Prædiken til julegudstjeneste 24. december 2020 kl. 14 v Henrik Grøndal Lund (Corona-nedlukning)
Præludium
94: Det kimer nu til julefest
Hilsen
Kollekt
Læsning – Esajas 9, 1-6a
Trosbekendelse
104: Et barn er født i Betlehem
Evangelium
Prædiken, Fadervor og kirkebøn
Interludium
125: Mit hjerte altid vanker
Kollekt
Velsignelse
119: Julen har bragt velsignet bud
Postludium
De svageste fortjener det bedste. Det, sagde opsynsmanden på en sundhedsklinik langt ude på landet i det nordlige Ghana, da en mor kom gående med et nyfødt barn. Hun bar det lille barn i en slynge omkring kroppen. Kvinden havde gået i 2 timer fra hjemmet til sundhedsklinikken, fordi barnet havde behov for lægehjælp. Vi havde kørt omtrent ligeså længe fra sygehuset i Tumu ud til den afsides liggende sundhedsklinik. Vi var et lægeteam fra et af de bedste sundhedsvæsener i verden. Vi var fra Aarhus. Jeg deltog som ægtefælle og glemmer aldrig opsynsmandens ord, da moderen kom gående i den voldsomme afrikanske sommervarme med det lille barn – de svageste fortjener det bedste.
De svageste fortjener det bedste. Det er en smuk sætning, der udtrykker julens betydning. De svageste fortjener det bedste. Det er ikke, fordi de svageste skal have det som er tilbage, når andre har taget deres del, eller fordi de skal nøjes med det de kan tilkomme på et begrænset eller minimalt budget. De fortjener heller ikke det bedste, fordi de har arbejdet for det og de har ret til det. Nej, de svageste fortjener det bedste, fordi de har brug for det og fordi det giver et menneske værdighed.
Som I sikkert kan høre, er sætningen de svageste fortjener det bedste en sætning, der rummer julens mening. Når vi i aften samles omkring krybben i stalden i Betlehem, hører vi et budskab, som verden altid vil have vanskeligt ved at forstå rækkevidden og betydningen af. De svageste fortjener det bedste.
Bibelens fortællinger er anderledes end de historier og nyheder vi ellers ser og hører. I Bibelen fortjener Guds menneske altid det bedste, uanset hvem det er og hvilken situation et menneske befinder sig i. Gud kan finde på, at vise barmhjertighed, hvor det er usselt, beskidt, mørkt og uværdigt at være menneske. I Det Gamle Testamente udvælger Gud et svagt og hjælpeløst folk, som lever i trældom og eksil til at være Guds folk. Det bliver historien om det jødiske folk. I Det Nye Testamente minder apostlen Paulus mennesker i Korinth om, at Gud er med dem, selvom de repræsenterer byens bundfald. Og til Jesusbarnet i Betlehem, som vi i aften danser om juletræet for, fortsætter Guds sin barmhjertige udvælgelse. Folk siger til Jesus: Du må se efter dig selv, Jesus, for ingen andre vil. Der er hverken plads til dig i herberget eller andre steder i byen. Du er ikke velkommen. Det interesserer os ikke, at du bliver født og kommer til verden. Vi er ligeglade. Og var det ikke for julenats lysende stjerne og den fortryllende livsbeundring, der stråler op fra stalden, ville folks afvisning passe. Men Gud tager sig af sit menneske, når alle andre svigter. Den svageste fortjener det bedste, og i aften er den svageste Guds egen søn.
Barmhjertighed sker, når de svageste fortjener det bedste. Svagheden har mange ansigter. Under Anden Verdenskrig var det f.eks. jøderne, som var de svageste. Millioner af jøder blev dræbt i udryddelseslejre som følge af et biologisk raceprogram, der skelnede mellem de rigtige og de forkerte. De rigtige skulle have det godt, mens de forkerte skulle udrenses og forsvinde. FN blev oprettet som et forsøg på fremover at undgå en sådan frygtelig uværdig behandling af mennesker. På vegne af verdens lande etablerede FN et sted, hvor de forfulgte jøder kunne finde fred. Man gav dem et lille land, nemlig staten Israel. Fremover skulle jøderne have deres eget land, så de kunne undgå undertrykkelse og henrettelse. De svageste fortjener det bedste.
