer, problemer og spørgsmål.
Det kan lyde meget kedsommeligt. Som fx i dag, hvor det handler om at skaffe plads til rigdommen. Det har nogen af os erfaringer med. Andre har mere end nok at gøre med at skaffe til dagen og vejen.
Inden vi kaster os ud i analyser, overvejelser og prædikener om det de næste 24 søndage, så bliver vi i dag ledt ind på nogle mere principielle spørgsmål. De spørgsmål reflekterer erfaringer, som vi alle kender på vores krop og i vores sind.
Vi har alle en erfaring med verden omkring os. Både i den lille skala som fx familien, vennerne, og i en større skala: naboer, bekendte og kolleger.
En anden grundlæggende erfaring, som vi alle kender, er at der er noget, som får betydning for os, og som skænker os fylde og mening i dagligdagen. Også det meningsløse gør vi erfaringer med. Af og til bryder det ind i vores liv. Måske ødelægger det noget for altid for os. Eller det drejer vores liv i en anden retning, end vi havde forestillet os.
Til de to almene erfaringer føjer der sig en tredje, som vi alle uden undtagelser har. Vi kan beskrive den som en spænding mellem os og verden omkring os. Måske udtrykt i en følelse af ikke at høre rigtigt til. En følelse af at være anderledes, ikke at blive accepteret på grund af holdninger, tanker, væremåde, udseende eller oprindelse. Aktuelt ser vi en sådan alvorlig spænding i det amerikanske samfund. Vi kender til lignende spændinger herhjemme også her i vores by.
Vi ser og mærker også spændinger mellem forskellige religioners forståelse af Gud og den verden, vi lever i. Der sættes spørgsmålstegn ved religionernes berettigelse og deres fortolkning af verden, af mennesket og dets vilkår.
Alt dette fører til en refleksion om folkekirken og vores omverden. Hvordan er det forhold? Hvordan kan det udvikle sig, så det fortsat er givende og levende for mennesker, samfundet og folkekirken?
De spørgsmål har optaget mig gennem mange år som præst. Det er vel en af grundene til, at jeg har arbejdet som præst, provst og domprovst på den måde jeg har. Det er vel dybest set meningen med at vi har et teologisk studium, der er forudsætningen for at kunne blive præst i folkekirken. Teologi drejer sig nemlig om refleksion, om tænkning, om fortolkning af Jesu forkyndelse ind i en given tid, i en given sammenhæng. Her står vi på skuldrene at traditionen, men også den skal fortolkes og ikke bare gentages stift, dogmatisk og ureflekteret.
Den teologiske refleksion, som vi præster må gøre os dagligt, skal omsættes i forkyndelse ved gudstjenester, ved kirkelige handlinger, i sjælesorgen, ved sygesengen og ved dødslejet. Ja, den skal yderligere omsættes i et engagement i samfundet, som jo er det fælles. En folkekirke, som ikke tager sig den opgave alvorligt og ikke påtager sig den, mister langsomt men sikkert sin berettigelse.
Den rige mand, vi hører om i dag, er et eksempel på, hvad vi gør, når vi forfalder til at bygge på det materielle. Hensigten er at sikre vores livs fremtid. Det er ikke kritisabelt. Det er imidlertid ikke alt nok. For det giver ikke i sig selv mening. Slet ikke, hvis verden ramler, som den har gjort for mange i løbet af de seneste måneder og vil gøre det fremover p.gr.a. pandemien.
Pandemien er et eksempel, som viser vores sårbarhed. Vi ser, at vi ikke materielt kan sikre os mod en virus. Så sårbare er vi, at en virus kan vælte en halv verden i nogle måneder og ødelægge verdensøkonomien i nogle år. Derfor har vi savnet fællesskaberne og har forsøgt på nye – ofte digitale – måder at skabe den. Det har været med stort held i vores del af verden. Andre steder er man sunket længere ned i fortvivlelse, håbløshed og fattigdom.
Der er nok nogen, som spørger, hvad Gud har at gøre med den verden. Hvad har kirken egentlig af budskaber her? Hvor er Guds fodspor i verden? Har vi på noget måde kunnet erfare Gud i verden, under coronakrisen? Svaret er, at vi har erfaret Gud lige så meget eller lige så lidt, som vi ellers gør.
Men vi kan prøve at reflektere hele den økonomiske udvikling og stræben, der har fyldt verden de seneste 35-40 år under globaliseringen og ny-liberalismen ind i dagens evangelium. En pointe er der i hvert fald. Det er, at den rigdom og den udvikling, som er kommet en del af verden til gode materielt set, ikke er et værn mod vira og menigsløs sygdom og død.
Mod det er der ikke nogen tilflugt i det materielle. Meningen i en sådan krise finder vi ikke i det materielle. Vejen ud af krisen finder vi heller ikke i det materielle alene. Udveje finder vi nu som altid i det, vi gør med og mod hinanden og i det fælles. Meningen i vores liv finder vi nu som altid gennem fællesskaber og gennem erfaringer, der i det daglige liv i de små hændelser åbner for det store og bærende i tilværelsen.
Det kan vi som evangelisk-lutherske folkekirke pege på i ord og musik. Imidlertid er det ikke nok. Mere end nogensinde bliver der kaldt på folkekirken engagement i og bidrag til det fælles liv i samfundet. Ved at indgå i fællesskaber og løse menneskelige problemer og svare på grundæggende etiske og religiøse spørgsmål, hjælpe med en religiøs praksis, der for mange er smuldret væk, ja, derved kan folkekirken pege på og formulere Jesu budskab igen på gamle og på nye måder.
Den rige mand i evangeliet isolerede sig i sit eget. Du skal sørge for, at du ikke gentager det, og du skal være med til at holde folkekirken fast på, at det må den heller ikke gøre. For så er den ikke længere evangelisk-luthersk, og den er slet ikke Jesu Kristi kirke.
Amen