Tekster: Mark. 10, 13-161. søndag efter Helligtrekonger kl. 17
Salmer: 780-69/674-439-588-775
Ordene i aften er en bøn. ”Lad de små børn komme til mig. Det må I hindre dem i, for Guds rige er deres”. Det er en bøn. Jesus beder for børnene, kalder tanken om kærlighed frem. For det gør en kristen bøn – udtaler tanken om kærlighed. At bede for den anden er at ønske, håbe og tro. I bønnen husker vi og følger med i den andens liv – vi glædes, viser medfølelse og medlidelse. Den anden er et medmenneske, og vi ved godt, at det er helt afgørende, hvordan vi lader den anden komme til os og på hvilken måde vi tager imod. Bøn er at udtale tanken om kærlighed – det højeste og største vore ord er i stand til. ”Lad de små børn komme til mig. Det må I hindre dem i, for Guds rige er deres”.
Jeg ved godt, at bøn i dagens Danmark finder sted i det skjulte. Nutidens samfund og kultur er styret af fornuft og computerprogrammer. Vore børn mødes med krav, planer og evalueringer. Børn i dag opdrages til at blive konkurrencemennesker. Allerede i vuggestuen og i de mindste skoleklasser udarbejdes skemaer, hvor der opsættes mål. Forældremøder er en alvorlig sag, hvor vi forældre præsenteres for forskellige papirer og test – hvordan er barnet placeret i forhold til de nationale mål, hvad er barnets styrker og svagheder, hvad skal der særligt arbejdes på det næste halve år. Nutidens forældre og bedsteforældre overvåger nøje barnets udvikling på alle parametre i konstant frygt for om den de elsker nu også kan klare sig. Der kæmpes for, at tallene og skemaerne er i orden, at barnet ligger rigtigt på graferne. Barnet skal klædes på med en fastlagt og sikker identitet fra første begyndelse. Når det vokser til og bliver teenager må det ikke gøre oprør, tænke selv – i hvert fald kun tænke og handle anderledes hvis det er godt i forhold til skemaerne og graferne. Det gælder om at vælge en sikker vej inden for de fastlagte mønstre. Det skæve valg er ikke i høj kurs. Det alternative er farligt. Skemaerne skal følges. Selv når børnene er blevet voksne, følger elevplanens mål og tal med, for i de store byer hersker nye kontante mål og fremdriftsreformer. Du er, hvad du præsterer. Du er dine krydser i livsskemaet.
”Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”. Jesu ord med bøns-karakter er fremmedartede for nutiden. I bønnens ord kaster tanken om kærlighed lys over mennesket. Forståelsens grund forandres. I bønnen får noget andet end mig selv og mine skemaer adgang til den indre samtale om hvordan det er at leve – hvordan det er at være mig med de andre. Bøn bringer mennesket ud af den egoistiske horisont. Der gives et radikalt andet svar til livet, som kalder på os. Bønnens svar rummer mere end tidens skemaer, tal, krav og præstationer. For bønnens ord kæmper brydekamp med sandheden – hvad er det sande liv, hvad passer egentligt, hvorfor lever jeg som jeg gør, hvad er mit forhold til andre mennesker, min skole, uddannelsesinstitution, arbejdsplads, mit land og samfund. Bøn går tæt på, så tæt et menneske kan komme på sandheden. Er mit liv sådan, at jeg lader de små børn komme for at tage imod dem eller er jeg et menneske, som er så besat af mine egne tal, at jeg vælger skemaets virkelighed før børnenes verden af leg, fantasi og drømme, hvor livet hver dag bliver til på ny?
Måske I kender det – at så længe skemaerne og tallene passer, holder vi os til livets elevplan. For den som klarer alle præstationerne er der åbenbart ikke behov for bøn. Det mener vi, for det har vi lært. Hold dig til planen, opfyld dine mål og det går dig godt. Men livet ryster os uanset tallene, for livet er langt større end vore planer og præstationer. Ofte går livet på tværs af det vi vil. Vi støder ind i paradokser og kommer i umulige situationer med andre. Paradokser og det umulige melder sig, når vi ikke kan mestre situationen, når noget viser sig større og meget stærkere end min egen magt eller andre menneskers styrke. Der er masser af paradokser, umulige situationer og hårde grænser i vore liv. Det er ikke altid nok at stole på sig selv, ikke engang at stole på den anden og de andre. Der hører skrammer, sår og smerte til at være menneske. Nogen afviser os, nogen forlader os, nogen skændes med os, nogen dør, vi rammes af sygdom, skuffes på arbejdsmarkedet. Det er vore sår, som i afgørende forstand præger os. Vore sår forandrer os, vore sår gør ordene til bøn. Den sårede hørelse, den sårede krop og berøring, det sårede syn, det sårede indre bliver til sårede ord. Og de sårede ord forsøger at gøre det samme som Jesus i aften – påkalde tanken om kærlighed. Det er på grund af tanken om kærlighed, at Jesus beder for børnene – tag godt imod dem, tag dem i favn og giv dem kærtegn. Tanken om kærlighed er, hvad et menneskes sår har brug for. Det ved Jesus fra sit eget liv, men også fra erfaringerne med andre menneskers liv. Guds rige er et svar til menneskers sårede syn, vores sårede hørelse, hud og krop – et menneskes sårede indre. Når børnene vil røre ved det guddommelige, skal de have lov. Det må ingen hindrer dem i. For ethvert menneske skal altid have uhindret adgang til tanken om kærlighed. I den henseende forbliver vi alle som de frække børn i aftenens tekst, som drister sig til at røre ved det guddommelige. Det er meningen med at Jesus bliver født som Guds søn, lever et menneskeliv ved at dele vores sårbarhed og give han sit liv for vores skyld. Som frække børn skal vi driste til at røre ved det guddommelige – igen og igen række ud efter tanken om kærlighed.
Jeg opfatter aftenens ord om de små børn, der skal komme til Jesus, som en bøn. Jesus beder for, at tanken om kærlighed ikke hindres i at besøge vore liv. Kærligheden skal kunne nå os og vi skal engagere os i tanken om kærlighed. Guds rige sker, når tanken om kærlighed arbejder i os, former os, forandrer os. Vi skal turde være som de frække børn, der vil røre den guddommelige. Derfor skal jeg i aften spørge: Er du fræk eller følger du stadigvæk de voksnes skemaer og grafer? Er du fræk nok, uanset hvem der truer og hindrer dig i at arbejde for tanken om kærlighed?
Amen.