I vores samtid har de svageste andre navne. Men der er intet nyt under solen. Mennesker bliver også undertrykt, udstødt og afvist i dag. Dagligt er der mennesker, som får samme besked som Jesus i krybben – der er ikke plads til dig i herberget. Nogle bliver glemt, andre gøres overflødige. Børn fødes med begrænsede muligheder, fordi de tabte i fødselslotteriet og blev født det forkerte sted ligesom vor Herre gør det i aften – ude på landet langt fra byen i en stald uden strøm, internet og uddannelse med dårlige jobmuligheder. I Danmark tilhører vi nogle af de heldigste i fødselslotteriet. Vi er ikke født i en stald blandt dyr afvist af vore omgivelser og medmennesker Vi er kommet til verden på velfærdssamfundets fødestue med jordmoder, lægehjælp, sygeplejens varme hænder og en kuvøse, hvis det viser sig nødvendigt. Tænk hvor heldige vi er at være født lige netop her i et af verdens bedste samfund. Det kan vi være dybt taknemmelige for, ikke mindst i et år med coronapandemi, hvor vi har et førsteklasses sundhedsvæsen til at tage sig af forebyggelse af smittefare og indlæggelser.
Denne jul er det åbenlyst for enhver, at vi behøver julens budskab – de svageste fortjener det bedste. Når vi bruger håndsprit og mundbind, holder afstand, lukker samfundet ned, bliver hjemsendte og laver økonomiske hjælpepakker, er det netop for at passe på de svageste og de sygehuse vi alle kan få brug for, fordi vi alle kan rammes af skrøbelighed og blive en af de svageste. Der bor en smuk menneskelig værdighed bag sygdomsbekæmpelse og forsøget på at håndtere den vilde biologisk virus.
De svageste fortjener det bedste. Det passer til julens budskab, at der disse juledage tændes lys og håb gennem et vaccinationsprogram. De svageste bliver de første til at modtage hjælp og beskyttelse. Det varmer og spreder lys i vintermørket. Det er gode nyheder på julens budskab – de svageste fortjener det bedste.
Barnet, som den afrikanske kvinde kom gående den lange vej med til sundhedsklinikken i Ghana, havde ingen meritter, kompetencer, rigdom eller familiefortrin. Men på trods af den lille drengs hjælpeløshed fortjente han den bedste behandling. Vi holder jo netop jul på et hjælpeløst barn født i en stald langt ude på landet. Vi sætter et træ op i stuen, spiser festmad og danser syngende rundt i huset for et hjælpeløst barn, som bliver afvist af alt og alle. Jul er den mærkeligste fest. For det hjælpeløse barn er Guds søn. Gud holder et hjælpeløst og sårbart barn frem for os, fordi han vil at den svageste fortjener det bedste.
Det, vi fester for og samles om i aften, er ikke styrke, magt og sværd, men hengivelse, opmærksomhed og modet til at turde sætte sig i den andens sted. Jul er den livsbeundring og barmhjertighed at møde det andet menneske med værdighed, uanset dets situation.
Eventyrets digter, den danske forfatter H.C. Andersen, havde sans for julens betydning – at vi alle skal blive et barn i sjæl og sind. Hør det sidste vers i hans smukke julesalme ”Barn Jesus i en krybbe lå”:
Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad,
ryst af din tunge smerte.
Et barn er født i Davids stad
til trøst for hvert et hjerte;
til barnet vil vi stige ind
og blive børn i sjæl og sind (DDS 103, v. 2).
De svageste fortjener det bedste.
Glædelig jul og god beundringsfest.